Lad os tage en tur rundt om parforholdet. Det er ikke et fængsel. Vi kan klare os for os selv, men nogle vælger ikke at gøre det. Vi er der for hinanden, men det er også vigtigt, at vi respekterer hinanden som individer og giver hinanden plads til at være dem, vi er. Når vi er sammen, og når vi har lyst til at være alene.
At være eller ikke at være i et parforhold – det er spørgsmålet. Om det er bedre at bo sammen eller at bo hver for sig og kun dele de bedste stunder sammen … Hvis jeg må tillade mig at planke Shakespeares 400 år gamle formuleringer til at gentænke den måde, vi indgår i et parforhold på. Måske sammen hver for sig.
7/7 parforhold
Vi har alle mødt dem – de travle singleforældre, der har en uproblematisk 7/7 ordning med ekspartneren omkring børnene. Nogle af os har endda hørt dem sukke, “hvis vi havde kunnet deles om opgaverne på den måde, da vi var gift, var vi måske ikke blevet skilt”. Det giver da stof til eftertanke.
På samme måde kender de fleste af os modne mennesker, der lever lykkeligt i såkaldte COLA-forhold. De lever hver for sig (COuples Living Apart) og ses kun i weekenden – måske en enkelt hverdagsaften – og i ferierne. De har hver deres individuelle liv. De klarer hver især alle de mindre spændende, praktiske opgaver. De deler deres overskudstid – der, hvor de er den bedste udgave af sig selv.
Det er ikke overraskende, at det oftere ender med hed erotik, når møder indleses med en bytur eller invitation til en romantiske middag – og oven på en uges adskillelse. Som det sker i COLA-forhold. Men der er ingen, der siger, at vi ikke i det samboende parforhold kan udskifte kedelige rutiner med kærlige ritualer. Foto: Brandon Roberts, Pixabay
Men for nu at vende tilbage til de brudte børnefamilier: Det viser sig jo, at både mænd og kvinder kan finde ud af at være kærlige og engagerede forældre (med alt for lidt søvn) en uge ad gangen. Så kan de i de andre uger at realisere sig selv. Om det nu er med overarbejde og karriere eller med sociale aktiviteter, nye kærlighedsforhold og egne interesser. Ugen efter er de ladet op og kan igen være de gode forældre.
Giv hinanden plads
Foretager vi nu det tankeeksperiment, at disse forældre – eller voksne uden børn – havde deres partners bedste for øje og gav dem plads til at pleje egne interesser, se egne venner og dyrke egne hobbies hver anden uge. Imens påtog de sig rollen som primære omsorgsgivere og passede alt det praktiske. Og vice versa. Så er det afgørende ikke, om de bor sammen eller ej.
Heri er der selvfølgelig en ligestillingsvinkel, fordi mænd tidligere har nydt denne individuelle frihed i parforholdet. Deres kone tog alle rutineopgaverne og omsorgsfunktionerne i forhold til børnene. I det moderne parforhold må opgaverne nødvendigvis fordeles ligeligt og i indbyrdes forståelse. Det er til glæde for begge parter, at det glider, så både som mand og som kvinde kan du spørge dig selv:
- Hvad er det egentlig, du søger i et parforhold (ud over det indlysende)?
- Hvad forventer du/er du klar til opgive, når du indgår i et parforhold?
- Hvor stor frihed til din partner er du i stand til at rumme?
- Hvad er vigtigst: din partners overskudstid … eller al hans/hendes tid?
Ain’t No Cure For Love
Mit bud er et parforhold, hvor vi gensidigt giver hinanden plads som individer. I en historisk sammenhæng er det det logiske svar på den familiekrise, som vi har oplevet fra 60’erne og frem. Tidligere var det en norm, at – især – kvinder flyttede direkte fra forældrenes familie til egen kernefamilie med børn, madlavning og rengøring. Nu kom vi pludselig – både kvinder og mænd – til at leve et ungdomsliv, hvor vi oplevede friheden ved at bo alene. Med P-pillen fik vi endvidere friheden til at udforske seksualiteten uden risiko for graviditetsudløste ægteskaber.
Tilsvarende har de modne singler efter at have “kastet ægteskabets lænker” oplevet at kunne stå på egne ben, dyrke egne interesser, og have egne venner. Og selv de, som gerne vil kærligheden og monogamien, stejler lidt over pludselig at skulle blive enige om farven på sofaen, have aftaler om spisetider og gøre alting sammen.
Det er ikke mindst de modne kvinder, der ikke finder det attraktivt, at skulle “passe på” en mand.
Det er det, der får COLA-modellen til at se attraktiv ud for mange, når de kaster sig ud et modent parforhold. De er sammen, når de har tid, lyst (også i den erotiske betydning) og overskud. De kan trække sig tilbage til egne boliger, når hverdagen med job og eventuelle delebørn skal varetages. COLA er parforhold, hvor vi kun deler det sjove.
Vores tre parforhold
Spørgsmålet er, om attraktionen ved at bo hver for sig ikke hænger sammen med, at vi aldrig har oplevet at have frihed, mens vi boede sammen med andre. Vores erindring om at bo sammen som par kan måske deles i tre:
Den første forelskelse, hvor det at være mest muligt sammen ikke er et valg; det er et dybtfølt behov. Børnefamilien, hvor forældrenes behov bliver sat på standby, mens der skal skiftes bleer, hentes og bringes til institution og skole, til aktiviteter og legeaftaler. Der hvor alt går op i barnedåb, børnefødselsdage, børnevenlige ferier og en uendelig skemalægning.
Det er nemt og sjovt og romantisk at finde ud af parforholdet, når forelskelseshormonerne bruser i kroppen. Og når vi har lyst til at gøre alting sammen med den elskede. Vi bliver bare nødt til at indse, at det ikke er en model for parforholdet hele livet. Foto: Karen Warfel, Pixabay
Og endelig er der før-skilsmisseperioden, hvor temperamenterne er slidte. Hverdagen er rutine. Passionen er død. Mistanken om affærer lurer om hvert eneste overarbejde eller weekendkursus.
Men hvad nu hvis vi plukker hormonrusen, forplantningsbehovene, rutinen og ejerfornemmelsen ud af samlivet?
Hvad nu hvis vi beslutter os for at leve sammen, fordi vi har lyst til at være sammen med en partner, så længe han eller hun har lyst til at være sammen med os? Og hvis vi respekterer, at vi ikke er vokset sammen ved hoften? At vi rent faktisk har egne liv, egne livshistorier, egne interesser og egne venner? Kunne vi så ikke bo sammen og nyde både at sove hver for sig og ligge i ske?
Et respektfuldt partnerskab
Dermed mener jeg et parforhold, hvor parterne respekterer hinandens frihed som individer uanset, om de lever sammen eller ej.
Det er i mine øjne udtryk for en autentisk kærlighed, hvor vi lever sammen, men ikke trænger ind på hinandens enemærker. En kærlighed, hvor vi beskytter vores individuelle zone, fordi vi ved, at den er vores kilde til indre rigdom og indre indsigt. Nok så vigtigt; vi sætter pris på, at vores partner har sin zone, hvor han/hun arbejder med sin udvikling, sine behov og drømme, sine overvejelser og sine gaver og fejl.
Fordi det er i de zoner, vi opbygger det, der berører fællesskabet – parforholdet.
Tag ikke hinanden for givet
Tænk på, hvordan du behandler en kæreste eller en potentiel kæreste, når du dater. Tænk på opmærksomheden, på passionen, på nysgerrigheden. Tænk på lysten til at lytte, til at give og til at udforske.
I mange parforhold begynder vi at tage hinanden for givet. Vi glemmer at se hinanden som individer, men i stedet for som en forlængelse af os selv: Når jeg har lyst til sådan-og-sådan, så du nok også lyst til det. Eller i slemme tilfælde: Jeg må hellere spørge dig, hvad jeg har lyst til.
At nære den gensidige respekt indebærer, at vi har tillid til, at vores partner gør ting på egen hånd og bliver beriget af det. Jeg tvivler stærkt på, at du er venner (rigtige venner) med nogen, du ikke stoler på. Hvorfor skulle det være anderledes i parforholdet?
At sige ja til hinanden
Åh ja, tænker du nok. Så skal jeg finde mig i, at hun stadig ses med eksmanden og ekskæresterne. Og med ham den flotte kollega, der sender lange øjne efter hende. Dertil er svaret: ja.
Vi ejer ikke hinanden. Med mindre vi – ulovligt – udspionerer hinandens telefon og computer, så har vi faktisk ingen mulighed for at kontrollere hinanden. I realiteten har vi ikke andre muligheder end at stole på hinanden. Og helt ærligt: hvis du ikke kan stole på ham … er han så værd at samle på?
Hvis begge parter i et forhold har et liv for sig selv, så er der hele tiden nye ting at snakke om i parforholdet, nye erfaringer. Så kan vi engagere os i hinandens liv og interesser. Hvis det at være sammen ikke er rutine, men noget vi skal gøre en indsats for, så lærer vi at sætte større pris på hinanden.
Et praktisk eksempel kunne være måltiderne. Det ville være kedelig rutine, hvis den ene hele tiden lavede mad, og den anden bare satte sig og slugte, hvad det nu var. Hvorfor dog ikke invitere hinanden på middag? Hver dag, eller hvor tit det nu vil passe. Hver evig eneste beslutning ville kræve, at vi sagde ja til hinanden.
Parforhold og sex
Og erotikken? Det kan tømme parforholdet for seksuel polaritet, at partnerne går op ad hinanden hele tiden. Løsningen for dem, der vælger at give hinanden plads på samme matrikel, kunne være separate soveværelser. Så ville det ikke blive 7 minutter og 14 sekunder onsdag efter den sene TV-avis, fordi man alligevel lå i samme seng.
Næh, situationen ville indbyde til flirt og forførelse. Ja, det ville jo faktisk kræve at den ene eller den anden tog initiativet (et af de 5 i’er i iFlirt). Det kunne også sagtens være at tage initiativ til at ligge i ske, komme ind og spise morgenmad sammen, ligge og se film sammen. Hvad som helst.
Vi vil helt sikkert være bedre som par, hvis vi ser hinanden som individer, respekterer hinandens forskelligheder og behandler hinanden som attråværdige kvinder/mænd. Hvis vi ser hinanden som individer, vi gerne vil engagere os i. Sådan som et ideelt parforhold ser ud, men som vi reelt ofte glemmer at behandle hinanden.
Har du lyst til at afklare dine egne ønsker, eller trænger du og din partner til hjælp til at tage snakken, så kan du/I booke en samtale på 25 46 42 68 (send gerne en sms), og du kan naturligvis skrive dig på nyhedsbrevet og lade dig inspirere af flere blogs.
P.S. denne lille film handler om et par, som gennem mange år har levet lykkeligt sammen hver for sig. En lille krølle på halen er, at de efter 16 år og et par år efter filmens tilblivelse besluttede sig for at bygge hus og flytte sammen. Det kan de også finde ud af. Men stadig med separate soveværelser.
Topfoto: Peggy & Marco Lachmann-Anke, Pixabay