fbpx

Natten før en kvinde fylder halvtreds sniger sexappeal-feen sig ind til hende og stjæler hendes sexappeal. Skulle man tro. Mænd er villige til at klikke på en billedløs profil af en kvinde i slutningen af 40’erne … men meget få klikker på billedet af kvinden på 55. Så her er nogle betragtninger om dating for modne kvinder og mænd.

Marina: Som kvinde, der i årevis har grebet ”det at date” an på antropologisk vis, har jeg konstateret, at kvinder over 50 er usynlige. På de mest gængse datingportaler har jeg eksperimenteret med min alder. Under 50 fik jeg 800+ besøg på min profil på seks måneder. Over 50 fik jeg otte (8) på knapt tre måneder.

Mænd går efter udseende, kvinder efter indhold

For nylig prøvede jeg at lave et datingeksperiment i min egen gruppe på Facebook. Jeg konstaterede; at langt de fleste mænd valgte kvinder, der var yngre (enkelte op til 30 år yngre), havde langt lyst hår og et godt profilfoto.

Kvinderne derimod gik generelt efter de mænd, der havde ytret sig i gruppen. Der var selvfølgelig en undtagelse eller to, men det generelle billede var som ovenfor beskrevet.

Mænds forplantningshjerne

Steen: Biologisk giver det mening, at mænd instinktivt bliver tiltrukket af træk, der signalerer frugtbarhed, for eksempel den berygtede hofte/talje ratio på 0,7. Og altså ungdom. Det giver bare ikke objektivt mening fra sidst i 40’erne og opefter.

Der er bestemt ikke noget, der taler for, at kvinder skulle blive dårligere elskerinder med alderen og slet ikke, at de skulle glemme lyst og teknik fra den ene dag til den anden.

Ude i virkeligheden vil en mand vurdere en potentiel partner ud fra udseendet og opførslen. Og ja, lade sig ’narre’ af den virkning en kvinde kan opnå med makeup og en god skrædder. Og en god flirteteknik.

Aldersfilter

På netdating slår han tilsyneladende sanserne helt fra og fokuserer udelukkende på alderen. Antagelig skræmt af fordommene om overgangsalderen.

Mænd mellem 50 og 64 er “i deres bedste alder”, måske endda “sølvræve”. Det første er en gammel samfundsnorm, det sidste faktisk et udtryk, som vi må tilskrive kvinderne. En i øvrigt velholdt og charmerende mand mister ikke seksuel markedsværdi på at runde de 50 og få gråt eller mindre hår.

Darwin, udbud og efterspørgsel

Lad os anlægge en darwinistisk synsvinkel til datingadfærden. Kvinder vil som regel gerne have nogenlunde jævnaldrende partnere, mændene gerne yngre partnere.

Når mændene bliver ved med at ønske sig yngre partnere og ignorerer kvinder over 50, så kan det kun hænge sammen med, at de rent faktisk har succes med den taktik. I hvert fald de mænd, der i det hele taget har succes.

Det drejer sig om udbud og efterspørgsel. De attraktive sølvræve kan tilsyneladende score de yngre kvinder, så de behøver ikke søge jævnaldrende partnere. Måske fordi kvinderne i 40’erne – trods præferencen for jævnaldrende kærester – må se i øjnene, at de har mindre at vælge imellem.

Uinteressante mænd?

For hvis kvinderne i 40’erne vælger sølvrævene (eller går cougar-vejen med unge elskere), så må der være en stor gruppe af de jævnaldrende mænd, der allerede her er kørt ud på et sidespor. De må være uinteressante for kvinderne som partnere … og overladt til netporno og prostituerede.

Her kunne man ane profilen på de mænd, der starter kontakten til en kvinde med et pikbillede. De har givet op.

Men hvad er det så, der gør mændene attraktive for de modne kvinder (over såvel som under de 50)?

Frygten for alene-livet

Marina: Jeg tror det er meget forskelligt, hvad kvinder ønsker sig. Det afhænger i høj grad af det ægteskab, de har forladt (langt flere kvinder går, end bliver gået), og hvor lang tid de har været singler. Samt i høj grad af hvor i landet de bor. Men groft skitseret er her nogle eksempler.

Nyskilte kvinder frygter måske alene-livet og er derfor mere tilbøjelige til hurtigt og ukritisk at indgå nye relationer. Hvis de er heldige at møde en, der har det på samme måde, opstår der noget, de mistolker som forelskelse.

Sådan et forhold holder sjældent længe, da ingen af parterne har set på hinanden som mennesker eller mulige livspartnere, men som objekter. Her handler det om at kunne spejle sig i hinandens behov og hurtigt få en velkendt hverdag op at stå. Ofte så velkendt, at de kommer til at kalde den nye ved ex’ens navn!

De uafhængige kvinder

Så er der gruppen af kvinder, der af deres mor har fået tudet ørene fulde om, at man ikke skal gøre sig afhængig af en mand. Som savner HAM i sit liv og alligevel frygter at blive parforholdsramt mere end singlelivet.

I denne gruppe findes kvinder, der har været alene i op til 30 år. Mange af disse kvinder har et rigt liv med hobbies, veninder, sport, kultur, familie mm. Her er det straks sværere at møde HAM. Mænd, der kan levere varen, hænger ikke på træerne og slet ikke ved husalteret.

Krav til manden

Manden skal både kunne markere sine grænser, være oprigtigt interesseret og spørge ind, være nærværende, gerne kulturelt interesseret (men ikke nødvendigvis i det samme som kvinden), have pli, være galant, kunne vise omsorg, være potent eller i det mindste have fantasi nok til, at det bliver sjovt.

Han skal kunne drage omsorg for sig selv, sit helbred og mentale udvikling, have mandevenner og være villig til at gå nye veje. En mand, der slæber rundt på livsstilssygdomme og uafklaret bitterhed, kommer ikke til fadet; et minimum af selvindsigt står højt på ønskelisten!

Plads til kvinden

Kvinderne i denne kategori vil ikke være mor, madmor og husbestyrerinde mere. Vi har vores fulde frihed og er vant til dybe samtaler, højkulturelle oplevelser og lårklaskende grineture med veninderne.

Manden skal ikke være en veninde med p.., men en følsom mur, en varm hånd, en modig mand der tør vise sit begær. En mand der ikke er bange for at falde igennem, som kan grine ad sig selv og styre sit temperament, når teknik og GPS går i udu.

Når ægteparserfaringer skygger

Steen: Til den sidstnævnte gruppe kan vi føje, de kvinder, der følelsesmæssigt har forladt ægteskabet længe før skilsmissen, men er blevet for børnenes skyld og har ladet dem fylde i livet.

De vil i hvert fald IKKE vane-parforholdet, men kræver indhold og kvalitet. Så de kvinder, der bare skal have udfyldt tomrummet efter ham, der blev skilt fra, er nok i mindretal.

Der er nok en del sandhed i klicheen om manden, der lægger jagtformen på hylden, når han først har “nedlagt sit bytte” og har giftet sig til regelmæssig sex (onsdag og lørdag). Både fysisk og mentalt. Mæt løve jager ikke.

Klicheen om konen, der prøver at få manden til at spise salat, er måske heller ikke helt ved siden af. Ofte er kvinder langt mere bevidste om sund livsstil.

Men som Marinas eksempel viser, går kvinderne mere op i indhold end i udseende, så selv om de ikke går ad vejen for en veltrænet krop, er det nok vigtigere med intellektuelt og åndeligt modspil.

Attraktionen ved sølvræven

Om det nu er for en flygtig affære eller for et længerevarende forhold, kan det derfor godt være attraktivt for den yngre kvinde at snuppe sig en sølvræv, der har noget at byde på. En, der kan sætte gang i en begavet samtale, interesserer sig for kvinden, og har sans for kvalitet i sexlivet.

I hvert fald frem for en jævnaldrende kopi af ham, hun har forladt, og som i øvrigt bare drømmer om en erstatningskone, der kan give ham regelmæssig sex (onsdag og lørdag), lave lidt god mad og fortælle ham, hvilket tøj han skal tage på til 50-årsfødselsdagen.

Udløbsdato

Selvfølgelig er der en samfundsnorm, der gør kvinden usynlig lige omkring de 50, men når partnerudbuddet for denne gruppe kvinder er så lille, skyldes det måske ikke, at kvinderne er uinteressante … men at alt for mange mænd har været det, siden de fyldte 40.

Artiklen er skrevet sammen med Marina “Datingqueen” Rordam

Foto: collage af Marina Rubini Rordam