Med fare for at blive skældt ud af feministerne: Lad ham nu betale på første date! I kærligheden – og liderligheden – mellem mand og kvinde er det nødvendigt med en vis polaritet, en forskel som gør partneren uimodståeligt tiltrækkende. Så hvordan når vi frem til ’lige, men forskellige’?

Ligestilling er en god ting. Det er bare ikke sikkert, at det er en god sex-stilling. Eller særlig formålstjenlig i dating – i hvert fald ikke på først date.

Hele ideen med den kønnede forplantning er, at der er forskel på hunkøn og hankøn. Men hvis vi lige kaster blikket på dyrenes verden, så er det værd at bemærke, at der ikke er nogen klokkeklar regel for, om det er hannen eller hunnen, der sætter dagsordenen. Der er altså ikke noget undertrykkende i, at der er forskel på kønnene.

Hvor ligger initiativet?

Vi mennesker er udstyret med en hjerne, der giver os mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved tingenes orden. Med kvindefrigørelsen og den stigende ligestilling i samfundet får det mange til at blive i tvivl om, hvordan de nu lige skal forholde sig i parringsdansen. Vi vil jo nødig blive misforstået (jf. #metoo), men vi vil samtidig gerne nå vores mål.

Hvis kvinden ikke nyder at dominere seksuelt, så vil det være ret frustrerende at skulle være den, der trækker en sexpartner med hjem. Det kan illustreres med forskellen mellem ’skal vi tage hjem til mig og knalde?’ og ’jeg bor alene’. At tage initiativet eller åbne for, at den anden tager initiativet.

Så kan vi i disse ligestillingstider sætte en norm, at det er manden, der betaler på en (første) date?

Som én moden og erfaren kvinde udtrykker det: ’Ja, Gu’ kan han da betale for middagen og drinks – tror han mit lingeri er gratis?’ Ikke sådan at forstå, at middagen skulle være modydelse for sex senere, men i den forstand, at begge har udgifter i forbindelse med at gøre mødet til en dejlig og lækker oplevelse.

Maskulin handlekraft

Selvfølgelig er der en pointe i, at den ene ikke betaler for den anden – altså køber den anden. På den anden side er der noget, der tyder på, at en kvindes partnervalg – ud fra en biologisk vinkel – afhænger af mandens vilje til at dele ressourcer med hende. På den måde er middagen – stedet, menuen, stemningen – en måde, hvorpå manden kan vise sin interesse og sin omsorg for kvinden:

Han inviterer = jeg vil gerne være på tomandshånd med dig. Han arrangerer = jeg har styr på tingene (herunder er det godt at have styr på kvindens smag og evt. allergier). Han lægger niveauet = selv om jeg er på SU, så vil jeg godt ofre hele denne måneds frirum på dig (eller han udvælger sig et sted á la Absalon eller Huset, hvor billig mad har et socialt sigte – alle tricks gælder). Han betaler = jeg tager ansvaret for denne aften.

At den, der inviterer, også er den, der betaler, indebærer, at initiativtageren kan lægge niveauet, så det passer til hans (eller hendes!) økonomiske formåen. En ristet hotdog med det hele er måske ikke lige sagen – og dog: Efter en lang bytur med næsten tomme lommer kan det faktisk være en romantisk gestus, at ofre de sidste kroner på natmad på Café Fodkold.

Ellers er hjemmelavet mad en billig løsning, der endog vil demonstrere, om vi har talent i køkkenet. Er det for forpligtende at invitere hjem, så kan en picnic også gøre det. Det handler ikke om penge og pris, men om en gestus.

Næste omgang – en flirt

Hvis ligestillingen skal holdes i hævd, kan hun altid gøre gengæld. Det er måske liiige at stramme skruen, at kvittere for en dejlig middag med ’så giver jeg en kop kaffe derhjemme’ (i hvert fald, hvis hun mener en kop kaffe). Men et ’Så giver jeg en drink henne på …’ eller ’tak, men så vil jeg have lov at invitere dig en anden gang’ er jo også en måde for kvinden at fortælle, at hun er interesseret i at fortsætte daten eller i et nyt møde.

Eller kvinden, der uden at blinke har ladet manden betale på de første par dates, hvorefter hun tredje gang, de er ude at spise, lægger sin hånd på hans, kigger ham dybt i øjnene og siger, ’denne gang betaler jeg, for sådan er jeg’! Hans rolle som initiativtager er slået fast, men samtidig demonstrerer hun sin selvstændighed på en måde, der gør det let for manden – med sin maskuline selvrespekt intakt – at lade hende indtage rollen som giver. Denne gang.

Det handler ikke om hver anden gang eller et forhold, der afspejler indkomstforskellen mellem mand og kvinde. Det handler om ligeværd uden at holde regnskab.

Kvindens initiativ

Nuvel – vi har da ligestilling, og en liderlig kvinde kan da godt hive en mand hjem i sengen til lidt lagengymnastik. Men alt taler for, at den mand, hun hiver med hjem, altid vil skulle hives. Hvis de finder ud af at indlede et forhold, så har hun sat dagsordenen, at det er hende, der tager initiativet.

For hun har nemlig også slæbt en mand med hjem, der ikke kan finde ud af at tage hende – ellers ville han da for længst have reageret på hendes signaler om, at hun var scorbar (der er ingen, der bliver scoret, som ikke lader sig score – se også https://flirtmedlivet.dk/flirt-i-reglen-eller-iflirt/).

Vores skæbne står ikke mejslet i sten. Vi kan ændre os og skifte roller. Men har vi som par først fået fastlagt de indbyrdes roller i flirten, så hænger de ved – medmindre begge på samme tid er enige om, at der skal arbejdes på at ændre mønsteret. Og hvem tager lige initiativ til det?

Så måske skulle kvinden bare affinde sig med, at han betaler … og ikke blive fornærmet, når han afviser forsøget på at dele regningen med et flirtende initiativ á la ’men du kan da give en nightcap derhjemme’.