fbpx
Ja, jeg har ladet mig inspirere af ”damebladene” og deres selvhjælpsklummer. Lad os for en ordens skyld slå fast, at det ikke er en sygdom at være single. Det er ikke noget, der skal ”helbredes”. Men det er utvivlsomt en tid, der giver dig lidt ekstra tid på hænderne, så lad os se på, hvad du kan bruge den til, mens du er singlemand.

Klicheen om, hvad du lærer om dig selv, mens du er singlemand, lyder noget i retning af:

  1. Du finder dine pornofavoritter
  2. Du opdager en masse nye ølvarianter, der er dukket op, siden du var single sidst
  3. Du kan sagtens bruge dine skjorter en dag mere
  4. Du har egentlig ikke brug for en vasketøjskurv
  5. Du lærer menuen på nærmeste take-away udenad

Hvor det er sandt for nogle generationer og i nogle familier, at opdragelsen, hvad angår husholdning, har været forskellig for drenge og piger/mænd og kvinder, så er det med rengøring og madlavning nok mest en fordom. De nyeste undersøgelser viser, at de ældre singlemænd faktisk laver god og varieret mad.

Til gengæld er det – som Sexus Rapporten fastslår – sandt, at mænds sexlyst og tilfredsstillelse af den fylder mere end kvinders. Med porno eller med sexdates. Hvilket fører frem det første læringspunkt, mens du er singlemand:

1. Hvad leder du efter i en partner

Selvfølgelig kan du gå på sexdates. Det er der ikke noget galt i, og det kan du også sagtens være åben om. Hvis du på den anden side ønsker at skifte status til ”kæreste” og ”i et forhold”, så er det nok værd at tænke over, hvad forholdet skal indeholde. Ud over sex.

Hvis du kigger på dit seneste forhold, er det sikkert ikke svært for dig at lave en liste over, hvad der var godt, og hvad der var skidt. Det gode opstod med garanti, når I var på bølgelængde, når der var overensstemmelse i jeres værdier. Altså en bagvedliggende årsag. Det var der også, når det gik galt.

Det er en god viden at tage med, når du begynder at se dig om efter en kvinde, der kunne blive din faste partner. Men at kende dine værdier er bestemt også en god rettesnor for livet, mens du er singlemand. Nu har du tiden til at lære dem at kende

2. At sætte pris på venskaber – med både mænd og kvinder

Hvis bruddet var hårdt – f.eks. efter at have boet sammen, måske endda have børn sammen – så ved du med garanti også, hvem du ringede til. Jeg vil gætte på en kammerat. En med tålmodighed til at høre på din bitterhed, din vrede, din sorg. Og drikke nogle øl med dig.

Lets face it: medmindre du slet ikke drikker, så kommer øl med drengene til at indgå i tilværelsen, mens du er singlemand. Foto: Pexels, Pixabay

Det er så også her, du finder ud af, hvem der er dine rigtige venner. Det gælder både dem i fast parforhold og dem, der også er singler. De rigtige venner finder tiden. Også når det ikke bare er sjov og ballade.

Når du opdager, hvad du selv sætter pris på hos dine venner, så ved du også, hvordan du selv skal opføre dig som ven. Måske kan du overveje, om den venskabelige loyalitet lader sig overføre på en kommende kæreste.

Der er i øvrigt ingen lov, der siger, at du ikke kan have kvindelige venner, mens du er singlemand. De kan være gode til at give dig et kvindeligt perspektiv, og hvis du – som mange mænd stadig har det – har svært ved at tale om følelser, kan du spejle dig i deres indsigt. Og så er du ikke desperat efter at få det feminine aspekt dækket gennem den første og bedste kvinde, du møder.

3. Du behøver ikke en partner for at være elsket og værdsat

Det er så nemt at sole sig i en kærestes forelskede blik. Det er let at vide, om du gør noget godt og rigtigt, når du bliver belønnet med et smil. Men at du ikke har en kæreste lige nu, betyder ikke, at du ikke er elsk-værdig.

Vi mennesker har et grundlæggende behov for at føle os elskede. Men den kærlighed kan vi altså også få fra familien og fra de ovennævnte venner. Endelig kan du blive mere opmærksom på at værdsætte dig selv. Det handler både om at erkende, at ”jeg er god nok”. Og om at vise det.

Selvforkælelse med spa-bade og massage opfattes tit som et kvindeligt område. Men mens du er singlemand, kan du sagtens værdsætte dig selv ved at lave god mad til dig selv, gøre ting, der gør dig glad, eller passe på dig selv ved at leve sundt.

Because you’re worth it, som en kvinderettet reklame udtrykker det.

På den måde er du heller ikke til fals for den første og bedste kvinde, der er en smule sød over for dig. Du kan selv.

4. Du kan godt indrette dit hjem

Tro mig; hvis du er hurtig til at give kvinden elevatorblikket for at vurdere, hvor attraktiv hun er, så er kvinden mindst lige så hurtig til at skanne dit hjem. Hvad du omgiver dig med til dagligt, fortæller hende en masse om, hvordan du behandler dig selv.

De traditionelle kønsroller udstyrer dig med en boremaskine, mens kvinden bestemmer, hvad det er, der skal bores op. Du har kræfterne til at flytte sofaen, men det er hende, der bestemmer betrækket. Men du kan sagtens dyrke din egen smag i indretning. Ligesom du kan udvikle din egen tøjstil.

I det hele taget; hvis du i dit parforhold har oplevet, at din partner monopoliserede visse dele af jeres fælles liv, så har du netop muligheden for at udvikle dig på det område, mens du er singlemand. Gør det for din egen skyld.

5. Hvad der gør dig glad

Som nævnt oven for er det oplagt at bruge tiden, mens du er singlemand, til at finde ud af, hvad der gør dig glad. Og gøre det. Du behøver ikke en partner til at tilfredsstille det behov.

Fokuser på, hvad der gør dig glad, mens du er singlemand, så står du stærkere … også når du ikke vil være det mere. Foto: Hermann Traub, Pixabay

I parforholdet kommer vi let til at gøre nogle ting for at gøre vores partner glad. Det er der ikke noget forkert i, men hvis vi har været længe i et forhold, glemmer vi måske, hvad der var partnerens behov, og hvad der var vores egne. Det har du tiden til at finde ud af nu.

Der er tid til at være egoistisk. Du har lov til at dække egne behov. Det går jo ikke ud over nogen. Nyd gamle favoritter. Opdyrk nye interesser. Sæt en ny kurs for dit liv.

Det sjove er, at du bliver en meget bedre partner, når du kan udtrykke og stå ved, hvad der gør dig glad. Og dermed hvem du er. Når det igen bliver aktuelt.

6. At være mand

Fordi en fem-punkts plan, mens du er singlemand, nødvendigvis må indeholde et punkt sex. Det er et helt naturligt behov, og hvis du kan hjælpe din fantasi med porno, så er det okay. Hvis du har brug for maskulint fællesskab, så er den håndfuld fadøl med kammeraterne også på sin plads – en gang imellem.

Take-away kan jo både være en luksus, altså selvforkælelse, og den nemme løsning, mens din tid og energi går til nye projekter. Det handler om at prioritere, hvad der er vigtigt i din tilværelse lige nu. Og i tiden fremover. Nu kan du fokusere på det, der gør dig til dig.

Du kan også sige: det, der er din maskuline essens. Hvilket er noget helt andet end at leve op til normer og forventninger. Det er kun dig selv, der kan afgøre, hvad det er, og hvad der i dit liv er nice to have, og hvad der er need to have.

Føler du dig rådvild, kan du opsøge mandefællesskaber, hvor du kan udvikle dig. Du kan ”arbejde med dig selv”. Hvis du har haft svært ved at sætte grænser, kan du styrke den evne. Så kan du stå stærkt. Som single. Men også en dag i et parforhold.

Hvis du har haft svært ved at udtrykke følelser og kommunikere dine behov, kan du lære det. Det vil forbedre dine sociale relationer. Det vil også gøre dig til en mere attraktiv partner.

Og så igen en dag … er du ikke længere single. Foto: SuicideOmen, Pixabay

Så mens du er singlemand, kan du udvikle dig til den mand, du gerne vil være. Og den mand, en kvinde gerne vil have. Vel at mærke en kvinde, der vi have dig for den, du er.

Har du brug for at snakke om din singletilværelse – eller om, hvordan du styrker dit parforhold – så kan du booke en tid på 25 46 42 68 (send gerne en sms), og du er også velkommen til at skrive dig på nyhedsbrevet. Ligesom du kan følge Flirt Med Livet på Facebook.


Topfoto: Free-photos, Pixabay