Hvorfor sender mænd dick pics? At et barn udforsker, hvad et andet barn har mellem benene, er naturlig nysgerrighed. Hvis det er jævnbyrdigt. At udveksle frække billeder med kæresten kan være stimulerende. Og jævnbyrdigt. At sende uopfordrede billeder af pikken hænger tilsyneladende sammen med en mandlig misopfattelse af kvinders seksualitet. Og er ikke jævnbyrdigt.
Vi har nok længe haft en mistanke om det, men en ny amerikansk-canadisk undersøgelse fremlægger empirisk bevis for mænds motivation til uopfordret at sende at sende billeder af deres pik – dick pics – til kvinder, de ikke kender. Konklusionen lyder: Hvis jeg viser dig min, vil du så være sød at vise mig din?
Selv om kvinder bestemt også kan kigge efter mænd og finder nydelse i at beundre en flot krop, så har adskillige undersøgelser slået fast, at mænd i højere grad bliver visuelt stimuleret. Mænd kan godt lide at se nøgne kvinder.
Den amerikansk-canadiske undersøgelse viser, at det kun er et mindretal af de mænd, der sender uopfordrede dick pics, der gør det for at chikanere kvinderne. De findes, men at sende dick pics er som hovedregel ikke en bevidst kvindefjendsk handling.
Maskulin projektion
Tværtimod ønsker de fleste af mændene, at billederne vil virke seksuelt stimulerende på modtagerne og få dem til at føle sig attraktive. I bedste fald ønsker de, at kvinderne svarer med nøgenbilleder af sig selv. Og/eller får lyst til at indlede et seksuelt forhold med mændene. Mændene opfatter det som flirt.
Der er tale om en tydelig projektion (eller seksuel overperceptions bias): Disse mænd drømmer om at modtage nøgenbilleder fra kvinderne og ville føle sig smigret ved at modtage dem. Derfor må kvinder føle det på samme måde. Det er altså et forsøg – om end misforstået – på online dating.
Retfærdigvis skal det siges, at mænd får tilsendt uopfordrede nøgenbilleder fra kvinder.
Uopfordrede ”nudes”
At de kommer fra tvivlsomme webadresser i Østeuropa eller Asien, burde gøre mændene mistænksomme. Lysten til at se flere nøgenbilleder er imidlertid nok til, at nogle mænd falder for det ret åbenlyse bondefangerkneb. Ellers ville det næppe være så udbredt.
Det forklarer samtidig, hvorfor mændene ikke er opmærksomme på, at deres dick pics kan opfattes som chikane. De vil jo netop gerne have nøgenbilleder af den kvinde, de sender billederne til.
Præcis ligesom mændene på festivalerne, der uopfordret rager kvinder på røven. De besvarer kvindens vrede med et, ”jamen, du må da godt gramse på min røv”. De er ikke opmærksomme på, at de har valgt den kvinde, de gramser på og gerne vil gramses af. Det er ikke jævnbyrdigt.
Narcissistiske træk
Den amerikansk-canadiske undersøgelse viser – ikke overraskende – at der er flere af dick-pic-mændene, der udviser narcissistiske træk, end der er i en kontrolgruppe, der ikke sender dick pics. Det kan vist kun opfattes som en advarsel til de kvinder, der modtager sådanne billeder.
En del af mændene i undersøgelsen indrømmer, at de bruger pick pics ud fra en lotteri-tankegang: jo flere de sender, desto større chance for, at de rammer en kvinde, der reagerer positivt.
Det svarer til ”hej”-henvendelser på datingsites og de berygtede ”vil du knalde”-beskeder (for nemheds skyld forkortet til DTF – (are you) Down To Fuck) på Tinder. Hvis du sender tilstrækkeligt mange af dem, er der nok en, der svarer ja. Ingen grund til at finde ud af, hvem kvinden er. Ingen grund til at spilde krudt på flirt og forførelse – tre bogstaver er nok.
Dick pics er ikke exhibitionisme
Til gengæld viser den amerikansk-canadiske undersøgelse, at exhibitionisme ikke er mere fremtrædende blandt de mænd, der sender dick pics, sammenlignet med de, der ikke gør det. Meget få oplever selv seksuel ophidselse ved at sende billederne. Internettets muligheder for anonymitet kunne ellers slække hæmningerne, men exhibitionisten tænder jo netop på beskuerens reaktion.
Undersøgelsen har bevidst begrænset sig til heteroseksuelle mænd. Andre undersøgelser har antydet en anden brug og opfattelse blandt homoseksuelle mænd, men det falder uden for projektets fokus.
Ligeledes er det heller ikke blevet undersøgt, hvordan kvinder reagerer på dick pics (om nogen rent faktisk sender billeder retur). Eftersom mændenes adfærd skyldes en projektion (jeg vil se nøgenbilleder), er det på den anden side ikke sikkert, at kvindernes reaktion overhovedet har nogen indflydelse på udbredelsen af fænomenet.
Læs mere
Er du interesseret i at gå dybere i systematik og tabeller i undersøgelsen, kan du læse her. Har du modtaget et uopfordret dick pic, og ønsker du at anmelde det, så kan du få sagsomkostningerne dækket. Afsender står til en bøde på 15.000 kroner.
Har du lyst til at læse flere blogs om sexologiske emner, så kan du skrive dig på nyhedsbrevet.
Du er også velkommen til at booke en session på 25 46 42 68 (send gerne en sms), hvis du har behov for at bearbejde ubehagelige oplevelser med seksuel chikane – billeder eller andet.
Foto: Danny Moore, Pixabay (nej, lige det kunne jeg ikke vise billeder af, så motivet antyder, hvad afsenderne af dick pics ønsker at modtage)