Al respekt for denne uges Uge 6 Kampagne, hvor mange skoler fokuserer på seksualundervisning. Det er glædeligt, at der er kommet fokus på digitale krænkelser og på, at mødommen som et fysisk fænomen er en myte. Spørgsmålet er bare, om det er nok.

Som sexolog stifter jeg bekendtskab med tidligere tiders mangelfulde seksualundervisning. Det gælder kvinder både i 20’erne, 30’erne og 40’erne, der aldrig har oplevet orgasme med deres partner. Det gælder mænd, der ikke kan stå ved deres problemer og tale om dem, for mænd kan jo altid.

Fra skolerne hører jeg lærere blankt erkende, at undervisningen i det ”timeløse” fag bliver nedprioriteret, ligesom alle erkender, at det er problematisk, at seksualundervisningen ikke fortsættes på ungdomsuddannelserne.

Netop i alderen 15-20 gør en meget stor del at de unge deres første seksuelle erfaringer og har derfor mulighed for at sammenligne undervisningens teori med egne erfaringer. Og måske få bekræftet, at de ikke står alene med deres oplevelser.

Viden frem for myter

Ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at nok så megen undervisning vil forhindre teenagere med hormonerne kogende i blodet ikke vil gå ud og gøre en masse dumme ting. Men før eller siden bliver der tid til refleksion. Så er det godt at have noget viden – ikke bare myter og vandrehistorier fra kammeraterne.

Disse myter giver blandt andet anledning til en manglende intim ligestilling. Fortællingen blandt de unge er, at man godt kan have sex uden af være kærester, men at man skal give sex for at have en kæreste. Og fortællingen er stadig, at drengene vil have sex, mens pigerne giver.

Med det udgangspunkt er det ikke underligt, at den gentagne klagesang fra kvinder i datingverdenen er, at ”mænd tænker kun på sex”. Mens mange kvinder samtidig er blinde for, at de selv sælger sex i deres butik (i håbet om at opnå kærlighed). Tommelfingerreglen er, at sex giver sex, kærlighed giver kærlighed.

Forventningens … skuffelse

Når sex bliver en ”vare” er det ikke underligt, at mange debuterende piger ikke forventer, at sex/samleje skal give dem nydelse/orgasme. Ikke at de ikke ved, at de kan opnå orgasme; pigerne i serien SKAM ved godt, at de kan please med et blowjob, men forventer ikke og beder ikke om at blive slikket. Da en dreng har givet en pige orgasme på den måde, beskrives det som et har I hørt det, har I hørt det rygte.

I dokumentarfilmen ”Venus – Let’s Talk About Sex” fortæller en ung, dansk kvinde tilsvarende, at hun har haft over 30 sexpartnere – men kun fire, der har givet hende en orgasme!

Seksuel dobbeltmoral

Der er en smule skred i normerne. Hvor drengen, der har været i seng med en masse piger, tidligere var en rigtig tyr, der fik kammeraternes respekt, risikerer han nu også at blive dømt som en useriøs fuckboy. Pigen, der har været sammen mange drenge … får dog stadig prædikatet en luder, en slut!

Det er selvfølgelig heller ikke nemt at gennemskue, når man ser på kvindemoden. De unge piger forventes på den ene side at klæde sig sexet: svinge sig op på stiletterne, tage push-up bh på, vise maveskind og trække i g-streng, der kun dårligt skjules af den korte kjole. På den anden side fordømmes de både, hvis de er seksuelt aggressive og lægger an på fyrene (billige/nemme), og hvis de er dydige og afviser sex, selv om de har danset med en fyr og måske kysset på ham (narrefisse).

Det er i langt overvejende grad piger, der bliver udsat for digitale krænkelser (altså at få lagt nøgenbilleder ud på nettet) og begrebet slutshaming (at mobbe en for at være ’billig’ eller ’nem’) er kønsspecifikt, selv om fuckboy-prædikatet også er en udskamning.

Seksuel nydelse

Men – som amerikanerne siger – do the math! Hvis ikke, der var piger, der ville have sex med drengene, ville drengene ikke få noget sex. Og omvendt. Hvis du gerne vil have en kæreste, skal du være glad for, at der er nogen, der vil være kæreste med dig – ikke give det i bytte for noget andet. Sex giver sex. Kærlighed giver kærlighed.

Når det er sagt, skal det selvfølgelig også være sjovt at dyrke sex; det skal være en nydelse – en gensidig nydelse.

Det er ikke, fordi drengene er ligeglade med pigernes nydelse. Jeg hører mænd med begejstring i stemmen fortælle om deres første gang … hvor de oplevede en kvindes orgasme. Det ændrede deres syn på sex for altid.

Sprog for sex

Selvfølgelig er det vigtigt, at tale om prævention og kønssygdomme. Det er vigtigt at tale om grænser, men det er også vigtigt at tale om lyst og nydelse og give de unge mennesker et sprog for det, så de – piger og drenge, kvinder og mænd – lærer at udtrykke deres sunde og naturlige behov.

I forlængelse af det med grænserne er det måske også vigtigt at guide de unge i forhold til vejen til det attråede samleje; flirten og scoringen.

Der er et påfaldende sammenfald mellem seksuel debutalder og alkoholdebuten. Mange unge har deres første seksuelle oplevelse i så beruset tilstand, at de ikke kan mærke deres grænser, ikke husker at bruge kondom og i de fleste tilfælde ikke opnår den store nydelse ved det.

For der er ingen, der har gjort sig ulejlighed med at fortælle de unge, at modet i flasken er helt overflødigt, hvis de bruger øjnene, læser andres signaler og lærer selv at tale bevidst med kroppen. Derimod har de brug for at lære at flirte – bevidst og i ædru tilstand.

Flirt og scoring

Det er sjovere at kunne tale kropssprog og mærke sig selv end at skyde i blinde, når de har drukket sig mod til, men sløvet sanserne. Det giver bedre sex og mindsker risikoen for uønsket sex. Bevidsthed om egne grænser og et bevidst kropssprog kan netop være det, der forhindrer, hvad der alt andet lige er et seksuelt overgreb.

Flirten er en dejlig øvelsesbane. Man tjekker hinanden ud, holder øjenkontakten, spiller lidt op, danser og rører. Man kysser måske endda. Man lærer hinanden og sig selv at kende på det seksuelle område uden, at det nødvendigvis fører til sex. Og det er en gensidig leg mellem to ligestillede, interesserede parter. Med det forspil bliver første gang ikke noget, der skal overstås, men noget man har lyst til. Og anden, tredje …

God flirteteknik vil måske især hjælpe de sene startere, der er helt desperate over ikke at have prøvet ’det’. Og som af samme grund måske er villige til at lade deres grænser overskride for at være med i klubben (for drengenes vedkommende, at de scorer en pige, de overhovedet ikke bryder sig om; for pigernes, at de siger ja til den første, den bedste, der spørger).

Respekt for følelserne

Uanset om de unge på dette trin i deres liv har gjort sig de første erfaringer eller endnu har dem til gode, så melder spørgsmålet sig også om det, der følger med sexen: Følelserne, du ved … kærligheden … Og bruddet; at han ikke ringer, at hun slår op, at den ene skal flytte, så de aldrig kan ses igen. Det kræver også et sprog, så de ikke brænder inde med det. Eller udstiller det:

Det er vigtigt at forstå nogle færdselsregler. For andre og for sig selv. Tilsidesættelse af egne behov, overskridelse af egne grænser og manglende forståelse for, at vi i en sex- og kærlighedsrelation har med et andet menneske at gøre, fører netop til de digitale krænkelser og den slutshaming, jeg beskriver ovenfor.

Når lysten er gensidig, og vi har en forståelse af hinanden som ligeværdige partnere, er risikoen for objektgørelse af partneren mindre.

Vi mennesker har et stort behov for at høre til, for at være en del af flokken, for ikke at være anderledes. For at kunne fremstå lige så succesfulde på Facebook og Instagram som alle de andre. Grundlæggende vil vi gerne føle os elskede.

Tilgodese egne behov

Af de grunde accepterer mange unge et sexliv, der ikke tilgodeser deres egne behov. Blandt andet de kvinder, jeg som terapeut møder i 20’erne, 30’erne og 40’erne, som lod sig nøje, fordi ingen havde fortalt dem, at det kunne være anderledes.

Det kan måske være svært at trænge igennem hormontågerne og teenagehjernens kaotiske tanker, men meget vil være vundet ved at udvide seksualundervisningen i de sene teenageår, hvor den i høj grad kan spejle sig i de unges erfaringer.

Nogle af dem sidder måske med følelsen af at være forkerte, fordi oplevelsen ikke levede op til pornoen eller de romantiske glansbilleder. Mange af dem ved endnu ikke, at der er en stor, smuk verden af sex og kærlighed, der venter derude. Efter flere erfaringer.

Så der er al mulig grund til at tale mere om sex og kærlighed -også på ungdomsuddannelserne og på højskolerne og alle andre steder, hvor de unge færdes i flok.

Foto: Jasmine Wallace Carter, Pixabay