I alle relationer – og specielt i kærlighedsrelationer – gælder det om at blive på egen banehalvdel. Hvis vi egoistisk passer egne interesser på egen banehalvdel og ikke påtager os retten til/ansvaret for, hvad der sker på andres, løses mange konflikter af sig selv. Også parforholdets.

Joke: Den unge pige spørger ulykkeligt sin mor: ”Hvad nu, hvis jeg ikke møder den rette?” Moderen svarer: ”Lad mig fortælle dig en hemmelighed: der findes kun forkerte – så må vi rette dem til senere.” Tilføj selv dåselatter.

Eksemplet inspirerer

Livet bliver så uendelig meget lettere, hvis vi accepterer, at vi ikke kan lave om på andre. Vi kan kun lave om på os selv og vores optræden. Det vidunderlige ved den erkendelse er, at vi vil opleve, at andre ændrer sig, når vi gør det. Fordi de ikke føler sig manipuleret af os, og dermed er frie til at gøre, hvad de har lyst til, og måske fordi de lader sig inspirere af eksemplet.

Eller som man siger om børn: de gør ikke, hvad vi siger – de gør, hvad vi gør.

Selvfølgelig vil vi møde mennesker, der blander sig i vores sager. Ligesom vi kan komme til – i bedste mening – at overskride stregen. Vi vil jo bare hjælpe. Men når vi glemmer at spørge, hvordan et andet menneske har det, og om det har brug for hjælp – så antager vi, at vi ved, hvad der skal til. Og når vi antager noget, tager vi sandsynligvis fejl.

Derimod gælder det selvfølgelig om at være lydhør over for, hvad der foregår på partnerens banehalvdel. Hvis du er i tvivl, så fortæl, hvad du har hørt, og få bekræftet, at det er korrekt.

Tak fordi du siger din mening

Så lyt engang imellem til dig selv: Hvor er du henne?

”Du kunne også gøre …” ”Skulle du ikke hellere …” ”Det er da meget hurtigere at …” Eller den absolutte dræber i parforholdet: ”Hvorfor gør du aldrig …” Her står du midt på en andens banehalvdel!

Eller bruger du enkle spørgsmål som ”har du brug for hjælp, hvordan kan jeg hjælpe dig, vil du høre min mening”? Det er en helt anden sag, hvis du bliver inviteret indenfor på et andet menneskes banehalvdel.

At tænke i banehalvdele kan også bruges til at afmontere skænderier. Hvis du husker, at ligegyldig hvad du får smidt i hovedet, så kan du altid svare: ”Tak, fordi du siger din mening”. Du har ikke givet den anden ret. Du har ikke forsvaret dig. Du har ikke skudt bolden tilbage på den andens banehalvdel. Men du har anerkendt, at du har hørt vedkommendes mening.

Hvorfor bære straffen for andres krænkelser?

Og nej, sådan har det ikke altid været, og ja, vi er blevet såret. Men det er fortid, og hvis vi vælger at bære nag, så er det værd at huske, at nag det er noget, vi selv bærer – ikke den vi føler os krænket af. Vi accepterer at bære straffen for noget, en anden har gjort! Det er ret dumt.

Der kan meget vel være tale om, at vedkommende netop har overskredet linjen og er trådt ind på vores banehalvdel. Og vi er gået ind på den præmis ved at begynde et skænderi. Vi har ladet den anden gå ind på vores banehalvdel. Nej – så hellere ”Tak, fordi du siger din mening”. For ’din mening’ forbliver på den andens banehalvdel.

JEG mener – JEG synes

Det er faktisk ikke egoisme at starte alle sætninger med ’jeg’.  Alt, hvad jeg mener, bliver på min banehalvdel. Og selv om jeg mener, at min partner er dum, uretfærdig, doven, ukærlig, kold, så kan han/hun jo bare takke mig for at sige min mening. Jeg er sikker på, at han/hun har en anden mening om det.

Det samme gælder med positive holdninger og komplimenter. Som det siges: ”beauty is in the eye of the beholder”. Skønheden ligger I min opfattelse af dit udseende: “Hvor er du smuk (i mine øjne)”. Så behøver du ikke sammenligne dig med modebillederne, undskylde et par kilos afvigelse fra idealvægten, alderens uafvendelige spor på kroppen. Så kan du frit glæde dig over, at jeg ser dig på den måde.

Rigtigt og forkert

Hvis jeg må tillade mig at være lidt pædagogisk og vende tilbage til børnene, så er der en verden til forskel på at sige ”det må du ikke” og ”det vil jeg ikke have, du gør”. Det kan godt være, at vi som voksne bestemmer og (som regel) ved bedre, men hvor den første sætning henter autoritet fra et almægtigt gudsbegreb om rigtigt og forkert, så udtrykker den anden ’bare’ vores mening.

Selv om det bliver, som far/mor siger, så fratager vi ikke barnet retten til at mene noget andet, til at have lyst til at prøve en anden måde. Barnet er ikke syndigt, fordi det vil noget andet. Det behøver ikke skamme sig. Og vi voksne bliver på vores egen banehalvdel.

Hvis den ene af parterne synes, at stemningen er helt rigtig på første date, og har lyst til at fortsætte med et seksuelt møde, så er det vel en slags kompliment. Men det betyder ikke, at den anden har det på samme måde: ”Jeg er smigret, men jeg vil gerne lære dig bedre at kende/jeg kan ikke gengælde dine følelser”.

Erotiske banehalvdele

Så denne filosofi giver også mening på det erotiske felt. At blive på egen banehalvdel betyder at tage ansvar for egen nydelse. Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som ikke at interessere sig for, hvad partneren nyder.

Men i stedet for at antage, at hun gerne vil have gnubbet/slikket klitoris som forspil, kan han bliver på sin egen banehalvdel og give udtryk for, at han finder det sexet at kæle for hendes krop. At han har lyst til at ophidse hende. Dernæst kan han spørge ”Hvor kan du godt/bedst lide at blive rørt? Hvordan kan du godt lide at blive slikket?”

Vejviser til nydelse

Men hvis jeg må tillade mig en antagelse: De fleste kvinder vil sikkert finde det ret usexet med en mand, der hele tiden – midt i akten – spørger ”er det her godt for dig”? Derimod kan de tage ansvaret for deres egen nydelse ved at stønne højt og sige ’åh ja’, ’det føles vildt dejligt’, ’mer-mer’ og lignende, når kæresten er på rette spor.

Der er heller ikke noget i vejen med, at han tager ansvaret og siger, at han holder af et godt blow job, men hun kan tage ansvaret for at sige, at hun synes, det er mest lækkert, når han tager et bad først. (Og som sædvanlig kan han/hun skiftes ud efter behag).

Lige til grænsen

Hvis vi holder os til at fortælle, hvordan vi føler den andens kærtegn, bliver vi på egen banehalvdel. ”Jeg elsker, når du …” Hvis vi giver karakterer og bedømmer den anden som god/dårlig elsker, er vi ovre på den forkerte banehalvdel.

Når vi udtrykker vores lyst, risikerer vi selvfølgelig at støde på den andens grænser. Vi kan serve så lavt, at bolden går i nettet. Men vi giver samtidig vores partner mulighed for at udforske sine grænser og tage stilling til sin lyst på det område.

Ja, de unge mænd har måske vildt lyst til analsex ved første stævnemøde. Uanset, hvor de har fået den idé fra, så er lysten/følelsen okay. Men hvis det ikke er din lyst, så ”tak, fordi du siger din mening” … (alternativt: ”Åh ja, jeg har altid haft lyst til at bruge en strap-on-dildo”).