Vores overlevelse og velbefindende som mennesker er afhængigt af berøringer. Vi har ligefrem et ord for manglende berøringer, ”hudsult”. Vi kan sagtens kramme venner og familie – og vildt fremmede, hvis vi tør – med god effekt. Når det gælder berøringer mellem elskende, er det derfor vigtigt, at vi kan sige: ”Sådan vil jeg gerne røres”.
Dette er en god øvelse i parterapien, men den kan til enhver tid benyttes af par til at komme tættere på hinanden. Og nok så vigtigt: til at blive bedre til at røre hinanden.
Som altid drejer det sig om, at vi som regel tager fejl, når vi antager noget. Vi glemmer at spørge. Og vi glemmer at fortælle. I dette tilfælde: sådan vil jeg gerne røres.
Øvelse i, at sådan vil jeg gerne røres
Især, når vi taler om seksuelle berøringer, har vi en tendens til at lagre informationen ”aha, det kunne hun/han godt lide”, og så gør vi det igen, næste gang vi dyrker sex. Det er der principielt ikke noget galt med. Men lad os nu starte uden for de erogene zoner.
Sid over for hinanden. Hvis du lægger ud, så berør din partner, som du tror, han eller hun gerne vil berøres. Giv dig tid. Gør dig umage. Tag så en pause, og prøv at røre din partner, som du gerne selv vil røres.
Derefter bytter I roller. Din partner rører dig, som hun/han tror, du gerne vil røres. Derefter som hun/han gerne selv vil røres.
For langt de fleste vil det være en øjenåbner. Begge dele er givetvis kærlige berøringer, men den berøring, som rører (!) os mest, vil efter al sandsynlighed være den, der udtrykker ”den rørendes” ønsker.
Begærlige hænder
Det er afgjort behageligt at blive favnet af ens elsker. At mærke begærlige hænder, der udforsker ens krop. Desværre oplever mange, at ”håndværket” hurtigt bliver rutine. Eller som en kvinde har beskrevet det: 1’eren, 2’eren og 3’eren: Det ene bryst, det andet bryst, klitoris.
Eller manden, som på anden (snakke)date ved farvelkysset lader hånden glide ned i skridtet på kvinden. For meget og for hurtigt.
Det brusende begær i den første forelskelse, når tøjet bliver revet af, og det langt fra er sikkert, at man rammer sengen inden sexen, er sjældent forfinet. Men når begæret er gensidigt, er alle berøringer dejlige. Og bagefter fortsætter berøringerne sandsynligvis. Længe. Og vækker ny lyst.
Begæret kan også sagtens komme til udtryk ved lange kys, ved skjulte kærtegn og berøringer alle mulige steder, når muligheden for at dyrke sex ikke lige et til stede. Når vi er forelskede, skal der bare ikke så meget til for, at en berøring er behagelig, sensuel og vækker lyst.
Rør ved mig
Det er mere i det lange løb, at vi skal huske at gøre opmærksom på, at sådan vil jeg gerne røres. Eller for at citere lidt pophistorie: ”rør ved mig – så jeg føler, at jeg lever”. Det er i bogstavelig forstand sandt.
Manglende kropskontakt kan ligefrem være dødbringende for spædbørn, og – måske især blandt enlige ældre – forekommer decideret hudsult. Det kan føre til depression, manglende livslyst og fysisk svækkelse.
Og da jeg undrende spurgte en kvinde, om mænd, der sender ”dickpics”, nogensinde har heldet med sig, svarende hun let opgivende, ”ja, hvis kvinden er tilstrækkeligt hudsulten”. Mangel på berøring, der fører til desperate handlinger.
Årsagen er, at berøringer, f.eks. et kram på over 20 sekunder, udløser oxytocin. Det er det hormon, der kaldes tilknytningshormonet eller ligefrem kærlighedshormonet. Det er det, der modvirker depressionen. Eller, som det vil opleves af de fleste, det, der giver os velvære.
Og her er vi altså slet ikke i nærheden af de erogene zoner. Selv om det indlysende giver masser af berøring og masser af oxytocin at ligge i ske.
Erogene zoner
Det er blevet sagt, at manden kun har en erogen zone. Bortset fra, at det er forkert, så kan det selvfølgelig godt forklare, hvorfor manden kører på rutinen (1’eren, 2’eren, 3’eren) eller går direkte efter skridtet, for det er jo en simpel oversættelse af, at sådan vil jeg gerne røres.
Hvis du som mand giver dig selv lov til at sanse, vil du opdage, at berøring mange steder er behagelig. Nogle steder så pirrende, at det sender signaler om almindelig rejsning. Der er altså mere nydelse at hente, hvis du giver dig selv lov. Både mænd og kvinder har personlige favoritter. Nyd dem dog.
Som tommelfingerregel er en kvinde imidlertid ti gange længere om at nå seksuel ophidselse end en mand. Motoren er længere tid om at varme op (til gengæld kan den køre længere). Heldigvis har kvinden flere erogene zoner (ud over de indlysende) eller måske mere korrekt: hun er som regel meget mere bevidst om dem.
Det varierer fra kvinde til kvinde, men ansigtet, håret, halsen, fødderne, haserne, inderlåret … nå ja, så kan vi godt regne ud, hvor det bærer hen. Og læberne, naturligvis – men kysset kræver en blog for sig selv.
Sådan vil jeg gerne røres i massagen
Og genkender du ikke også nogle wellness-behandlinger her? Ansigtsmassagen. Fodmassagen. Turen til frisøren. Massage er da velvære.
Men mon ikke mange kvinder vælger at sige nej tak til en massage, hvis det er ensbetydende med, at manden derefter forventer sex. Hvis vi i parforholdet derimod praktiserer at forkæle hinanden med berøringer og massage uden fast dagsorden, så behøver fodmassagen ikke stoppe ved knæet hver gang.
Her kan vi sagtens gøre massagen mere sensuel. Måske kan du låne tricket, jeg nævnte i starten. Er du modtager, kan du lade hånden glide ned ad din partners arm og sige, ”sådan vil jeg gerne røres”. Hvis du er massøren, kan du bede din partner røre dig, som hun/han gerne vil røres. Netop i dag og netop på dette sted. Og så fortsætter I på den måde.
I virkeligheden er der ikke grænser for den lystfyldte udveksling, vi kan have, hvis vi sætter tid af til at røre hinanden og udforske, hvordan forskellige berøringer påvirker os. Både seksuelt og ikke-seksuelt.
Afstand og berøring
Det er afsindig svært at være fraværende og glide fra hinanden, når vi hele tiden er i tæt fysisk kontakt. Derimod er det ret sikkert, at et par, som er i krise og oplever større og større afstand, ikke dyrker berøringen.
Jo, måske har de stadig sex, men berøring begrænser sig så til den rutinemæssige kælen (måske endda 1’eren, 2’eren, 3’eren), mens kærlig og sensuel berøring ud over sexen er tørret ud. Den fysiske og den følelsesmæssige afstand kommer altså til at afspejle hinanden.
Det er i den sammenhæng, at berøringsøvelsen kan bruges i parterapien. Berører du mig bare, fordi du gerne vil have sex med mig (og som du tror, jeg vil have det for at få lyst til sex). Eller berører du mig med hjertet og med hele dit sanseapparat i spil.
Når vi viser vores egne behov (sådan vil jeg gerne røres), bliver vi sårbare. Men den åbenhed kan også bane vej ind til de følelser, der knytter os sammen – eller i hvert fald tidligere har knyttet os sammen. Og hvis du har brug for den gulerod: det kan også sagtens åbne for nye erotiske berøringer og nye erotiske oplevelser.
Hvis du har brug for at tale om berøringer eller andre emner fra dit kærlighedsliv, kan du booke en samtale på 25 46 42 68 (send gerne en sms, så vender jeg tilbage. Du er også velkommen til at følge mine blogs og events ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Topfoto: Pexels, Pixabay