Hun har stillet sig til rådighed. Hun smiler til dig (fra sit billede). Hun har måske endda højre-swipet dig og dermed vist sin interesse, så nu ligge bolden på din banehalvdel. Hvis du ikke viser din interesse ved at ”gå hen til hende og indlede en samtale”, så er du ikke tilstrækkeligt interesseret. Med andre ord: manden skriver først.
Jeg indrømmer gerne, at det er gammeldags, at manden skriver først.
Men deri ligger også, at langt de fleste mænd tænker ”gammeldags” og derfor tolker en del mænd den antagelse ind i en kvindes henvendelse, at hun er desperat, eller, at hun er ude på sex. I alle tilfælde: let at få sex med.
Så der er egentlig ikke noget at fortænke kvinder i, når de er tilbageholdende med at tage det første skridt.
Når nogle mænd i deres Tinder-profiler skriver, at kvinden skal skrive først, kan det tolkes derhen, at de kun er interesserede i en kvinde, der er klar over, at der hurtigt skal sex på dagsordenen. Eller at de har oplevet, at kvinderne ”er så højrøvede”, at de ikke svarer på netop disse mænds henvendelser.
Klicheer når manden skriver først
Det kan selvfølgelig have noget at gøre med karakteren af disse henvendelser, når manden skriver først.
- Hvad hygger du dig med/hvad får du dagen til at gå med? (Den har han næppe tænkt længe over. Den kan kopieres ind i en standardhenvendelse til tusinder af kvinder)
- Wauw – en smuk kvinde. Eller som en læser beretter: Mums. (Jo, komplimenter er altid en god idé, men denne er af tolv på dusinet-varianten, hvor der ikke er tænkt meget over at fortælle noget specifikt. Eller skriver han også til kvinder, han synes, er grimme?)
- Specifikt seksuelle henvendelser – herunder dick pics (behøver jeg forklare det)
Ovenstående liste håber jeg at opdatere løbende (tak for “Mums”), så skriv gerne til mig. Det gælder i øvrigt også dig som mand, der har nogle slemme klichéformuleringer at bringe på bane.
Kig efter krummerne
Det er svært at være original efter den første snes variationer over ”hej, du ser sød ud”. Det er der heldigvis råd for, hvis du læser profilteksten. Her er der ofte lagt nogle ”krummer” ud, som fortæller noget om personen. Det kan du altid spørge ind til. Det gælder selvfølgelig begge parter, så skriv nu et par ord.
Hvis du kun har bikinibilledet at gå efter – nuvel, en kommentar til udseendet er nok svær at komme udenom. Men du kan også spørge ind til foretrukne rejsemål, byde ind med nogle rejsedrømme og spørge, om de matcher hendes. Så viser du kreativitet, interesse, nysgerrighed – initiativ.
Det handler overhovedet ikke om, at kvinden ikke kan tage et initiativ og skrive først (for det gør de). Det handler om, at manden, der ikke skriver først, viser, at han ikke kan tage initiativ. Derved fravælger han at træde ind i rollen som den modige (potentielt beskyttende, omsorgsfulde) mand, der tør risikere en afvisning.
Som det gamle ordsprog siger: hvo intet vover, intet vinder. Altså: manden skriver først.
Swipe din seksuelle markedsværdi
Når du ikke har fået svar på dine henvendelser på datingsites, så skyldes det måske også, at du skyder over målet i forhold til din seksuelle markedsværdi: du har frit valg mellem alle dem, der vil have dig. At skrive til resten, er spild af tid. Men selvfølgelig kan du vove forsøget. Respekt for det. You might get lucky.
Her kan Tinder være en hjælp, fordi du kun kan skrive til de kvinder, der har højre-swipet dig. I har gensidigt givet udtryk for, at den anden – potentielt – er en, I gerne “vil have”. I matcher i hvert fald overfladisk på seksuel markedsværdi.
Så langt så godt. Men du har givetvis selv swipet til højre på mindst 10-20 profiler, så sandsynligvis sidder hun nu med flere matches (eller håber på, de dukker op). Så skal du skille dig positivt ud. Det er survival of the fittest – her ikke målt på livvidde, men på veltalenhed. Og ”hej, du ser sød ud”, viser ikke, at du har valgt at skrive til hende frem for tusinde andre.
Derfor er det til din fordel, at manden skriver først.
Jeg ser dig – jeg skriver til dig
Vi kan alle – mænd såvel som kvinder – lide at blive set. Det er meget smigrende. Selv uden tekst, er der mulighed for at læse noget ud af billederne. Og dermed vise, at du ser. Du kan kommentere eller spørge ind til det, du ser:
- Feriebilledet foran Buckingham Palace: Er det din drømmebolig?
- Bøger i billedet: Læser du meget? Hvad læser du? Har du læst xxx?
- Flot kjole eller lækkert hjem: Går du op i mode og design (eller “ser du bare godt ud i alting” … hvis du vil være kæk)?
- Sommer, sol, strand: Hvilken slags ferier foretrækker du? Har du nogensinde været i xxx?
Ved den lejlighed kan du så byde ind med, hvem du er, og hvad du interesserer dig for. Du kan demonstrere humor (altid en eftertragtet egenskab). Du er i gang med at starte en samtale. Det handler ikke bare om, ”gider du knalde med mig”.
Synes du, at afvisninger gør ondt? Er du træt af afvisninger – med høfligt nej eller slet ikke noget svar – så tænk på, at alle de henvendelser, du ikke får, også er en stor afvisning. Der er ikke noget at tabe ved, at manden skriver først.
Eller for at tage et lignende forum, en singlegruppe på Facebook, hvor en mand skriver i en kommentar til en kvindes profil, at ”du må da godt skrive til mig”. Når hun så ikke gør det, er han alligevel blevet afvist. Hvis han havde skrevet en besked, kunne han måske have charmeret hende med sine ord. Og måske have opnået et møde.
Hvis ikke manden skriver først
Har du nu lige bemærket, at hvis det er manden, der skal tage initiativet, så er der en gruppe kvinder, der føler sig afvist, fordi de ikke får nogen henvendelser. Her gælder reglen for seksuel markedsværdi selvfølgelig også. Kvinden kan kun vælge ham, hvis manden skriver først.
Kan du som kvinde så ikke øge dine chancer ved at tage initiativet og skrive først? Det kan du selvfølgelig, og du kan sikkert også opnå kontakt med nogle af de mænd, der ellers ikke ville have skrevet. Men så er vi tilbage ved udgangspunktet: du risikerer, at manden tror, det er let adgang til sex.
Det er der ikke noget i vejen med, når bare vi er enige om det.
Men hvis du som mand bliver glædeligt overrasket over henvendelsen og tænker, at der potentielt kunne være mere i det end en sexdate, så er det her, du kan erobre initiativet. Du kan indtræde i rollen som manden, der er interesseret i at lære denne kvinde at kende.
Sig mig, hvad du vil …
Her bliver jeg nødt til at komme med et wake-up call til mændene. En kvinde, der har indstillet sig på, at forholdet bare er sex og lidt sjov (også for hende), bliver ikke nødvendigvis blød i knæene, fordi du pludselig vil noget mere. Det virkede måske, da du var i 20’erne. Dengang I begge var usikre, og en familie var på dagsordenen.
De modne kvinder kan sagtens finde ud af at have sexdates og elskere. Det er noget helt andet end at lede efter en kæreste.
Rigtig mange kvinder efterlyser mænd, der har modet til at satse. Mænd, som kan udtrykke deres intentioner (”en dag ad gangen” er ikke en intention). Mænd, som tager initiativ til at udvikle forholdet i overensstemmelse med den intention. Mænd, som spørger ind, og som deler, så begge parter kan finde ud af om deres intentioner matcher.
Det er derfor – som hovedregel – godt, at manden skriver først.
Har du lyst til at forbedre dine odds i dating-spillet – online eller i den virkelige verden – så kan du kigge lidt på dine egne prioriteringer og din egen adfærd i et SUS-forløb hos mig (SUS = Singlelivs-Udviklings-Samtale). Du kan booke en samtale på 25 46 42 68 (send gerne en sms) eller skriv. Du er også velkommen til at følge med i nyhedsbrevet.
Topfoto: Gerd Altmann, Pixabay