fbpx
Hvad du har oplevet seksuelt indtil nu og med hvem, vil jeg ikke vide. Men hvis du, kære gom/brud, har tænkt dig at være monogam fremover, så skal du nok tænke lidt over, hvordan du vil udvikle dit sexliv fremover. Lad os kaste lys på lysten. Det kan endda være et muntert indslag til din polterabend.

Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Men hvorfor ikke lægge grunden til flere glæder – i sexlivet – allerede til din polterabend?

Hvis der er noget, der går igen, når både mænd og kvinder taler om grundene til skilsmissen, så er det nemlig det monotone og/eller manglende sexliv. Gerne med den sammenhæng, at det monotone går forud for, at sexlivet helt tørrer ud. Ifølge Projekt Sexus har 26 % af danskerne i ringe grad eller slet ikke fået dækket deres seksuelle behov. Dertil har 32 % kun fået dem dækket “i nogen grad”.

De fleste par udvikler den ”sikre” metode. Som regel kender vi i et par hinanden så godt, at vi ved, præcis hvilke knapper vi skal trykke på for at få den ønskede virkning. Det betyder ofte, at manden ved, hvordan han giver kvinden en orgasme, hvorefter han kan få sin udløsning i hende.

Vedligeholdelsessex

Det pæneste, der kan siges om denne form for sex, er, at det er vedligeholdelsessex, der skaber en vis intimitet og sikrer, at den seksuelle sult ikke leder til sidespring. Med et godt efterspil – at ligge i ske, kæle, snakke – kan det afgjort styrke parforholdet og lægge op til gentagelse.

En grimmere version er, at vi bruger hinandens kroppe til masturbation. Sexen er blevet så mekanisk, at det er ligegyldigt, hvem den anden er. Det er blot en bekvem krop.

Passion allerede fra din polterabend

Når vi indleder forholdet, forestiller vi os sandsynligvis masser af passioneret sex … sjældent bare vedligeholdelsessex. Foto: Redleaf Lodi, Pixabay

Det er ofte andre årsager i parforholdet, der gør at intimiteten svigter og lysten udebliver. Parterne glemmer at begære hinanden (og derfor at flirte med hinanden), andre livsprojekter prioriteres højere.

Men sexakten i sig selv er også blevet en tom form. Så hvordan holder vi sexen frisk og spændende med den samme partner gennem mange år?

Trafiklyset – rød, gul, grøn

Lad os tænde for lyset – trafiklyset. Du ved: rød, gul, grøn.

Trafiklyset er en god metode til at få gang i parrets snak om sexlivet. Jeg bruger den som en sjov leg til folks polterabend. Du kan selvfølgelig også som single udfordre dig selv og finde ud af, hvordan du kan udvikle dig. Så fat pen og papir.

Lad os starte med det indlysende – eller det tilsyneladende indlysende, som det jeg pointerer nedenfor – nemlig det du allerede godt kan lide – grøn:

Skriv ned, hvad du godt kan lide seksuelt. Hvilke stillinger. Hvilke berøringer. Hvilket legetøj. Hvilke rum (det behøver jo ikke altid foregå i sengen). Hvilke åbninger. Hvilke tidspunkter.

Nej og måske

I den modsatte ende af skalaen har vi rød – ja netop, det der er absolut no go for dig seksuelt:

Her skriver du ned, hvad du under ingen omstændigheder har lyst til.

Det med numsen – rødt, gult eller grønt lys? Foto: Guilherme Gomes, Pixabay

Og så er den spændende farve selvfølgelig gul: det du er nysgerrig på og (måske) har lyst til:

Det er på denne liste, du finder udviklingspotentialet for dit sexliv. Hvis du og din partner er nysgerrige på den samme ting, så er det da oplagt at prøve det. Om ikke andet er det et godt udgangspunkt for en snak om jeres sexliv. Det er her et frækt forslag fra gæsterne til din polterabend måske kan åbne dine øjne.

Den sexede samtale

Samtalen eller kommunikationen om sexlivet er afgørende. Det er den altid. Men især inden I kaster jer ud i eksperimenter, er det afgørende, at I har afstemt jeres forventninger. Hvis I for eksempel gerne vil prøve en trekant, så skal I være enige om, hvilket køn den tredje part skal have. Hvis I vil eksperimentere med bondage og SM, så skal I være afklarede med, hvilken rolle I hver især skal indtage.

Der kan også komme en god snak ud af at sammenligne de grønne og røde kategorier, for ”hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du godt kan lide xxx”? Eller endnu værre, ”hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du ikke kan lide, at jeg xxx”?

Den grønne liste kan sagtens føre til fornyelse i sig selv. Der er måske noget, vi godt kan lide, som vi bare ikke giver os tid til længere (derfor er listen kun tilsyneladende indlysende). Det er ikke usædvanligt, at lidt mere omstændelige sexlege bliver parkeret, når børnene begynder at fylde. Og hvad blev der lige af de frække kæresteweekender på hotel?

Alt sammen noget, der kan fjerne os fra vedligeholdelsessexen. Det gælder også mere eller mindre seriøse forslag fra vennerne til din polterabend.

Sexlivet udvikler sig

I bedste fald finder vi som par ud af, at vi gerne vil lege lidt – at vi vil udforske nye veje. Om det nu skyldes, at begge har gået med en hemmelig fantasi, som nu kommer på bordet, så vi kan forenes i opfyldelsen af den. Eller om det bare er en af os, der har en fræk fantasi, som vækker den andens nysgerrighed.

Frækt – passioneret – inderligt … vi kan lige så godt tale om vores fremtidige sexliv allerede til din polterabend. Foto: Andrea Altini, Pixabay

Øvelsen kan gentages med jævne mellemrum. At udleve én drøm, fører let til at en ny drøm opstår. Så må den også på bordet – eller rettere på den gule liste. Og de heldige eksperimenter bliver selvfølgelig optaget på den grønne liste.

Eksperimenterne kan også falde uheldigt ud: nye ting kan dukke op på den røde liste efter at være blevet afprøvet en enkelt gang.

Polterabend med trafiklyset

Men hvorfor ikke tage tyren ved hornene og få listen på plads inden brylluppet. Når jeg er ude at give en peptalk/sextalk til en polterabend, foreslår det som en lille leg til både mandens og kvindens fest at lave listen rød-gul-grøn.

Skulle brud eller gom sidde lidt paf tilbage med røde kinder (selv om jeg oftest er ude til polterabend hos modne brude/gomme), så vil gæsterne som regel være gode til at byde ind med inspiration. Så skal den stakkels hovedperson bare placere i de enkelte farver. Om brud og gom får sammenlignet noter efter brylluppet, kan vi jo lade være op til dem selv.

Men husk, at det aldrig er for sent at tænde lyset for dit sexliv.

Du kan booke mig til en peptalk om sexede (lys)signaler her eller give mig et kald på 25 46 42 68. Hvis du bare vil lade dig inspirere af mine blogs kan du skrive dig på nyhedsbrevet.


Foto: Stocksnap, Pixabay