Det er måske en mandeting … drømmen om at kunne regne hende ud. Drømmen om at kunne finde den skjulte knap, vi kan trykke på, og så har hun lyst. Formlen på sikker sex. Godt så – jeg skal fortælle dig en hemmelighed …

Nå ja, der er sikkert mange kvinder, der også gerne ville kunne regne manden ud. Som udgangspunkt har kvinder lige så meget lyst til sex som mænd, og med individuelle forskelle kan det sagtens være kvinden i forholdet, der egentlig har mest appetit på lækker sex. Så hvorfor pokker lægger han ikke an på hende?

Mandens lyst

Almindeligvis er det eneste forspil en mand har brug for, at hans kvinde går nøgen gennem stuen. Ulempen med den taktik fra kvindens side er, at hun måske har lyst til sex … men faktisk gerne vil have lidt forspil. Og at hun måske gerne vil flirtes med og forføres, inden hun giver sig hen. Uanset hvor stor hendes lyst til sex er – generelt eller i den specifikke situation.

Og selv det sikre kort med at række hånden over i den anden side af dobbeltsengen og spørge, ’har du ikke lyst til at ligge i ske’, indeholder den skræmmende mulighed for, at han afviser med et, ’nej, jeg tror bare, jeg vil sove’.

Manden er vant til afslag

Fra flirten og scoringsforsøgene er manden vant til at forsøge mange gange og trække på skulderen ad et afslag. Kvinden er vant til, at manden viser initiativ, og at hendes rolle i flirten er at vælge mellem de mænd, der byder sig til. Hun er sjældent nødt til at skære det ud i pap og invitere manden med hjem i seng … men mange kvinder vil til gengæld føle det som det ultimative nederlag for deres kvindelighed at få et afslag til sådan et tilbud.

Jeg understreger, at jeg konstaterer tingenes tilstand. Jeg vurderer ikke, om det er rigtigt og forkert. For i sidste ende har vi selv hver især ansvaret for vores lyst! Det er ikke andres ansvar at dække vores behov for sex.

Så spørgsmålet lyder – uanset om du har to x-kromosomer eller blot et – tager du ansvaret for din lyst? Tager du ansvaret for at få dækket dine seksuelle behov?

Sexlyst – på bestilling

Eller som en kvinde fortæller: manden udtrykte frustration over, at hun ikke kunne fortælle, hvornår hun havde lyst (så han kunne være forberedt på det). Og over, at hun ikke bare var klar til at smide tøjet, når de kom hjem efter at have spist middag og været i biografen. Han ville kort sagt gerne vide, hvad han skulle yde for at kunne nyde. Han ville vide, hvornår han kunne være sikker på at få sex.

Det korte svar er selvfølgelig: når du har betalt den prostituerede!

Prostitution er det eneste sted, hvor en mand (eller en kvinde) kan forvente sex som modydelse på et bestemt tidspunkt. Når sex optræder som modydelse også for en middag eller en tjeneste, er der tale om en form for prostitution, fordi der eksisterer et skævt bytteforhold. Det er ikke sex for sex – som gensidig nydelse – men sex for penge, sex for kærlighed, sex for status. Det er også sex uden indsats, uden omhu, uden at respektere, at god sex indebærer, at begge parter har lyst.

Manglende lyst

Det betyder selvfølgelig ikke, at en kvinde ikke kan føle sig smigret og feteret over, at hendes mand inviterer hende i byen, bygger et nyt drivhus til hende, giver hende smukke blomster (helst uventet – husk det!), og derfor føler kærlighed – og lyst! Det kan være, når han kommer svedig og testosteronduftende ind fra hårdt havearbejde. Det kan være, når han har givet hende sin fulde opmærksomhed og komplimenteret hende og har haft tæt kropskontakt med hende, når de har danset.

Men det betyder ikke, at han dermed har fundet formlen. At hvis han laver lækker mad til hende og sætter sig og giver hende fodmassage, mens de sidder i sofaen, så får han sex. Erfaringen kan sagtens have lært manden, at lige netop det kan hun godt lide.

Men hvis han nu tror, at så er den hjemme (hver gang), så tager han fejl. For så er vi tilbage til en samlivsform, hvor konen vidste, at hvis manden slukkede lyset i soveværelset, så fik hun fred, men hvis han tændte stearinlyset, så kunne hun godt sprede benene, for nu forventede han sin ægteskabelige ret.

Kvindens lyst

Derimod kan manden være ret sikker på, at kvinden godt gider lege. Lige meget hvor træt hun er, lige meget hvor meget hun synes, spejlbilledet ligner Døden fra Lübeck, lige meget hvor ondt hun har i ryggen, så vil en flirt blive godt modtaget.

Flirten er en leg med en ping-pong mellem invitation og initiativ (se https://flirtmedlivet.dk/flirt-i-reglen-eller-iflirt/). Flirten ender ikke nødvendigvis med sex, og netop derfor kan kvinden, der ikke har lyst (til sex), kaste sig ud i den. Og så får hun måske lyst.

Lysten interesse

Så, kære mand, der er ikke en knap, der giver kvinden lyst. Men noget, der ligner, er en simpel sætning som, ’hvordan har din dag været’? Det er karakteristisk for flirten, at vi udviser opmærksomhed og nysgerrighed over for modparten.

Det handler ikke om at overøse kvinden med komplimenter, men om at lytte til hendes behov. Og nej – hun siger ikke ja til en nakkemassage for at få lyst til sex. Hun siger snarere nej til nakkemassagen, hvis hun af erfaring ved, at du vil have sex bagefter – for så er det ikke en flirt. Så er det manden, der tænder stearinlyset.

Fik du fat på den? Interesse, nysgerrighed, opmærksomhed, omsorg. Ingen forventninger! Ikke noget pres!

Jo, du må godt give udtryk for, at du finder hende attraktiv. Kan hun pludselig mærke, at der er ’noget ’, der prikker hende i ryggen, når du masserer hendes nakke, så stå ved, at du bliver tændt af hendes duft, af at røre hendes hud. Og lyt så!

Hvis hun siger, at hun også nyder din nærhed, at hun kan lide dine berøringer, så er det en invitation til at gå lidt videre med flirten, måske med et kys i nakken (improviser – vær altid klar til at improvisere; der er intet mere dræbende end en fast køreplan). Hvis hun siger, at hun bare er så træt, så sig, at det er helt i orden, og fortsæt massagen. Der kan vise sig en invitation senere … eller massagen bliver sat i banken.

Lyst hele dagen

Og du, kære kvinde, jo – hvis du spørger ham, om han har lyst til sex, er svaret som regel ja. Du kan på den anden side også invitere ham til at indlede en flirt, der kan tænde jer begge yderligere og lede frem mod mere end vedligeholdelsessex. Han er lige så påvirkelig af din opmærksomhed og dine komplimenter.

Umiddelbart bliver han måske lidt usikker over, at du komplimentere hans røv i de der jeans … men tanken vil blive hos ham hele dagen på arbejdet. Ligesom tanken om, at du meget bevidst lod ham se, at du tog det frække lingeri på. Og det er da en fin invitation at ligge i badekarret og råbe til ham (eller sende en sms), at du ligger og trænger til en kop kaffe, et glas vin eller noget helt tredje … to glas vin for eksempel …

Polaritet giver lyst

De færreste mænd har noget imod, at kvinden tager initiativ til sex, men hvis du gerne vil bevare den klassiske polaritet mellem maskulin og feminin, så gør initiativet til en invitation, så han kan glide ind i rollen som forfører.

Så konklusionen må entydigt være, at du (både mand og kvinde) har ansvaret for din egen lyst. Når du vil have dækket dine seksuelle behov, så er det dit ansvar at tænde din partner.

Nogle gange er I godt synkroniserede, og så er det let, andre gange skal der arbejdes for sagen. Der er ingen, der har ret til sex (ud over med højre hånd). Men hvis du i øvrigt har et godt parforhold, så vil en flirt, der ikke leder til sex nu, være en investering, der leder til sex senere.