Du kan have skønne oplevelser med Tinder. Du kan møde den store kærlighed på datingsites. Ligesom du kan have dårlige oplevelser og møde grænseoverskridende mennesker. En anden ting er, at du risikerer at blive afhængig af netdating. Bekræftelsen i at blive begæret og bejlet til og spændingen ved de første møder udløser dopamin og serotonin, som kildrer hjernens belønningscenter. Præcis som stoffer, alkohol, sukker, spil og alt muligt andet, der skaber afhængighed.
Fordi vores hjerne reagerer på bekræftelse, er det faktisk muligt at blive afhængig af netdating. Det gælder ikke kun enlige, ældre mænd, som bruger titusinder af kroner på at skrive beskeder til falske profiler på (yngre og smukke) kvinder, som viser sig at være betalte (ofte mandlige) operatører, som beskrevet i DR’s Kontant. Også på det reelle datingmarked, hvor du rent faktisk kan møde dem, du skriver til, forekommer dette fænomen, også kaldt catfishing.
Du kender suset, når ham den flotte eller hende den søde svarer positivt på din henvendelse. Du kender følelsen af at gå på lyserøde skyer, når forelskelsen er gengældt. Sandsynligvis kender du også smerten, når det er slut; abstinenserne.
Når Tinder og diverse datingsites tilsyneladende tilbyder dig at vælge og vrage mellem et uendeligt antal attraktive kandidater, så er det fristende at vælge det første og springe det sidste over. Der er flere fisk i havet. Du vælger at surfe på bølgen af endorfiner og undgår at lade dig såre.
Brug og smid væk
”Det er ikke hævn, som driver mig; det er kulturen. Jeg er blevet integreret i et miljø, som på snedig vis har ændret min adfærd og mine værdier. Vi svarer ikke hinanden, vi unmatcher hinanden, vi bruger hinanden, og vi smider ud”.
Citater stammer fra en Tinder-bruger, der netop opfatter sig selv som afhængig. Som en, der har mistet kontrollen med sin brug af Tinder-dates, og som føler, hun har mistet evnen til at knytte følelsesmæssige bånd.
Mønsteret kan være altid at holde forholdene overfladiske. Det er jo bare sex. Det kan være, at du holder en dør åben til hende/ham, du var sammen med i fredags, mens du allerede aftaler en date ham/hende, der lige ser lidt mere lækker ud. Og imens swiper du videre, for der kunne jo vente den helt store gevinst.
Afhængighed af overfladen
Selv om du indleder et længere forhold med en, så binder du dig ikke og du undgår en dybere tilknytning, for du vil ikke risikere at blive såret, hvis han/hun nu vælger at dumpe dig. For en sikkerheds skyld dropper du måske en elsker/kæreste først, så snart det bliver en smule besværligt. Du vil jo nødig være den, der bliver droppet.
Det spil kan du holde kørende længe. I hvert fald så længe du er lækker (i andres øjne), og så længe du kan finde nogle lækre typer at swipe til højre, så der er tilstrækkeligt mange matches til at vedligeholde dit dopamin-rush. Så længe du kan tilfredsstille din afhængighed af netdating.
Samtidig risikerer du at blive afhængig af komplimenterne og dermed af dit udseende. Selv om vi kan holde os smukke og lækre i mange år, så er ydre skønhed forgængelig. Derfor kan det let blive en plage at skulle opretholde den perfekte facade – og et tab af selvværd, når det ikke længere kan lade sig gøre og der bliver længere mellem likes/matches/tilbud.
Hvad er afhængighed
De fleste forbinder nok afhængighed med alkohol og narkotika. I princippet kan vi blive afhængige af alt – af mad (især sukker), spil, arbejde, motion, sex. Og altså netdating. Selvfølgelig kan afhængigheden også opstå ”live”, hvor det er scoringen, der er udløser dopamin-belønningen. Ikke hvem du scorer. Det omtales nogle gange som “Don Juan-syndromet”.
Afhængigheden bliver til et misbrug, når det tager kontrollen over dit liv i en sådan grad, at det ødelægger dine relationer eller vigtige funktioner i dit liv. I forhold til at være afhængig af netdating er det, der kan blive ødelagt som nævnt ovenfor din evne til at indgå i et stabilt parforhold.
Dermed også være sagt, at du ikke er afhængig af netdating, bare fordi du har en profil på dating.dk eller har været på Tinder en gang imellem. Du bliver heller ikke alkoholiker af at drikke et glas vin en gang imellem. Det afgørende er, om din brug af datingsites har påvirket din adfærd.
Tjek din adfærd
Så træk lige vejret, og kig på din egen adfærd (brug om muligt en god ven som sandhedsvidne):
- Undgår du nærhed og holder dine net-forbindelser uforpligtende?
- Spiller du på flere heste: Nyder du opmærksomheden, flirten med flere på en gang?
- Er du ærlig om dine intentioner?
- Tillader du, at et forhold kan udvikle sig til mere end en flirt, eller er det nyhedens interesse, der er det vigtige?
- Tør du give dig hen og være sårbar: Giver du udtryk for dine følelser over for en partner, eller beskytter du dig bag et skjold for ikke at blive såret?
- Hvor høj intensitet forventer du af et forhold: Holder du fast, selv om du ikke hele tiden svæver på forelskelsens skyer?
- Tillader du dig at føle sorg, når et forhold er slut: Er du i kontakt med dine følelser, eller bruger du dopamin-rushet fra den næster date til at dulme smerten?
Der er naturligvis intet galt i at nyde dit singleliv. Du kan sagtens have erotiske forhold, der ”bare” vedligeholder dit sexliv. Både af kortere og længere varighed. Forskellen ligger i, om du interesserer dig for det andet menneske – eller kun for den tilfredsstillelse, han/hun giver dig. Og i om du er ærlig i din relation.
Forskellen ligger nemlig også i, hvordan du behandler dem, du har været sammen med. Altså hvordan du afslutter forholdet. Det siger nemlig noget om, hvem du er.
Sjovt single-liv eller afhængig af netdating
Som med alle afhængigheder er du sjældent opmærksom på, at du er ved at blive afhængig. Når du skøjter rundt på Tinder fra den ene sjove date til den næste, nyder du jo netop bare dit singleliv.
Men hvis du et eller andet sted ønsker dig et liv med ”den rigtige”, så skal du jo være i stand til at mærke, når du møder hende/ham. Det er svært, når din opmærksomhed er rettet mod den næste Tinder-date, mod dit næste ”fix”.
Det er svært, når du hele tiden skal være opmærksom på, at du kan sælge varen. Din energi ligger i at se godt ud, være lækker og sexet. Du fokuserer på at tiltrække dig opmærksomhed og blive bekræftet af andre – dine næste Tinder-dates.
Meget vil have mere
Hvad gør du så, når du ikke kan få dit fix fra de mænd/kvinder, som du er vant til at date? Du kan selvfølgelig kaste nettet videre ud. Du kan købe dig til profiler på flere datingsites. Du kan udvide filteret, så du søger blandt partnere, der ikke er så unge, så høje, så slanke, så veluddannede, så hvad-det-nu-end-er-du-søger.
Her er det let at genkende mønsteret fra andre afhængigheder. Bliver du afhængig af netdating, vil du få behov for at sætte dosen op. Og jo længere du bliver i afhængigheden, desto sværere bliver den at slippe.
Jeg vil gerne nævne, at erfaringen med stofafhængighed blandt Vietnam-veteranerne, er, at de soldater, der kom hjem til trygge relationer, havde lettest ved at slippe afhængigheden. De, der savnede et netværk, blev derimod hængende i misbruget.
Dit livs kærlighed – resten af livet
Er du bange for, at du er blevet afhængig af netdating, så ligger løsningen måske lige for, nemlig at vælge kærligheden. At vælge et menneske at kaste din kærlighed på og nære hengivenhed for. Det handler ikke om at gå på kompromis, men om at acceptere at ingen er perfekte. Heller ikke dig selv.
Din afhængighed vil hviske dig i øret, at der er en bedre en derude. Det kræver et bevidst arbejde at følge hjertet og ikke det dopaminhungrende belønningscenter. Du kan også bruge din familie og dine venner, når du føler trangen. Bare ikke dine festlige venner og veninder, der spiller Tinder. Det fodrer din afhængighed, så der må du holde afstand.
Er det nødvendigt med en “afgiftning” er det måske ikke på et datingsite, at du skal finde ham eller hende, du vælger at holde fast i. Måske du skal tage ”en kold tyrker” og slette alle profiler og apps. Prøv at være alene med det eneste menneske, du med 100 % sikkerhed skal være sammen med resten af dit liv. Dig selv.
Slip din afhængighed af netdating
Når du så på et tidspunkt møder en mulig partner – live eller på et datingsite – kan det være en idé at insistere på slow dating. Altså at I lærer hinanden at kende over tid, før I indleder et forhold. Det vil ikke mindst teste din egen evne til ikke at lade dig styre af dopamin-fixet.
Du kan blive bevidst om, at et kærlighedsforhold handler om fælles værdier. Jo, dejlig sex med dopamin og serotonin, men også kram i sofaen og vandreture hånd i hånd, som udløser oxytocin, som knytter jer sammen.
Som med alle afhængigheder kan du også slippe afhængighed af netdating. Du kan godt få støtte og vejledning i terapi, som du kan booke på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Og du er velkommen til at følge mine blogs og holde øje med kommende arrangementer ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Tinder-bruger citatet stammer fra et læserbrev i Politiken 30/1 2020.
Foto: StockSnap, Pixabay