Det er en af kærlighedslivets klicheer: Det er ikke dig, det er mig! Som forklaring på, hvorfor du/han/hun vil slutte forholdet. Det er på den anden side også sandt. Hvis vi undtager forhold med vold, misbrug og lignende. Vi slår op, fordi vi ikke elsker den anden mere: det ER mig, ikke dig.

Lad os tage den såkaldt ’lykkelige skilsmisse’: Det er den, hvor parterne er blevet enige om, at de er vokset fra hinanden. Det lykkelige ligger nemlig i, at de er enige; at de er vokset fra hinanden på samme tidspunkt.

Der er altid en, der tager initiativet

Sandsynligheden for at to mennesker synkront opdager, at deres ægteskab/forhold er dødt … er ikke overvældende stor. Eller rettere, at de handler på det samtidig: Der vil altid være en, der tager initiativet!

I den bedste af alle verdener vil den anden se, at hun/han har ret, og at forholdet kører på rutinerne uden følelsesmæssigt indhold. I værste fald vil den anden føle sig svigtet, forrådt, forladt.

Men vi kan nu engang ikke danse pardans, når den anden har forladt dansegulvet. Hvis din partner følelsesmæssigt har forladt forholdet, kan det kun gå en vej. Forholdet er dødt – den ene er bare hurtigere til at se det end den anden.

Utroskab

Det gælder sådan set også, hvis der er en tredje part indblandet. Hvis den ene partner (i et monogamt forhold) finder sammen med en anden, så handler det sandsynligvis om, at han/hun mentalt allerede har forladt forholdet. Det er ikke dig, det er mig. Lad os tage ansvaret hjem til os selv.

Og hvis den anden finder ud af affæren og vil afslutte forholdet på grund af utroskab? Jo – det gælder også her.

Det kan godt være, det er partneren, der er utro, men det handler om, at den bedragne ægtefælle ikke ønsker at leve med det. Fordi han/hun ikke vil leve i et åbent forhold, eller fordi han/hun ikke kan leve med tillidsbruddet.

Ansvar, ikke skyld

Den, der handler, handler for at tage vare på sig selv og sine følelser; for at opleve en ny kærlighed med en anden eller for ikke at føle smerte over den mistede kærlighed.

Der er absolut ingen grund til at bringe skyld ind i diskussionen. Det er kun interessant i juridisk sammenhæng i forhold til bodeling, underholdsbidrag og den slags.

Ansvaret for kærligheden

Vi har absolut et ansvar for at få et forhold til at fungere. Men det er et ansvar over for os selv. Det er ikke godt for vores psykiske velbefindende (eller vores fysiske for den sags skyld) at leve i et kærlighedsløst forhold.

Vi har et ansvar for ikke bare at lade stå til, mens nærheden og passionen lige så stille siver ud af forholdet. Hvis vi savner noget i forholdet, har vi et ansvar for at sige det – ikke for at bebrejde den anden noget, men for at påpege, hvad vi har behov for.

Men vi har ikke ansvar for at få den anden til at elske os. Ligesom det heller ikke er vores partners ansvar, at få os til at elske ham/hende.

Ansvaret for familien

Er der børn i forholdet, har vi selvfølgelig også et ansvar over for dem. Men det er et lige så stort svigt over for børnene at lade dem vokse op i et kærlighedsløst ægteskab som at lade dem vokse op i en skilsmissefamilie.

Børnene lærer at tage ansvar for sig selv ved at se deres forældre gøre det. Hvor svært det så end kan være at forklare den nye situation for børnene, og at det ikke er deres skyld. Igen: Det er MIG, ikke dig.

Selvfølgelig kan vejen gå via en parterapeut. Det kræver, at begge parter erkender, at der er problemer i forholdet, men at kærligheden mellem dem er værd at kæmpe for – og værd foretage nogle ændringer for! Parterapeuten kan i øvrigt også hjælpe med at få tingene til at glide lettere efter skilsmissen for børnenes skyld.

Breaking up is hard to do

Hvorfor er det så så svært at slå op? En forklaring er konfliktskyhed – at vi ikke bryder sig om at gøre andre mennesker kede af det eller vrede. Og så er den behændige undskyldning, at ’det kan jo være, det bliver bedre i morgen’.

Der kan også ligge et lavt selvværd bag, hvor vi reelt ikke mener, at vi er bedre værd end det kærlighedsløse forhold. Så gør vi os ikke engang illusioner om, at det bliver bedre. Nogle har selvfølgelig også lært, at ’sådan gør vi ikke i vores familie’, ’har man sagt A, må man også sige B’ og andre løftet-pegefinger-normer.

Maybe he’s not that into you

Så er det selvfølgelig lettere at afbryde en kort affære. Skulle man tro.

I vore onlinedating-tider er det desværre blevet et udbredt fænomen, at vi bliver nødt til at tolke intet svar som et nej. Hvis pigen, du var i byen med, ikke svarer på dine sms’er og opkald, så er hun nok ikke interesseret. Hvis fyren, du bollede med fem gange under festivalen ikke besvarer dine opkald, så er han nok ikke så interesseret alligevel.

Bevares – I har ikke lovet hinanden noget. På den anden side er en kort forklaring måske på sin plads: ’Det var bare en affære’. ’Så sød, syntes jeg alligevel ikke, du var’. ’Jeg vil ikke binde mig’. ’Jeg har en anden kæreste’. ’Jeg er ikke forelsket i dig (længere)’. Det er ikke dig, det er mig! Jeg tager ansvaret for mig selv og mit kærlighedsliv. Jeg viser mig selv respekt ved at stå ved mine handlinger og slå op.

’Du knalder sikkert også med andre’. ’Du er for grim’. ’Du smasker, når du spiser’. ’Du er ikke intelligent nok’. ’Du tjener ikke penge nok’ … er grunde, det er ganske overflødigt at give. Det er måske objektivt set sandt, men det var det vel også, mens I var sammen.

For din egen skyld

Det, der har ændret sig, er din indstilling. Så de grunde er i virkeligheden bare undskyldninger for ikke at tage ansvaret for, hvad du selv føler.

Det handler her som så mange steder i livet ikke om rigtigt og forkert, men om handlinger og konsekvenser. Selv om DU ikke lagde noget i affæren, så gjorde han det måske. Din handling har haft konsekvenser. At du gør det forbi, har måske den konsekvens, at hun bliver vred, ked af det, såret og så videre. Det bliver hun i alle tilfælde.

Men hvis du stikker af fra konfrontationen, stikker du af fra ansvaret – og dermed stikker du af fra dig selv! Det er mig, ikke dig.

 

Foto: Depositphotos