Ingen ønsker sig at opleve hjertesorg. Det er bare en livsbetingelse, som vi næppe kommer ud over. Så frem for at hænge os alt det negative, kan vi prøve at se på det positive. Hvad har jeg lært af ham/hende? Menneskeligt, professionelt, følelsesmæssigt – og seksuelt. Du kan kalde det seksuel læring.
Sex er ikke en akademisk disciplin, der kan læres fra en bog. At vide, hvordan vi opnår seksuel nydelse, og hvordan vi giver andre seksuel nydelse, er et håndværk, vi tager til os via mesterlære. Sædvanligvis med flere mestre livet igennem.
En seksuel læring, som de fleste meget hurtigt kommer efter, er, at ”det virker ikke hver gang”. Det, som drev vores sidste elsker til ekstase, virker ikke nødvendigvis med den næste. Kan han ikke lide mig? Er hun frigid? Hvis vi ikke har lært – eller erkender – at alle er forskellige, så kan vi få en skuffende oplevelse med en ny partner.
Generelt øger vi dog vores seksuelle potentiale gennem erfaring. Dermed også være sagt, at selv om vi afslutter et forhold med at synes, at vores ekskæreste er et røvhul, så kan vi godt uddrage noget godt af forholdet. Hvis vi havde fantastisk sex, så er det en seksuel læring, som vi kan have glæde af. Med en ny, dejlig kæreste.
Seksuel læring hele livet
Selvfølgelig har vi selv ansvar for at lede vores nye partner på vej, så hun/han gør det, der tilfredsstiller os. Du kan sige, at vi lærer med vores elskede. Men hvordan ved vi det, hvis vi aldrig har oplevet det med en partner før? Seksuel læring består også i, at vi bliver udfordret af nye partnere. At vi er åbne for nye oplevelser.
Det er ikke forbeholdt de hormon-boostede teenagere, men kan ske livet igennem. Sædvanligvis skal der ikke meget til for at give en teenagedreng udløsning. Netop den oplevelse kan faktisk godt komme til at skygge for, at også mænd kan opnå orgasme, hvilket er noget helt andet (selv om de to ting ofte er forbundne). Samtidig kan det stå i vejen for en seksuel læring i forhold til pigens/kvindens orgasme. På begge områder der er en åbenlys gevinst for mænd ved at gå efter mere seksuel læring.
Og ja, du kan sagtens læse en bog om tantra og om, hvordan du som mand bliver multiorgastisk. Men at lære håndelaget for at give og modtage i tantrisk sex, det er noget, du skal lære af en anden. Det er ofte noget, både kvinder og mænd kaster sig ud i, i en mere moden alder. Der er kurser – gerne for par.
Tag det som en erfaring
Ligesom vi kan tage tantra til os som par og lære sammen, kan vi selvfølgelig udvikle os som seksuelle væsner i parforholdet. Det kræver bare åbenhed for fornyelse. Seksuel læring forudsætter, at vi ikke ser partnerens ønske om noget nyt som en kritik.
Vi er sjovt nok åbne for, at en ny elsker gør tingene på sin måde. Det er ret indlysende, at hun eller han gør det, han/hun plejer at gøre for at opnå og give nydelse. Det kan være noget helt andet end det, vi et vant til. Det kan indebære en praksis, som vi ikke før har mødt. Eller at vedkommende gør det på en måde, som ikke tilfredsstiller os.
Ikke alle kan lide det på den samme måde. Men ligesom de fleste sikkert har erfaret, at ikke alle er lige gode til noget – oralsex for eksempel – så kan mødet med en ny partner, der gør det på en anden måde, åbne for nydelse ved noget, der ikke før ophidsede os.
Er det egentlig ikke indlysende at tage forelskelsens praksis med ind i parforholdet, så vores sexliv holder sig frisk?
Intuition og eksperimenter
Seksuel læring handler i høj grad om fysisk intuition. Det gælder ikke mindst, når vi ønsker at tilfredsstille vores partner. Hvornår det skal være blidt, hvornår det skal være hårdt. Det handler netop ikke om at kunne alle stillinger i ”bogen” eller om at komme hele repertoiret igennem. Det handler om at sanse, hvordan berøringer, bevægelser, hastighed, afveksling og vedholdenhed virker på din partner.
Og hvis din partner ikke gør det? Det er også seksuel læring at turde være egoistisk på den gode måde. En ny elsker er sjældent bange for at efterkomme et ønske, der kan drive hans/hendes nye partner til den syvende himmel. Der er jo også en gensidighed, hvor vi så kan komme med vores egne ønsker.
Det er her kæden nogle gange ryger af i etablerede parforhold. Hvis ønsket om en ny variation opfattes som en kritik, så kan det give problemer i parforholdet. Eller endnu værre; det kan tænde jalousiens flamme: For hvor har min partner nu lige fået den idé fra?
Her kan en samtale med sexologen komme ind i billedet, hvis der er knas i kommunikationen. Send en sms på 25 46 42 68, så finder vi en tid.
Din partners nye ønsker kan selvfølgelig komme fra en bog. Det er også muligt, at hun/han har ideen fra en tidligere elsker, og fred med det. Pointen er, at din partner gerne vil prøve det med dig! Så er det lige meget, om motivationen er selv at opnå større nydelse eller at finde ud af, om I begge opnår større seksuel tilfredsstillelse.
Porno eller ej
Især i de unge år, hvor erfaringen er mindre, er det oplagt, at porno kan være en inspirationskilde. Det kan det også være, når vi bliver ældre, for det ser jo enormt frækt ud, og de får kolossale orgasmer hele tiden.
Nu er porno fiktion. Stillingerne er ikke udtryk for, hvad der virker, men for, hvad kameraet skal se. Hverken den begejstrede stønnen, de imponerende ejakulationer eller de højlydte orgasmer er virkelighed. ”Handlingen” ser altid bort fra, at skuespillerne har varmet op på forhånd.
En helt anden ting er, at vi hver især kan lære af, hvad vi tænder på i pornoen. Der er ikke noget galt i at erkende seksuelle fantasier, så længe vi husker, at porno ikke er instruktionsfilm.
Så er der meget mere seksuel læring at hente i de famlende ungdomsaffærer, i vores forelskelser og korte forhold livet igennem. Erfaringen gives videre – forhåbentlig til fælles glæde. Men igen: hvad der er godt med én partner, er ikke nødvendigvis godt med en anden.
Seksuel læring i parforholdet – og alene
Så er vi tilbage ved parforholdets udfordring. Her kan sexlivet let blive rutine. Det skal gå hurtigt. Vi skal tidligt op i morgen, Børnene kunne vågne. Vi går efter ”det sikre”. Alt det der. Men hvis der er en seksuel læring i de stabile, langvarige parforhold, så er det netop, at sexlivet prioriteres. At det får tid, at der kan eksperimenteres, og ja, at der kan inddrages tidligere erfaringer.
Vi modnes, ældes, forandres, oplever hormonelle forandringer. Alene derfor er der god mening i at udvikle sexlivet, så det passer til os lige her og nu.
Det er nemt nok at sige i min alder, at jeg ikke forventer, at en ny partner er jomfru. På samme måde er det indlysende, at det har vi alle været engang. At komme fra den ene position til den anden kræver seksuel læring; at vi har mødt, elsket og dyrket sex med en del – måske mange – partnere gennem livet. Lad det komme dig selv og din partner til gode.
Savner du (og din partner) inspiration til et bedre sexliv, eller har du svært ved at formidle nogle gode erfaringer til nye partnerne, så kan du booke en samtale på 25 46 42 68 (send en sms, så finder vi en tid). Måske du også kan lade dig inspirere af mine blogs, som du kan følge ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Vi udvikler os og forandrer os, måske får vi også nye lyster. En ting, der som regel står på prioriteringslisten er imidlertid, at en kæreste/elsker har lært kysse godt. Topfoto: Redleaf Lodi, Pixabay