fbpx

Flirter han med dig? Er hun interesseret i dig? Og hvad er det nu en aubergine betyder? Selvfølgelig bliver der også flirtet på nettet og mobilen – også uden for datingsites og –apps – for vi mennesker kan slet ikke lade være med det. Spørgsmålet er, hvad flirten går ud på, og det finder vi kun ud af ved at flirte tilbage. Det kræver sproglig opmærksomhed. Lad os kalde det: sådan flirter du på nettet.

Når vi flirter i virkeligheden, får vi hele billedet med. Duft, kropssprog og udseende. Vi kan også se, om der er en bleg ring om ringfingeren på den solbrune hånd. Vi kan se, hvordan kiloene er fordelt. Vi kan lettere gennemskue makeup og kosmetiske indgreb end avancerede filtre på nettets billeder.

Selvfølgelig kan du også flirte skriftligt – på Facebook, Snapchat, sms, mail, linkedin. Foruden de indlysende muligheder på datingsites og –apps og i singlegrupper. Forskellen er, at en flirt de sidstnævnte steder per definition har en romantisk/erotisk dimension – bag enhver henvendelse ligger der en intention.

Anderledes stiller det sig på de sociale medier. Ja, jeg accepterer en venneanmodning fra mennesker, som jeg har mødt på ferien eller en aften i byen, hvor vi har haft det sjovt sammen. Eller anmodningen kan komme fra en, jeg har fælles venner med.

Det kan være, vi kan netværke forretningsmæssigt. Det kan være, vi får øje på events, som ligger inden for vores fælles interessefelt.

Jeg er interesseret – romantisk

Det kan også være, at jeg gerne vil lære netop dette menneske nærmere at kende – romantisk og/eller erotisk. Det er her du skal vide, at sådan flirter du på nettet.

Hvis jeg blander mig i debatten i forskellige internetfora, kan det være at jeg ender i en tråd, hvor jeg udveksler synspunkter med en dejlig kvinde. Måske synes hun, jeg lyder sympatisk. Måske synes jeg, hun er lækker. Og omvendt. Det må vi så finde ud af.

Det er her flirten på nettet starter.

Først og fremmest skal kontakten etableres. Der skal udveksles kontaktoplysninger eller sendes og accepteres venneanmodninger.

Invitation til noget mere

Her kan vi komme alvorligt på glat is, hvis vi antager for meget.

Er det en invitation til at invitere på en date, når en kvinde ansøger en mand om venskab på Facebook? Er han ikke interesseret, hvis han så ikke tager initiativet til den date? Eller er han bare ikke klar over, at venneanmodningen er en invitation? Hvad skal jeg lægge i, at han ”elsker” (hjerte) frem for ”synes om” (thumbs up) mine opslag?

Præcis som i flirten i den virkelige verden er flirten på nettet ikke en persons handlinger, men samspillet mellem to mennesker. En pingpong. En vekselvirkning af invitation og initiativ. Hvis vores modpart overser et ping, kan vi altid sikre os med et ekstra.

Komplimenter

Lad os tage et simpelt kompliment. Du viser interesse ved at kommentere et billede med ”du ligner jo en fotomodel”. Det kan ignoreres. Det kan anerkendes med et ”like”. Det kan besvares med et ”tak”. Eller der kan inviteres til yderligere dialog med ”tak, hvor er du sød”.

Skal der trumf på, kan der tilføjes en smiley, der sender et hjertekys.

Initiativet med komplimentet kan selvfølgelig også afvises meget kontant med et ”tak, min kæreste er virkelig god til at fotografere”.

Prøv igen

I den situation, hvor du ”bare” fik et like, kan du være i tvivl om, at modtageren forstod intentionen i dit kompliment. Så prøv igen og se, hvad der sker. Eller læg et spørgsmål ind, som åbner for en dialog: ”Hvor ser det skønt ud (det gør du også – blinkesmiley) – hvor er det henne”?

Præcis som i live-flirten virker oprigtig interesse smigrende, og spørgsmål holder dialogen i gang, så der kan plantes nye flirtende initiativer.

Lad os antage, at I har haft en god dialog i det åbne forum – en tråd, hvor flirten er offentlig for enhver. Det sætter en vis begrænsning på udvekslingen. Anderledes når flirten bevæger sig over i de private rum som chat/messenger/mail, hvor kommunikationen kan blive mere direkte.

Hvem sidder der bag skærmen?

Men hvem er det egentlig du flirter med?

Lad os være ærlige; der går en detektiv i os alle. Hvor gammel er hun/han? Hvor gamle er billederne på profilen? Er han/hun nu virkelig single?

Der bliver kigget billeder og googlet. Selvfølgelig præsenterer vi os på både almindelige profiler og datingprofiler med fordelagtige billeder. Selvfølgelig vil en blind date kigge os i kortene. Ærlig talt er det heller ikke sjovt at møde en date, der overhovedet ikke ligner sine billeder.

Online-flirten er verbal. Det handler om at bruge ordene. Give komplimenter. Fange dobbelttydigheder. Bruge humor. Turde vise følsomhed. Turde vise sin oprigtige interesse. Men når du spørger ind til den anden, kan du selvfølgelig også indikere, at du gerne vil se mere.

Sådan er jeg

Der findes mange billedløse profiler. Det kan der være mange gode grunde til. Men en flirtende 1:1 dialog uden at turde vise sit ansigt?

Det er her, du må være tro mod dig selv. Ja, sådan ser jeg ud, og nej, jeg har ikke lyst til at sende nøgenbilleder. Eller hvor dine grænser nu går.

Hvis flirten skal blive til mere, så skal I under alle omstændigheder mødes. På datingsites bliver det ofte til en kaffedate (nogen kalder det ”nulte” date, hvor I bare tjekker, om I har lyst til at ofre en rigtig date på vedkommende). Der er ikke nødvendigvis gået de store skriverier forud.

Sådan flirter du på nettet og ud i den virkelige verden

Fordelen ved at have flirtet lidt online først – især hvis jeres møde ikke er sket i et datingforum – er, at I har lært hinanden at kende og udvekslet synspunkter. I har noget sammen. I har lyst til at fortsætte udvekslingen ansigt til ansigt.

Det gør det muligt at mødes til en begivenhed, der ikke kun handler om at se hinanden an. Om dagsordenen nu er en koncert, et loppemarked, en udstilling, sport, film, foredrag – så møder I hinanden, mens I er ude og have det sjovt. Det handler ikke om et tredje grads forhør over en kop kaffe.

Men som altid: der er ingen garanti for kemi. Den gnistrende dialog på nettet udebliver måske ansigt til ansigt. I er underlagt præcis de samme tiltrækningsmekanismer som ved ethvert andet første møde. Det ændrer onlineflirten ikke ved.

Flirt i fantasien

Flirten arbejder med antydninger og underforståede budskaber, og når vi udelukkende kommunikerer skriftligt, kan vi let komme til at tale med vores egen fantasi. Vores egen opfattelse af dialogen bliver ikke udfordret.

Hvis du ikke har været klar i din intention, eller hvis ikke I har kommunikeret i samme sprog, så er der også risiko for misforståelser. En kop kaffe er en kop kaffe er en kop kaffe, men at komme over til en kop kaffe + aubergine + fersken betyder noget helt andet.

Der er altid risiko for misforståelser.

Hvis I begge er gode til ord, kan online-flirten på den anden side være både sjov, stimulerende og pivfræk.

Du kan få frisk inspiration til flirten til et af mine foredrag. Skriv dig på nyhedsbrevet her, så får du automatisk besked om mine næste events, nye blogs og andre tilbud.

Foto: Jerzy Gorecki, Pixabay … bare for at minde om, at billedet ikke altid er af den, der skriver.