Dating: Hvem tager regningen?

Spørgsmålet rejser sig på hver ny date: Hvem tager regningen? Med fare for at blive skældt ud af feministerne: Lad ham nu betale på første date. Eller i hver fald for den første drink, så er det nemlig muligt at gøre gengæld og få gang i flirtens pingpong. I alle tilfælde er der tale om en gestus, hvor manden kan påtage sig en – flirtende – rolle som gentleman og signalere omsorg og interesse.

Ligestilling er en god ting. Det er bare ikke sikkert, at det er en god sex-stilling. Eller særlig formålstjenlig i dating, når vi skal afgøre spørgsmålet, hvem tager regningen. I hvert fald ikke på først date. Hvem tager regningen diskussionen kan dog være lidt forskellig fra generation til generation, bemærker jeg.

Hele ideen med den kønnede forplantning er, at der er forskel på hunkøn og hankøn. Men hvis vi lige kaster blikket på dyrenes verden, så er det værd at bemærke, at der ikke er nogen regel for, om det er hannen eller hunnen, der sætter dagsordenen. Der er altså ikke noget undertrykkende i, at der er forskel på kønnene.

Hvor ligger initiativet?

Vi mennesker er udstyret med en hjerne, der giver os mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved tingenes orden. Med den stigende ligestilling i samfundet (og jeg vil afholde mig fra at sige ligeløn) får det mange til at blive i tvivl om, hvordan de nu lige skal forholde sig i parringsdansen. Vi vil jo nødig blive misforstået (jævnfør #metoo), men vi vil samtidig gerne nå vores mål.

Hvis kvinden ikke nyder at dominere seksuelt, så vil det være ret frustrerende at skulle være den, der trækker en sexpartner med hjem. Det kan illustreres med forskellen mellem “skal vi tage hjem til mig og knalde”, og “jeg bor alene”. Altså forskellen mellem at tage initiativet eller (ret åbenlyst) at åbne for, at den anden gør det. Altså at invitere til et initiativ.

Så kan vi i disse ligestillingstider sætte en norm, at det er manden, der betaler på en (første) date?

Vi er jo godt klar over, at vi gerne vil score hinanden, og alt fra kaffe over drinks til en middag giver manden mulighed for at vise sin interesse og “gøre kur” til kvinden. Hun kan på sin side nyde opmærksomheden og svømme hen i det maskuline initiativ. Jo, også holde døren, trække stolen ud, byde armen og alt det der: “Se, alt det her har jeg arrangeret for dig”. 

Maskulin handlekraft

Er det afgørende, hvem der tager regningen? Lad os sige, der har en symbolværdi. Det er en gestus.

Selvfølgelig er der en pointe i, at den ene ikke betaler for den anden – altså køber den anden. På den anden side er der noget, der tyder på, at en kvindes partnervalg ud fra en biologisk vinkel afhænger af mandens vilje til at dele ressourcer med hende. På den måde er middagen – stedet, menuen, stemningen – en måde, hvorpå manden kan vise sin interesse og sin omsorg for kvinden:

Han inviterer = jeg vil gerne være på tomandshånd med dig. Han arrangerer = jeg har styr på tingene (også på kvindens smag og eventuelle allergier). Han lægger niveauet = selv om jeg er på SU, så vil jeg godt ofre hele denne måneds frirum på dig. Eller han udvælger sig et sted á la Absalon eller Huset (eller tilsvarende sted, hvor du nu befinder dig i landet), hvor billig mad har et socialt sigte. Alle tricks gælder. Han betaler = jeg tager ansvaret for denne aften.

At den, der inviterer, også er den, der betaler, indebærer, at initiativtageren kan lægge niveauet. Så passer det til hans (eller hendes) økonomiske formåen. Det handler ikke om at være stor i slaget, men om at vise, at vi vil yde det bedste for den udkårne. Inklusive at tage regningen. Og et godt råd: lad være med at invitere på en restaurant, hvor du er nødt til at vælge menu og vin efter prisen.

Ellers er hjemmelavet mad en billig løsning. Det vil endog demonstrere, om vi har talent i køkkenet. Er det for forpligtende at invitere hjem, så kan en picnic også gøre det. Det handler ikke om penge og pris, men om en gestus. 

Hvem tager regningen … næste gang?

Hvis ligestillingen skal holdes i hævd, kan kvinden altid gøre gengæld. Det er måske lige at stramme skruen at kvittere for en dejlig middag med, “så giver jeg en kop kaffe derhjemme”. I så fald er det afgørende, om du mener en kop kaffe eller “en kop kaffe”.

Men et “Så giver jeg en drink henne på …”, er jo også en måde for kvinden at fortælle, at hun er interesseret i at fortsætte daten. Eller et “tak, men så vil jeg have lov at invitere dig en anden gang”, at hun er interesseret i et nyt møde. Det er da en invitation, der er til at forstå. Spørgsmålet om, “hvem tager regningen”, bliver på den måde et aktivt redskab i flirten.

Omvendt vil et krav om at dele regningen som regel blive læst som manglende interesse for at fortsætte/gentage daten. Til dig som mand kan jeg i hvert fald godt røbe, at en forventning om at dele regningen for to kaffe for langt de fleste kvinder vil lukke for enhver yderligere kontakt. Som moderne kvinde kan du selvfølgelig godt insistere på at betale for dig selv, men du skal nok samtidig være meget tydelig i dine signaler – hvis du gerne vil se ham igen. Ellers vil det blive opfattet som en afvisning.

Det kan også være kvinden, der uden at blinke har ladet manden betale på de første par dates. Men tredje gang, de er ude at spise, lægger hun sin hånd på hans, kigger ham dybt i øjnene og siger, “denne gang betaler jeg, for sådan er jeg”. Hans rolle som initiativtager er slået fast, men samtidig demonstrerer hun sin selvstændighed på en måde, der gør det let for ham – med sin maskuline selvrespekt intakt – at lade hende indtage rollen som giver. 

Kvindens initiativ

Det handler ikke om hver anden gang eller et forhold, der afspejler indkomstforskellen mellem mand og kvinde. Det handler om ligeværd uden at holde regnskab. I den sammenhæng handler det faktisk også om at være mand nok til at stå i din maskulinitet, selv om kvinden tager regningen. Engang imellem.

Nuvel – vi har da ligestilling, og en liderlig kvinde kan godt hive en mand hjem i sengen til lidt lagengymnastik. Og f.eks. tage regningen og betale for taxien hjem. Men alt taler for, at den mand, hun hiver med hjem, altid vil skulle hives. Hvis de finder ud af at indlede et forhold, så har hun sat dagsordenen, at det er hende, der tager initiativet. 

For hun har nemlig også slæbt en mand med hjem, der ikke kan finde ud af at tage hende. Ellers ville han da for længst have reageret på hendes invitation. På hendes signaler om, at hun var scorbar. Der er nemlig ingen, der bliver scoret, som ikke lader sig score. 

Vores skæbne står ikke mejslet i sten. Vi kan ændre os og skifte roller. Men har vi som par først fået fastlagt de indbyrdes roller i flirten, så hænger de ved – medmindre begge på samme tid er enige om, at der skal arbejdes på at ændre mønsteret. Og hvem tager lige initiativ til det? 

Flirt med regningen

Så i stedet for at skændes om, hvem betaler regningen, synes jeg, vi skal bruge det i flirten. Det drejer sig jo sjældent om mange penge på første date. Scoremiddagen kommer vel først på dagsordenen, når begge parter har vist interesse for at indlede et forhold. Du skal som mand næppe regne med, at du kan score på at kunne bestille fra et fransk menukort.

Måske skal du som kvinde bare affinde sig med, at han betaler. Så kan du nyde at blive feteret – bejlet til – flirtet med. Du skal måske også affinde dig med heller ikke blive fornærmet, når han afviser forsøget på at dele regningen med et flirtende initiativ á la “men du kan da give en nightcap derhjemme”. Det er bare hans måde at vise interesse. Du har frihed til at svare, hvad du har lyst til.

For dig som kvinde i et parforhold: synes du, det er mest sexet, at din partner siger, “I dag kan vi gøre lige, hvad du har lyst til” (så du skal finde på, hvad der skal ske)? Eller at han siger: “Tag en smuk kjole på og vær klar om en time, så begynder din forkælelsesaften”? Og så kan du bare nyde og opleve, lade dig forkæle og ja, måske forføre.

Jeg hører gerne dit synspunkt. Skriv gerne. Du kan skrive dig på nyhedsbrevet – så får du besked om nye blogs. Helt uden regning.