Når du ikke selv kan leve med det, kan det være svært at forstå, hvordan andre kan leve i åbne forhold, polyamourøse forhold, dyrke swinger-klubber eller give hinanden et ”whore pas” – en stiltiende anerkendelse af, at hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af – når parret er fra hinanden. Men det kan også være svært at forstå at andre kan leve med monogamiets grænser. Det handler selvfølgelig om perspektiv.
Der er egentlig ikke noget nyt i åbne forhold. Det nye er snarere, at de er lige åbne for begge (eller alle) parter i forholdet, og at vi taler åbent om det. Det betyder imidlertid ikke, at vi er kommet ud over en vis fordømmelse af sådanne ”alternative” måder at leve sit liv på.
Men så længe, der er samtykke hele vejen rundt, hvad er der så at fordømme?
Hvad det angår fordømmelsen, så går den stadig især ud over kvinders ”promiskuøse” adfærd. Selv om enhver kan regne ud, at hvis kvinder ikke dyrker sex med mænd, så kan mænd altså heller ikke dyrke sex med kvinder. Det hænger selvfølgelig sammen med, at magtfulde mænd traditionelt har haft adgang til elskerinder eller simpelthen har benytter sexarbejdere.
Der har altid været muligheder for at træde uden for monogamiets rammer, f.eks. til maskerade, hvor det gode borgerskab i hvert fald mistænkte al slags “utugt” at foregå. Foto: Peter David, Pixabay
Den neutrale betegnelse ”sexarbejdere” dækker i øvrigt over, at det fortsat i langt overvejende grad er mænd, der betaler for sex med kvindelige sexarbejdere. Men det er et sidespring.
Det åbne forhold giver individuel frihed
Åbne forhold og partnerbytte i sexklubber handler om evnen til at adskille sex og kærlighed. I kærlighed til en partner (eller flere) lægger vi ikke begrænsninger på vedkommendes seksuelle lyst til andre. I princippet er det ligegyldigt, om vi selv deltager – altså en trekant (eller mangekant).
I erkendelse af, at vi ikke alle bryder os om de samme seksuelle aktiviteter, åbner vi forholdet. Eller fordi vi gør vold på os selv ved at begrænse vores libido, ønsker vi ikke at begrænse os til monogamiets rammer. Pointen ved det åbne er, at vi har aftalt med – lad os kalde det – vores primære partner, at det er sådan. Det er ikke utroskab.
Ønsket om det åbne forhold kan bunde i lysten til at dyrke andre former for sex end den, partneren foretrækker. Foto: Klaus Hausmann, Pixabay
Det betyder imidlertid ikke, at åbne forhold ikke har regler og begrænsninger. Det kan være at melde ud, at vi vil prøve med en ny ”ekstern” elsker/inde, før vi gør det. At vi skal præsentere ham/hende for partneren. At vi kun gør det netop i rammerne af en klub. Eller som nævnt, at partneren er med.
Undtagelsen er det såkaldte ”whore pas”. Jeg har kun mødt begrebet i denne amerikanske version, hvor ”musene spiller på bordet, når katten er ude”. Når vi er adskilt fra vores faste partner, f.eks. på en rejse, kan vi tage, hvad der byder sig.
En partner – mange partnere
Det ligger i ordet, at det polyamourøse forhold ikke altid begrænser sig til det seksuelle. Der er tale om et følelsesmæssigt og seksuelt bånd mellem flere partnere – eller et åbent forhold med faste partnere, om du vil. Her kan både være tale om, at flere personer lever sammen i en familieenhed, hvor de deler både sex og følelser (f.eks. ”thruples”), og personer, der dyrker sex med en anden/andre i en fast konstellation; hver torsdag, hveranden weekend eller lignende.
Sidstnævnte deler opmærksomheden mellem partnere, der ellers ikke har noget med hinanden at gøre. Ligesom deres partnere gør det, hvis de kan finde en eller flere partnere at gøre det med. Det kræver i sagens natur en del koordinering at få sådan et liv til at gå op. Især hvis det også skal gå op i et familieliv med børn.
Vi må imidlertid i den slags forhold se i øjnene, at vores behov og vores muligheder ikke er ens. Hverken i de åbne forhold eller de polyamourøse. Vi kan kun afregne med os selv, om vi nyder og giver friheden i kærlighed og respekt. Eller om vi underkaster os vores partners behov og udsætter os for følelsesmæssig afpresning.
Frihed, lighed og forskellighed
Som man siger, ”beggars can’t be choosers”. Når vi er attraktive, udadvendte og eksperimenterende, kan vi let tiltrække alternative partnere til vores ”primære kæreste”. Måske også lettere end han/hun kan.
Jalousi eller følelsen af at være udenfor kan være en belastning også for det åbne forhold. Foto: Anja, Pixabay
Hvad der kan virke som en frihed og en gave til hinanden, kan tære på forholdet, hvis den ene sidder lidt som bænkevarmer – enten fordi de mange partnere måske ikke er så stort et behov, eller fordi udvalget af mulige partnere ikke er så stort. Jalousi er altid en risiko.
Det er også en risiko, at den mindst åbne partner accepterer ordningen af frygt for at miste. At han eller hun nøjes med smulerne.
Vi er selvfølgelig hver især ansvarlige for, hvad vi går med til. Det gælder for den sags skyld også, hvis bøjer os for et krav om monogami. Især hvis vi har et utrygt tilknytningsmønster, kan vi imidlertid være tilbøjelige til at acceptere rammer for forholdet, som egentlig gør os kede af det. Lidt ligesom den medafhængige accepterer at få sine grænser overskredet, når den afhængiges misbrug tager til.
Grænser for det åbne forhold
Der er åbne forhold, der fungerer fremragende, ligeværdigt og respektfuldt. Ligeledes polyamourøse. Som regel er det et fælles træk, at parterne er bevidste om deres behov og kan kommunikere dem. Selvværdet – og sexværdet – er højt. Heller ikke her er det dog altid lige let at få det til at fungere. Fordi vi hver især ofte definerer noget som særlig intimt – noget vi gerne vil have eneret på.
Det kan for eksempel være kvinden, der ikke har noget imod at ”låne sin mand ud”, ligesom hun selv nyder andre mænd. Men hvor hun selv gerne overnatter med sine sexpartnere, har hun det svært med, at han skal sove med sine.
Det plejer han ikke at være interesseret i, men pludselig vil han gerne, og hun har svært ved at sige nej, for de er jo enige om at have et åbent forhold, ikke? Hun mærker instinktivt sine grænser. Idealet om åbenheden gør, at hun skal rykke dem. Eller får dem overskredet.
Kvindens ønske om “pigesex” eller mandens fantasi om sex med to kvinder? Lyst, behov, grænser – og ansvar. Foto: Bui Thi, Pixabay
Eller kvinden, der gerne vil gå med på mandens ønske om en trekant med en ekstra kvinde, men som ikke gider lege lokkemad. Det er ikke hendes behov, så hvis manden ønsker sex med to kvinder, må han selv score den ekstra partner.
Hvad er dine grænser?
Det kan være sjovt, spændende og udviklende at eksperimentere. Det er kærligt at være åben for vores partners lyst til andre former for sex og til måske at inddrage andre i den seksuelle leg. Men det er ukærligt mod os selv at lade vores egne grænser overskride. Det er det, der er den vanskelige balance.
Som altid gælder det om, at vi hviler i os selv. At vi er bevidste om egne behov, egen lyst og egne grænser. Vi kan ikke forvente, at en partner ”på et eller andet tidspunkt indser, at vi er nok for hinanden”. Eller omvendt, at en partner ”på et eller andet tidspunkt forstår, at jeg har brug for mere/flere”.
Vi kan sagtens se på, hvad der gør os bange for at miste. Hvad der får os til at søge bekræftelse – både i én og i flere. Hvad der får os til at sætte eller sprænge grænser. Uanset om vi er to, tre, fire eller flere i et forhold, så er vi først og fremmest os selv i vores eget liv.
Det kan vi selvfølgelig tale om i en samtaleterapi, både hvis I sammen trænger til hjælp til kommunikationen for at finde vejen frem, og hvis du selv trænger til at mærke dine grænser og behov. Du kan booke på 25 46 42 68 – og du kan skrive dig på nyhedsbrevet, hvis du vil følge mine blogs og få nyt om, hvor du kan møde mig.
Topfoto: J. Lloa, Pixabay