Smerte og vellyst, en god endefuld, dominans, blindfold, pisk og klemmer … og de der nuancer af grå. BDSM er nærmest blevet mainstream; mange har prøvet det, nogle nøjes med at lade sig pirre af tanken, næsten alle har hørt og læst om det. Men hvordan bliver smerte til en nydelse?

Der er noget uendeligt pirrende i billedet af den unge, lingeriklædte kvinde med den velformede røv … og pisken. Er hun på vej for at dominere sin elsker, eller er hun den underdanige slave, der er på vej med pisken til sin herre? Begge fantasier er lige gyldige og faktisk ikke umulige at forene – mange, der dyrker BDSM (bondage, dominans/submission og SM, sadomasochisme), skifter rolle og er skiftevis ’top’ og ’bottom’.

Polaritet

Det er ret indlysende, at dominans, hvor den ene styrer og den anden adlyder, er den ultimative virkeliggørelse af princippet om en ’giver’ og en ’modtager’ i god sex. Lige så indlysende er det, at det er et middel til at (gen)indføre polariteten i sexlivet, hvis parforholdet er ved at blive en ligestillingsgrød, hvor man snart ikke kan kende forskel på mand og kvinde (eller mand/mand, kvinde/kvinde etc. med en tilsvarende dynamik).

Dette må endelig ikke opfattes sådan, at den dominerende er undertrykkende. I virkeligheden tjener han/hun den submissive, der lægger hele ansvaret for oplevelsen, for sin seksualitet og sin nydelse over på den dominante. Den submissive er fri til at nyde.

Smerte og nydelse

Men kan man så nyde smerte? Det kan der gives mange svar på. Et klask i røven kan være stimulerende. Smerten udløser endorfiner og gør i øvrigt huden mere følsom – også over for kærtegn. Mange – måske især kvinder – vil kende det fra stimuleringen af brysterne, at berøringen er nydelsesfuld. Til en grænse. Nogle gange kan det være ophidsende, at elskeren klemmer, niver eller bider – andre gange smertefuldt, så alle kontakter slukkes. Balancen og opmærksomheden på partnerens respons er afgørende for at holde sig på nydelsens vej.

Ultimativt søger masochisten, der føler nydelse i smerten, dog en form for ekstase. Nogen omtaler dette som ’subspace’, en trancelignende tilstand, som de forbinder med stor nydelse – endda en åndelig oplevelse. Selv om udtrykket er nyt, er fænomenet det ikke, idet selvpineri/smerte/sult i shamanistisk og religiøs praksis har været brugt til at komme nærmere en guddommelighed.

Også i mange niveauer inden ekstasen tjener smerten et formål. Den understreger giver/modtager-forholdet, altså modtagerens magtesløshed og dermed ansvarsfrihed, og binder modtageren (og giveren) i nuet. Reb, lænker, manchetter, blindfold – altså at berøve modtageren hans/hendes synssans – gag og andet legetøj fratager yderligere modtageren kontrollen. Det er okay at savle. Sex skal ikke være pænt.

Rollespil, men ikke spil for galleriet

De fleste vil være bekendt med BDSM fra porno og ”Fifty Shades of Grey”, hvor der som regel spilles til fordel for kameraet. Men selv om BDSM er rollespil, så er det ikke skuespil. Det skal ikke se perfekt ud, men føles godt. Der kan ikke klippes i en virkelig SM-seance, så nogle gange kan man ikke komme lige hurtigt eller elegant fra en stilling til en anden. Den dominante skal bare huske, at han/hun er i kontrol og kan tage den tid, der skal til – og selvfølgelig kan komme til at fumle.

En helt anden ting er, at uniformen sagtens kan indgå i rollespillet – læder, latex og tøj, der understreger, hvem der er dominant, og hvem der er submissiv. Der er afgjort et æstetisk element i at dyrke BDSM. Indgår et større udvalg af piske i legen, er det et ’must’, at brugeren har øvet sig i at ramme (at øve sig i at tænde og slukke en kontakt er blevet foreslået som en glimrende træning). Det handler om at påføre smerte, ikke skade.

Men hvad skuespil angår, så er der den lighed, at det helt afgørende er samspillet. Parterne i BDSM er ikke modspillere, men medspillere. Uanset om man lægger det lag ind, hvor den submissive har været ’uartig’ og derfor må straffes, eller om den dominante bare nyder at ophidse den submissive med smerten, så kræver BDSM en total tilstedeværelse og opmærksomhed på hinandens signaler. Den submissive udviser som nævnt total tillid ved at lægge ansvaret over på den dominante, der til gengæld skal være opmærksom på den submissives signaler: kan han/hun tåle lidt mere, skal der en pause til, skal vi gå videre, skal det være vildere?

Tid og rum

Det giver en indlysende forklaring på, hvorfor dyrkere af BDSM siger, det er en bedre oplevelse. Der er simpelthen en masse nærvær i akten, og det hele foregår i et særligt rum – en boble, hvor hverdagens problemer bliver efterladt udenfor. Jo flere ingredienser, der kræves – fra særligt tøj til et SM-rum – desto mere bliver det et ritual, der adskiller sig fra dagligdagens trummerum. Hvor det for par nogle gange bliver nedprioriteret at skabe rum for god sex, giver det sig selv, at BDSM-parret skal finde flere timer til at dyrke ordentlig sex. Så ja, par, der dyrker BDSM, har som regel også ’vaniljesex’ (sex uden BDSM) med hinanden – hvis de ikke vælger at spare den seksuelle energi op, til næste gang de kan sætte 2-3-4 timer af til at være der 100 % for hinanden.

Pas på dig selv

Og så lige de obligatoriske advarende bemærkninger: Har du lyst til at eksperimentere på ’det frie marked’, så vælg en klub – SMiL holder jævnligt introduktionsaftener, og her kan man møde erfarne partnere. Fantasien om ’den mystiske herre/frue’, som per sms befaler en at tage ud i skoven eller fører en til en hemmelig adresse, hvorefter man prisgiver sig hans/hendes ønsker, er simpelthen livsfarlig: Man aner ikke om han/hun vil overholde stopord, eller om vedkommende har styr på sine teknikker. Hvad stopord angår, gælder det at undgå ord, der kunne forekomme spontant i legen (f.eks. den submissives ’nej’). Trafiklyset – grøn/gul/rød – opfylder de basale behov.

Og endelig: nej, BDSM er ikke for alle. Det er ikke noget man skal have prøvet for at være en helbefaren elsker. Det er i alle tilfælde noget, man skal være to om. En giver og en modtager … måske på skift.