Vi kan alle tage fejl. Vi kan alle komme til at gøre en anden ondt. Vi kan endda gøre det med vilje som reaktion på egen smerte. Vi kan heldigvis også altid sige undskyld. Det er bare ikke ligegyldigt, hvordan vi gør det. Især ikke i nære relationer – i kærlighedsrelationer.

”Alle kan begå fejl, men det kræver et stort menneske at indrømme fejlen”.

Det er ikke ordet undskyld i sig selv, der har magisk kraft, så såret går væk, og alting bliver godt igen. I et kærlighedsforhold, hvor vi dyrker den trygge relation mellem to voksne mennesker, ligger helingen i et mea culpa – i at den sårende part påtager sig skylden (eller måske snarere ansvaret) for, at hans/hendes handling eller udtalelse har voldt partneren smerte.

Undskyld – jeg forstår

Det handler ikke om intentionen, men om at forstå, hvordan partneren har oplevet det skete/sagte, og hvorfor det er smertefuldt for ham/hende.

Den virksomme undskyldning lyder derfor: ”Undskyld, jeg er ked af, at (indsæt handling/udtalelse) fik dig til at føle (sorg, smerte, mindreværd, vrede og så videre). Jeg forstår, at du følte det sådan”.

Alle andre undskyldninger er blot en formssag – tomme floskler. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at de snarere gør ondt værre.

Manglende empati

I det helt grelle eksempel finder vi udøveren af partnervold, psykisk såvel som fysisk.

Det starter med undskyldningen i form af bortforklaringen: ”Det er jo, fordi jeg elsker dig så meget og er bange for at miste dig”. Der er ingen forståelse for den såredes følelser og/eller smerte. Fokus er tværtimod på den sårendes følelser.

Og naturligvis vender det sig hurtigt til at angreb, så den sårede får skylden: ”Jeg bliver så vred, når jeg ser en anden mand/kvinde lægge an på dig. Du burde også lade være med at flirte med andre”.

Her er der ikke skyggen af empati. Og det kan bruges til at illustrere, hvad der også går galt med undskyldningerne i mindre grelle tilfælde.

Undskyld – jeg er ligeglad

Når vi ikke selv kan se, at vi har gjort noget galt (fordi vi kun ser det fra vores egen side) bliver det let en proforma undskyldning:

Den hurtige: Undskyld – der er jeg ked af. Næste punkt på dagsordenen.

Den skødesløse minimalisering: Måske sagde/gjorde jeg det, men … sådan var det jo heller ikke ment.

Den tvungne: Jeg er vel nødt til at undskylde, at …

Og i samme boldgade, godtvejrsbønnen: Det bliver vel ikke bedre, før jeg siger, at jeg er ked af, at …

Det er måske anvendelige undskyldninger, når det drejer sig om, at jeg tog den sidste chokolade i æsken og lignende småting, men har vi såret et andet menneske dybt, retter vi ikke grundlæggende op på forholdet, hvis vi ikke sætter os ind i den såredes følelser.

Først når vi har udvist denne form for empati og kan se vores handlinger og ord fra partnerens side, kan vi se vores fejl. At vi svigtede, at vi var kolde, at vi var aggressive, at vi var passive.

Forventninger og behov

Nu taler vi om kærlighedsrelationer mellem voksne – men det kunne for den sags skyld også handle om forholdet til vores børn – for det er relationer, hvor den anden part har en berettiget forventning om, at vi vil deres bedste.

Når forholdet har varet længere tid, kan partneren også forvente, at vi er klar over, hvor deres ømme punkter er. Det er vi ikke nødvendigvis, fordi vi ikke altid er gode til at tale om de dybe sår, vi bærer på fra tidligere forhold – og ja, også fra vores barndom. Men så er situationen, hvor den ene part føler sig såret, jo en fremragende lejlighed til at tale om det og komme til bunds i følelserne. Det kan kun styrke forholdet.

Her er vi måske ovre i stof, der kunne have glæde af en parterapeuts bistand. Når den ene part ikke føler sig mødt i sine følelser, vil han/hun enten angribe eller trække sig frem for at få dækket sine behov eller for ikke at blive såret, og så er kursen mod skilsmissen sat.

Et undskyld i tide

Er det så overhovedet interessant for dig, der ikke er i et forhold?

Mit svar er: i allerhøjeste grad.

Det handler som nævnt om empati. Netop ved at vise omsorg og oprigtig interesse for en partners følelser, når (ikke hvis – vi kommer alle til at træde forkert) vi kommer til at såre hende/ham, lærer vi hinandens sårbare punkter at kende og knytter os tættere til hinanden.

Elles som man siger: Vi skal aldrig lade en god krise gå til spilde. Der er potentielt læring på begge sider af den sårende handling/udtalelse. Netop når vi føler os sårede, har vi lejlighed til at se på, hvad vores behov er. Og derved kan vi blive bedre til at udtrykke dem og fremover undgå misforståelser.

Overfølsomme kvinder og tavse mænd

Og nej, det handler ikke bare om overfølsomme kvinder. Mænd har også sårbare punkter, men har som regel – af kulturelle årsager – sværere ved at udtrykke smerten. Derved bliver det selvfølgelig også sværere for en partner at opdage, at der er behov for en undskyldning.

Omvendt fremmer det ikke ligefrem et tæt forhold mellem mand og kvinde, at kvinden forventer, at han skal gætte, hvad han skal sige/gøre; at han skal gætte, hvad hendes behov er.

Så: Undskyld, jeg forstår ikke, hvilke følelser jeg kom til at vække i dig. Jeg vil gerne komme dig i møde, og jeg har behov for, at du fortæller mig, hvad du føler; hvad der foregår inde i dig. Jeg vil gerne forstå, hvorfor du føler dig såret, så jeg kan gøre det godt igen og ikke kommer til at såre dig igen.

Sidst, men ikke mindst: Efter undskyldningen kommer handlingen. Ellers er det bare ord.

 

Foto: Flickr, Macadam