Du kender spørgsmålet fra jobsamtalen, måske fra MUS, medarbejder-udviklings-samtalen. I virkeligheden er det heller ikke noget dårligt spørgsmål på en date. Eller når vi pludselig føler, at det, vi har gang i, er mere end et uforpligtende seksuelt forhold. Er vi på samme spor, skal vi følges ad? Hvor ser du dig selv om 5 år?
Manden ser helt panikslagen ud. Spørgsmålet falder på den første date: ”Hvad drømmer du om? Hvor ser du dig selv om 5 år?”
For pokker, det er jo ikke noget jobinterview det her, vel? Forventer du, jeg skal diske op med drømme om stort bryllup og fælles adresse?
Kan du se dig selv i min drøm?
Nej, det gør hun næppe. Og jeg undskylder min umiddelbare antagelse, at det er kvinden, der stiller spørgsmålet, “hvor ser du dig selv om 5 år”. Men det er fornuftigt nok, fordi svaret fortæller meget om den mand, hun sidder overfor. Det er mere konkret end ”hvem er du”, og det giver hende mulighed for at finde ud af, om hun kan se sig selv i den fremtidsdrøm.
Så kan vi altid finde ud af, om manden også kan se hende i den drøm.
Det er måske et temperamentsspørgsmål, om du vil stille spørgsmålet på første date, eller om du vil stille det for at finde ud af, om I skal være kærester (frem for ”bare” at date/ses). Hvor ser du dig selv om 5 år, handler om at tænke på mere end nuet. Eller som Skærmtrolden Hugo i sin til udtrykte det: ”Hallo, hvor skal vi hen du?”
Med den reference vil jeg tillade mig at se spørgsmålet med modne dateres øjne. Over de 40, måske over de 50. Efter det lange parforhold – måske det med børn. For der er ingen bånd, der binder os. Økonomisk har vi (som regel) vores på det tørre. Vi har tiden. Vi har mulighederne. Vi har friheden.
Hvor ser du dig selv om 5 år?
Så, hvor ser du dig selv om 5 år?
Hvis svaret for dig selv er ”sammen med en kæreste”, så er det rimeligt nok at stille netop dette spørgsmål til den, du sidder overfor til den første date. Lad nu være med at forvente svaret ”sammen med dig”, men netop, hvad din date forestiller sig om sit liv med en eller anden kæreste om 5-10-15 år, vil være et godt pejlemærke for, om den fremtid kan inkludere dig.
Og ja, det spørgsmål kan du selvfølgelig også stille som mand. Især hvis du har gjort dig nogle tanker på egne vegne.
Alt dette gælder uanset, om vi går ind i et nyt forhold, mens børnene er små, og der er tid til at få flere, eller når det med at give generne videre er historie. Mens vi har delebørn, er det dejligt at nyde friheden, når partneren har børnene. Kendskabet til bylivet genopfriskes. Den flirtes. Der dates. Vi ses i lige eller ulige uger og knalder hele natten. Fordi vi kan.
Og hvad med familien?
Men et forhold med fremtid i inkluderer nødvendigvis, at vi koordinerer et liv med dine, mine og (potentielt) vores børn. Det bliver hverdag, og sammensmeltningen af to familier er ikke altid lige smertefri. Så hvor ser du dig selv om 5 år i forhold til et familieliv?
Det gælder sådan set også, når vi har store, udeboende børn. Vi behøver ikke involvere andre i vores modne forhold, men selvfølgelig er børnene også nysgerrige efter at vide, hvem den nye kvinde/mand i vores liv er. Er der en ny stedbedstefar/mor? Skal vi være sammen juleaften? Og i øvrigt er børnene tit bekymrede for, om deres forældre er ensomme.
Som nævnt har mange mænd mærket angstens sved, når kvinden på en af de første dates spørger, hvor ser du dig selv om 5 år eller lignende. Spørgsmålet kan være ganske uskyldigt, men vil ofte blive opfattet, som om hun efterlyser netop commitment, eller – som man engang sagde – om han har reelle hensigter.
Er du investeringen værd?
Der er mange ting, der skal passe sammen i et forhold, men netop i moden alder vil mange nok overveje, om de vil investere i det menneske, der sidder med den anden kaffekop. Derfor spørger de (ja, typisk kvinden) ind til, hvad manden drømmer om, for at finde ud af, om det overhovedet er interessant at begynde at se vedkommende.
- Hvordan prioriterer du arbejde og fritid?
- Hvor meget forventer du, vi ses?
- Har du en drøm om at bo sammen?
- Har du en drøm om at blive gamle sammen?
- Lille hus på landet eller fræk storbylejlighed?
- Luksusrejser Jorden rundt eller kolonihave på Amager (eller begge dele)
- Fælles eller separat økonomi?
- Og praktiske detaljer som kostvaner, motionsvaner, alkoholvaner?
- Tilknytning og inddragelse af familie og venner?
Eller spørgsmålene dukker op, når vi har flirtet, har kurtiseret, har haft skøn sex, har været på kærlighedsferie til Barcelona. Hvor ser du dig selv om 5 år?
Jeg vil vove at påstå, at spørgsmålet før eller siden kommer på bordet og – som nævnt et par gange – sikkert fra kvinden, så det er sgu’ nok meget klogt som mand at have gjort sig nogle overvejelser.
Vil du bygge et hus?
Du kan godt abonnere på den opfattelse af det maskuline og det feminine, at manden bygger et hus, og så kommer kvinden og fylder det op, hvorefter manden får brug for nye horisonter og bygger en ny etage, som kvinden så indtager og fylder op, hvorefter manden (og så videre). Men så kan du opfatte spørgsmålet, hvor ser du dig selv om 5 år, som: Vil du bygge det hus til mig og lade mig fylde det op?
Og hvis spørgsmålet stilles tidligt – eventuelt over den første kop kaffe – så kan det netop være, fordi kvinden gerne vil vide, hvilken slags hus manden har i tankerne, før hun overhovedet vil gå ind i datingen. Hun skal jo vide, om hun har lyst til at fylde det hus op.
Derfor kan du også – både som mand og som kvinde – uden frygt give udtryk for, hvordan du gerne vil have din tilværelse til at se ud om en måned, fem år, helt til verdens ende. For der er jo ingen, der siger, at det skal være med det menneske, du sidder overfor.
Lige det spørgsmål må vi så se at få afklaret i løbet af vores flirt og dating
Men om vi er kompatible partnere på længere sigt, afhænger selvfølgelig af, om vi kan se os selv i de drømme og fremtidsmål, som den anden har. Og om vi er stand til at rumme forskellene i vores respektive visioner. Lader vores visioner sig integrere? Er jeg indstillet i at investere min tid og mine følelser i dig?
En ramme for nuet
Så kan du nok så meget være tilhænger af at leve i nuet. Forskellen ligger i, om vi har en fælles ramme for at gøre det. Altså den logiske anden del af spørgsmålet: Ser du mig som en del af din fremtidsdrøm? Hvor ser du os om 5 år?
Der er bestemt ikke noget i vejen med at tage en dag ad gangen. Et uforpligtende forhold. Men uden ovennævnte koordinering er risikoen, at du må tage i morgen som single.
Har du brug for at tage en snak om, hvor du ser dig selv om 5 år – i forhold til at have en kærlighedspartner – eller vil du og din partner have hjælp til at koordinere drømmene, så kan du/I booke en samtale på 25 46 42 68. Du er også velkommen til at skrive dig på nyhedsbrevet, så du kan følge med i nye blogs, foredrag og andre events.
Topfoto: Gerd Altmann, Pixabay