Vi får mange af vores forestillinger om kærlighed (og sex) fra film. Den om Den eneste Ene, den om ”de levede lykkeligt …”, og af nyere dato også Julie Rudbæks Elsker dig for tiden. Som hun i et interview i Alt for Damerne stiller det op: er 40-60 år med den samme partner lykken? Eller 3-4-5 gode, lange forhold gennem livet (+ det løse)?
Først og fremmest får Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag i Elsker dig for tiden en god komedie ud af mødet mellem karrierekvinden med et brug-og-smid-væk forhold til mænd og en traditionelt tænkende romantiker. Det er altid let at grine ad andres genvordigheder. Men filmen kan også give stof til eftertanke.
Biologisk og sociologisk handler det blandt andet om forplantning. Julie Rudbæk bemærker selv i sit interview om filmen i Alt For Damerne, at hun gik ud af et 4-årigt forhold, da hun var omkring de 30. Nogenlunde på det tidspunkt, hvor hendes veninder begyndte at få mand, hus og børn.
Og selv om Julie kan klare sig med et Elsker dig for tiden, så er det ikke sjældent netop blandt de cirka 30-årige, veluddannede kvinder, man første gang hører klagesangen: ”Hvad er der blevet af alle de lækre mænd”. Nemlig dem, som kvinderne havde tænkt sig, skulle levere de gode gener til deres børn. Og som de har tænkt sig i hvert fald et længere parforhold med.
For børnenes skyld
Hvad børn og parforhold angår, har vi naturligvis et ansvar over for netop børnene. De har ikke bedt om at blive født. De er der som et resultat af vores lyst og vores behov for at sende vores gener videre. Det gælder både kvinden og manden.
At skabe en tryg ramme for børnenes opvækst er, uanset om vi bliver sammen eller bliver skilt, vores – de voksnes – ansvar. Selv ”gode” skilsmisser viser sig for eksempel at påvirke børnene præstation i skolen. Dysfunktionelle parforhold kan på den anden side give børnene psykiske ar for livet, så at blive sammen ”for børnenes skyld” er heller ingen løsning.
Hverken en heftig forelskelse eller en panikagtig søgen efter en sæd/ægdonor til ens afkom er den bedste forudsætning for et stabilt parforhold. Nogle gange bliver tingene også bare, som de bliver. Handlinger har konsekvenser. Ikke at handle er også en handling.
Hvordan skal du bære dig ad med at finde en ny mand?
At få børn og blive skilt har desuden indflydelse på vores muligheder for at indgå i et nyt forhold. En kvinde fortæller om veninderne, der rædselsslagne kommenterede hendes skilsmisse i slut-20’erne med 2 små børn: ”Hvordan skal du bære dig ad med at finde en ny mand”?
Det spørgsmål havde slet ikke indgået i hendes overvejelser, da hun blev skilt. Det siger bare noget om tankegangen hos mange. Er vi interessante som partnere for en ny mand med den bagage?
Her må jeg skynde mig at tilføje, at mange (især) modne singlekvinder, hvis børn er blevet selvhjulpne og måske er flyttet hjemmefra, ikke synes, at en jævnaldrende mand med små børn (fordi han er kommet senere i gang) er specielt attraktiv. Nu er det nemlig tid til at rejse og nyde livet. I tosomhed.
Elsker dig for tiden … eller til du er 64
Der er i høj grad tale om, at to forskellige livsopfattelser mødes. På den ene side en traditionel opfattelse af kærlighedslivet, der byder på eventyr i ungdommen og derefter fast partner, børn, hus og pensionsopsparing. I bedste fald en tredje alder med fælles børnebørn jævnfør Beatles’ ”When I’m Sixtyfour”.
På den anden side erkendelsen af, at vi økonomisk kan klare os som singler/singler med børn. Sammen med en erkendelse af, at vi udvikler os livet igennem. Selv om vi har fundet sammen og er blevet et par, så er der ingen garanti for, at vi udvikler os i den samme retning.
Det er i den gruppe, vi har Julie Rudbæk og hendes Elsker dig for tiden.
Egen erfaringer med at vokse op i skilsmisse- og sammenbragte familier, kan have indflydelse. Julie Rudbæks forældre er imidlertid stadig sammen, så det handler lige så meget om tidsånden.
Det er absolut muligt at skilles og stadig elske hinanden – bare ikke som partnere. Ja, det findes endda skildret på film med ”The Way We Were”, som Hollywood-klassikeren i den genre. Den skildrer vel at mærke også et forhold uden børn.
Den sidste kæreste er også en kliché
Den nonchalante holdning med en dag ad gangen, giver måske bedre mening blandt de modne singler: Hellere fire kortere forhold, hvor vi slutter, mens legen er god, end at slide hinanden op i et langt. En holdning, der måske også er farvet af det/de lange forhold – eventuelt med børn – som de har bag sig.
Men jo, den romantiske kliché lever også her – ikke mindst over de 50: ”Jeg leder efter den sidste kæreste”.
Det er især for mændene en rimelig ambition. At leve i et parforhold er beviseligt livsforlængende for mænd. Og ser vi på gennemsnitlig livslængde er det også sandsynligt, at manden vil kunne have en ”kæreste” til den dag, han dør. Hans sidste kæreste.
For kvinderne er det måske rationelt, fordi udvalget af ”lækre” mænd (og mænd i det hele taget) svinder med alderen. Derfor kan de også kan se en fordel i at satse på den sidste kæreste, fordi det er svært at skifte ud. Der er dog ikke noget, der tyder på en livsforlængende virkning for kvinder.
Hvor lang tid er for evigt?
Det ændrer imidlertid ikke på, at Julie Rudbæk filosofisk har ret med titlen Elsker dig for tiden. Vi ved nemlig ikke, hvor lang tid vi har. Vi kan umuligt garantere for vores følelser og vores livsvalg resten af livet. ”Jeg elsker dig”, er et øjebliksbillede. Eller vi må i hvert fald være åbne for nye definitioner af, hvad der indebærer.
På den anden side kan tiden også bare gå. Vi kan blive ved med at være fascinerede af hinanden. Vi kan være tolerante over for hinanden og give hinanden plads. Vi kan genantænde gnisten ved at komme hinanden i møde og ikke mindst ved at holde vores sexliv levende og spændende.
Det er naturligvis en gensidig forpligtelse. Det er også her sexologen kan komme ind i billedet som inspirator og mediator.
Når et par oplever problemer i sexlivet – for lidt sex, utilfredsstillende sex for den ene eller begge parter, manglende lyst – så kan en del af årsagen som regel findes andre steder i forholdet. Når sexlivet sprudler, så er der som regel stor vilje til at se på de uoverensstemmelser, der måtte være i forholdet i øvrigt.
Tid til at vælge
Hvor længe jeg ”elsker dig for tiden”, afhænger af vores fælles vilje til udvikling og åbenhed for partnerens udvikling og ønsker (herunder seksuelle). Deri ligger nemlig muligheden for genforelskelse i det menneske, som vores partner er blevet. Medmindre vi selvfølgelig er enige i et ønske om stilstand, rutine og gentagelse.
Det væsentlige er ikke, om du er enig med Julie Rudbæk eller ej. Der findes netop ikke rigtigt og forkert, kun handling og konsekvens. Det stiller os friere, så længe vi kun har ansvaret for os selv. Så er det nemmere at kigge efter den eneste anden.
Det langvarige forhold, måske det livsvarige forhold, indebærer, at vi vælger det. At vi aktivt handler for at holde det levende og spændende – for os selv. Deri ligger der naturligvis, at vi ikke blot ønsker det samme fra vores partner, men at vi også giver udtryk for det. Det er endnu en handling.
Hvis du har brug for at sætte handling bag dine ønsker om at finde Den eneste Ene. Eller hvis du ønsker at forlænge tiden i ”elsker dig for tiden”, så kan du booke en sexologisk samtale på 25 46 42 68 (læg evt. besked på telefonsvareren). Eller skriv dig på nyhedsbrevet for at få inspiration.
Og skal vi så lade Julie og hendes medsammensvorne Jesper Zuschlag får ordet: