fbpx
Der er forskel på fantasi og virkelighed. Det gælder også sexfantasier. Der er ingen garanti for, at den udlevede fantasi står mål med drømmen. På den anden side kan drømmesex også vise vejen til, hvordan vi kan udvikle vores sexliv og få mere tilfredsstillelse.

Ikke alle har drømmesex. Både i betydningen, at ikke alle har erotiske fantasier og – naturligvis – i betydningen, at deres sexliv ikke lever op til det, de drømmer om.

Ikke alle har sexfantasier og bruger for eksempel fantasierne, når de har solosex. Men mange har. Rigtig mange har endda de samme fantasier. Der er absolut ingen grund til at skamme sig over det. Hvis vi tør tale om det, risikerer vi jo at finde ud af, at vores partner har en tilsvarende fantasi. Det kan potentielt føre til drømmesex i virkeligheden.

Statistiske sexfantasier

Som altid kan vi finde svar i Sexus Rapporten, når det gælder danskernes sexliv – også vores fantasier. Mændene har den vildeste fantasi – eller fantaserer i hvert fald oftere end kvinderne inden for de kategorier, der er blevet undersøgt.

Som regel har mændene også i højere grad udlevet fantasierne end kvinderne. Den ene markante undtagelse gælder sexlegetøjet (dildo, vibrator), hvor flere mænd har fantaseret, men ikke prøvet, mens markant flere kvinder har prøvet legetøjet. Det gælder alle aldersgrupper.

Nogle sexfantasier er lettere at få tilfredsstillet end andre – men primært for kvinder. At få stimuleret anus er en af dem. Foto: Joni, Pixabay

Den anden undtagelse er analsex (at stimuleret anus), hvor fordelingen er nogenlunde den samme. Flere kvinder end mænd har prøvet det, flere mænd end kvinder har fantaseret uden at prøve det.

Drømmesex for kvinder

Selv om Sexus Rapporten også i forhold til dominans/underkastelse konstaterer, at mændene fantaserer mere på dette område, så er det – i lidt videre forstand – en af de mest udbredte kvindelige fantasier. Således fandt Joan Ørting og Karen Seneca (Varm Weekend, 2008) følgende fantasier:

  • At blive domineret og bestemt over
  • At blive kidnappet i en bil og blive bundet og brugt
  • At to mænd tager hende og bruger hende
  • At blive forført af en fremmed i toget, der lægger sin hånd på låret, fører den op i hendes skød og onanerer hende til en orgasme
  • At blive taget

Det kan virke noget paradoksalt efter #metoo. Tager vi højde for, at kvinder ofte tager ansvaret både i hjemmet og på arbejdspladsen, giver det imidlertid mening, at det kan være seksuelt frisættende, at lade manden tage ansvaret for drømmesexen.

At blive taget

Som en klient udtrykte det, så mistede hun interessen for sin voldtægtsfantasi (med 3 mænd) i det øjeblik, hvor hun gav efter for mændene. Selve akten, penetrationen, var ikke interessant eller ophidsende. Det essentielle for hende var opgivelsen af magten over egen krop. Eller om du vil: at give ansvaret fra sig.

Drømmesex behøver ikke være politisk korrekt

At blive taget med magt kan handle om at slippe ansvaret. Det ligger så hos den anden, der skal sikre, at samtykket til magtanvendelsen fortsat er til stede. Foto: Angela Lazeta, Pixabay

Det peger naturligvis på, at virkeliggørelsen af den seksuelle fantasi kunne ligge i rollespil. Her kan vi bruge begrebet Consensual Non-Consensual (CNC), altså at man giver samtykke til sex uden samtykke. Alene udtrykket understreger, at det skal praktiseres mellem mennesker, der har tillid til hinanden.

Det er et basalt begreb inden for BDSM, men selv uden håndjern og piske er det selvfølgelig afgørende, at der er en aftale mellem parterne – samtykke. Samtykket kan trækkes tilbage. Derfor har man et stopord.

Når det kommer til at praktisere dominans/underkastelse, er der nogenlunde lighed mellem kønnene. Cirka 10 % af os praktiserer det i en eller anden udstrækning.

Drømmesex for mænd

Hvad mændenes sexfantasier angår, er der god overensstemmelse mellem Ørting/Seneca og Sexus Rapporten:

Drømmesex og solosex

Mandens sexfantasi om to kvinder sammen er voyeuristisk og hører ofte sammen med solosex. Foto: Bui Thi, Pixabay

  • At se to kvinder dyrke sex sammen
  • At lege med forskellige rollespil
  • At en kvinde selv tager, hvad hun vil have
  • At blive domineret og selv være passiv
  • At blive taget af en anden mand
  • At være den store stygge ulv, der gør en ung, ren pige beskidt….

Eller med rapportens ord: 41 % af mændene drømmer om sex med flere personer samtidig mod 20 % af kvinderne. Hvad dominansfantasien (m/k: 19/15 %) angår, har Sexus ikke spurgt til, hvilken rolle man indtager, men mændene er åbenbart til både det ene og det andet.

Fra sexfantasi til virkelighed

Når drømmesex skal udleves i virkeligheden, så lader kvinderne til at tage føringen. Kun hvad angår sexlegetøjet og analsex, er der flere, der lever det ud end fantaserer om det. Mandefantasien om at se to kvinder dyrke sex er nok også mere en onani-fantasi end noget, der umiddelbart kalder på at blive udlevet.

Drømmesex og underkastelse

I drømmesex indtager manden ikke altid den dominerende position. Kvinden, der tager, hvad hun vil have, er også en sexfantasi. Foto: Sabine Mondestin

Både kvinders og mænds fantasier om at tage og blive taget kan realiseres i dominans/underkastelse, men kan også uden kæder, lak og læder praktiseres ved en rollefordeling mellem en henrykker og en henrykt (jf, David Deida, Den maskuline mand 2017).

Sammenligner vi de to lister, er det slet ikke umuligt for kvinden af få sin drømmesex, hvor hun bliver taget, fordi manden gerne vil lege rollespil og ”være den stygge ulv” (i en CNC-sammenhæng, naturligvis).

Der er således tre skridt i at udleve fantasien med vores partner. Det første er at finde essensen i vores fantasi (der hvor den ”peaker”). Det andet er at kommunikere denne fantasi til vores partner. Det tredje er at få indarbejdet fantasien i sexlivet til begge parters tilfredshed. Ja, drømmesex.

Hjælp til drømmesex

Hvis du har svært ved at udtrykke, hvad du har lyst til, f.eks. hvis du skammer dig over en fantasi, så kan det være godt at tale med en sexolog. Meget ofte opstår fantasien tidligt i livet i et samspil mellem begejstring og netop skam. Det er spændende, men forbudt. Det ophidser dig, men du tør ikke stå ved det.

Sødt og romantisk, men hvad nu hvis manden kom som “den store stygge ulv” … og hun drømte om at blive taget. Hvis fantasierne matcher, kan begge parter få drømmesex. Foto: Jess Foami, Pixabay

Nogle gange fordufter en fantasi, når du indser, hvor den kommer fra. Nogle gange beslutter du, at fantasien bedst forbliver fantasi.

Hvis det ikke er let for dig/jer at få løst op for seksuelle frustrationer i parforholdet, kan sexologen igen hjælpe. Det kan både være dig selv, der holder tilbage med at fortælle om dine fantasier, og du kan føle, at din partner holder tilbage. I begge tilfælde kan det hjælpe med en formidler.

Det kan selvfølgelig også være, at du og din partner har uforenelige fantasier. Så er spørgsmålet, om I vil tillade hinanden at udleve fantasien med andre. I alle tilfælde er det op til dig/jer, hvordan I vil nå frem til jeres drømmesex. Men en snak med sexologen kan vise en vej.

Du kan booke en tid på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Du er også velkommen til at lade dig inspirere af mine blogs, som du f.eks. kan følge gennem nyhedsbrevet.


Topfoto: Jess Foami, Pixabay