fbpx
Ikke for at ødelægge spændingen, men svaret er, at det gør de sandelig også. Men hvis vi omformulerer spørgsmålet til ”hvorfor lægger kvinder ikke mere op til sex”, så er svaret ofte, at det er svært for kvinder at lægge op til anden kontakt og anden intimitet, som udspringer af kvindens lyst, uden at de mødes med en forventning om sex.

Det er sjældent et problem i starten af et forhold. Begge parter har lyst til at dyrke sex. Det er næppe til at skelne, hvem der lægger op. Men her kan vi definere både mandens og kvindens lyst som begær. Vi er nysgerrige på hinanden og på hinandens kroppe, og vi vil gerne udforske det ukendte. Begærets dunkle mål. Deri ligger den seksuelle spænding.

Begær føler vi i forhold til noget vi ikke har, men gerne vil have. Det er imidlertid karakteristisk, at det, vi søger i parforholdet, er tryghed. Nu har vi vores partner. Hvis vi vil opretholde begæret, kan vi opbygge en spænding mellem det maskuline og det feminine. Vi bevarer mystikken.

Masser af lyst

Men ud over at begære vores partner – at have lyst til at nå frem til sexakten – kan vi have lyst til så meget andet. Der er mange ting, der giver os nydelse. Solen på den første forårsdag. En specielt lækker is på en bænk en sommeraften. Et langt, varmt bad. Et glas kølig champagne. Et kys.

Det er lækkert at kysse, og det kan lede til mere. Men det er godt at kunne fokusere mere specifikt på kvindens lyst til … at gå en tur, at holde i hånd, at kysse. Foto: Adina Voicu, Pixabay

Og som den opmærksomme læser vil have bemærket, så kan kysset sagtens føre til mere. Men det er også en nydelse i sig selv. Uden fortsættelse.

På den måde kan vi have lyst til intimitet med vores partner på mange måder. Mand og kvinde kan som regel blive enige om lyst til mad og drikke, til at dase i solen, spille golf, gå en tur. Der, hvor kvindens lyst adskiller sig fra mandens, er nok det felt, hvor manden tænker, at det lægger op til sex.

Fra lyst til begær

Mandens drøm er kæresten, der tager imod ham iført frækt lingeri. Det er en åben invitation til seksuelt kæleri og målrettet, at lingeri og andet tøj, der er i vejen, kommer af. Hurtigt eller langsomt. Det sidste åbner for mere og mere langvarig nydelse.

Manden nyder synet af den lingeriklædte kvinde, men styres af begæret efter det, som endnu er skjult. Fokus er rettet mod den lyst, han føler, mens han dyrker sex. Ja, fokus på pik og penetration.

Kvindens lyst - og mandens

Jeg kunne ikke rigtig stå for denne illustration at mandens lineære tankegang: hun har det frække, røde lingeri på – vi skal dyrke sex. Foto: Ralf Seeman, Pixabay

Selvfølgelig har kvinder også lyst til sex. Men kvindens lyst er ofte mere umiddelbar og rettet efter et specifikt behov: ”Jeg har lyst til at blive holdt om”, kan betyde, ”jeg har behov for at føle mig tryg i dine arme”. Punktum. Det føles dejligt.

Det gør det også for manden, men her vil begæret sige, ”du presser dine bryster mod mig, jeg har lyst til sex”.

Hvis vi ser lyst som den rare følelse, vi har, når vi rører eller bliver berørt (eller for den sags skyld nyder synet af hinanden), så er det noget helt andet end begæret. Lysten er ”statisk” – den skal ikke nødvendigvis nogen steder hen.

Forelskelsens sexlyst er begær

Derfor er det dejligt, at han kæler med hendes hår, stryger hende over ryggen, masserer hendes skuldre eller lægge, kysser hendes læber eller hendes hals. I forelskelsesfasen, hvor vi er sultne efter at udforske hinanden, går kyssene som nævnt hurtigt fra læberne, over halsen, ned til brysterne og ned mellem hendes ben.

Her er det begæret, der styrer farten.

Når forelskelsesfasen er ovre, vil især mange kvinder gerne kunne nyde den rare følelse – lysten – til den enkelte interaktion: Jeg har lyst til at snakke, jeg har lyst til at gå ud at spise, jeg har lyst til at putte, jeg har lyst til et varmt bad, jeg har lyst til en massage.

Her er masser af lyst. Det er bare ikke nødvendigvis det samme som et begær efter mere – altså: jeg har lyst til at elske (eller knalde, eller hvad du nu har lyst til at kalde det).

Når begæret spærrer for lysten

Når vi gør noget, der føles rart, så får vi fyldt batterierne op. Det gælder, når vi selv gør det. Det gælder, når vores partner gør det. Når vores batterier er fyldt op, får vi overskud – også til at gøre noget for vores partner. Den ene lyst kan give lyst til den næste.

Men den positive lyst-kæde bliver ofte brudt, hvis der bliver tale om en 1:1 udveksling. Hvis du gør sådan for mig, så gør jeg sådan for dig. Det er en sikker dræber for kvindens lyst, hvis ”har du lyst til lidt massage, skat”, i virkeligheden betyder, ”jeg forventer sex bagefter”.

Det fjerner nemlig fokus fra den enkelte lystfyldte handling. Vi har svært ved at nyde det, vi egentlig har lyst til, fordi vi skal videre til det, vores partner har lyst til (eller rettere: føler begær efter).

Med andre ord: Hvorfor lægger kvinder aldrig op til sex? Fordi de ikke har mulighed for at udtrykke det, de har lyst til, så de kan få lyst til mere.

Manden kan lære kvindens lyst

Ikke mindst for mænd kan den stringente opdeling mellem at give og modtage inden for Wheel of Consent hjælpe dem til at opdage langt mere lyst. Pointen er at komme ned i kroppen og mærke, hvordan det føles at røre og blive berørt. Uden at skulle videre til noget andet.

Det handler måske om, hvorvidt du opfatter dette billede som sensuelt: At gå blandt lavendelbuske, at nyde duften, at mærke hånden stryge hen over de duftende blomster. Det er nydelse. Det er lystfuldt. Foto: Kat, Pixabay

Det handler om at være i nuet. Det føles rart lige nu – lystfuldt. Vi kan stoppe her, og du vil stadig have fået tilfredsstillet din lyst.

Som mand vil du opleve, at enkeltkomponenterne i det, du måske har opfattet som forspil til den egentlige nydelse – sex med penetration – opleves som nydelsesfulde. Du vil måske stadig foretrække at få opfyldt dit begær, men du vil i det mindste have en bedre forståelse af kvindens lyst.

Kvindens lyst kan føre til mere

Det er fint at begære din kæreste. At have lyst til sex. Men paletten af nydelsesfulde aktiviteter udvides, hvis vi åbner for at have lyst til andet. En mand skal ikke undskylde for at få en erektion sammen med sin kæreste. Men ved at værdsætte, at kvindens lyst måske ikke går direkte efter pikken, skaber han langt større rum til, at hun kan udtrykke sin lyst.

Og dermed har vi svaret på, hvorfor kvinder ikke lægger op til sex.

Mandens ofte ensidige forståelse af lyst som sexlyst, som han selvfølgelig ofte giver udtryk for (”mænd tænker ikke på andet end sex”), kommer til at skygge for kvindens lyst, når vi åbner for den bredere definition af lysten. Hun behøver ikke at lægge op til sex, fordi det skal manden nok gøre.

Og hun undlader at vise sin lyst til andre former for intimitet, der kunne lede til sex, fordi hun har erfaret, at hendes partner ikke har fokus på nydelsen i nuet (både hendes og hans), men er ovre i begæret efter sexen. Der er en regning, der skal betales for kvindens lyst: at han får tilfredsstillet sin sexlyst, eller at han bliver sur over ikke at få den tilfredsstillet.

Har du brug for at tale om forholdet mellem lyst og begær i dit parforhold, så kan du booke tid på 25 46 42 68 (læg gerne besked på telefonsvarer). Du er også velkommen til at hente yderligere inspiration i mine blogs ved at følge nyhedsbrevet.


Topfoto: Blueland, Pixabay