Skal jeg ”kæmpe for forholdet”? Skal jeg ”gå, mens legen er god”? Skal vi ”blive sammen for børnenes skyld”? De færreste vil nægte, at en god skilsmisse er at foretrække frem for et dårligt ægteskab – men hvad er en god skilsmisse så? Den er desværre ofte svær at opnå oven på det dårlige ægteskab.
Selv om statistikken siger, at halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, så betyder det også at halvdelen holder.
Skyggetallet af papirløse forhold er det sværere at udtale sig om. De færreste har kun oplevet det ene monogame forhold. Så forud for hvert holdbart ægteskab, ligger sandsynligvis et par forhold, der ikke holdt. Det tegner et billede af os som serielt monogame.
God sex i parforholdet
Ifølge Projekt Sexus er vi godt tilfredse med at leve i parforhold. Næsten 90 % af alle med fast partner, vurderede kvaliteten af forholde som god eller særdeles god. Samtidig viser tallene tydeligt at sandsynligheden for et godt eller særdeles godt sexliv er højere i et fast parforhold end som single – statistisk set 4 gange højere.
Sandsynligheden for et tilfredsstillende sexliv er fire gange højere i parforholdet viser Projekt Sexus. Når det fungerer. Foto: StockSnap, Pixabay
Når halvdelen af ægteskaberne og en stor del af de faste parforhold (med og uden børn) således er harmoniske og tilfredsstillende, skyldes det ikke mirakler. Det skyldes, at parterne hviler i sig selv og tager vare på sig selv og er i stand til at tale om de meningsforskelle, der måtte være.
Den idealtilstand vender jeg tilbage til.
Fra forelskelse til magtkamp
De fleste forhold går gennem en ”normalkurve”, der starter med forelskelsen, hvor alt er skønt, og den elskede bare er perfekt. Når forelskelsens hormonrus damper af, begynder vi at se partneren mere tydeligt for, hvad han eller hun er.
Vi opdager, at nogle af de træk, som vi fandt uendeligt charmerende for et helt eller et halvt år siden, har en bagside, som vi bestemt ikke bryder os om. Vores tolerance mod den andens små særheder bliver mindre, og vi begynder, hvad der kun kan beskrives som en magtkamp.
Nogle gange ender det her: My way or the highway!
Trygge parforhold
Andre gange finder vi, at fordelene overstiger ulemperne, og forhandler os frem til et samliv, der fungerer for begge parter. I bedste fald lærer vi af hinanden og arbejder med at acceptere vores egne skyggesider. Vi tilfredsstiller vores egne og vores partners behov. Vi er trygge ved hinanden.
På et vist tidspunkt i livet kommer børnene også for de fleste ind i billedet. Det flytter fokus. Kærligheden til børnene og familielykken og – lad os nu være helt ærlige – den medfølgende udmattelse gør, at vores egoistiske behov bliver sat på pause.
Det er imidlertid også på dette tidspunkt, at mange parforhold dør. Gylp, bleer og søvnunderskud kan presse livet ud af den nødvendige tolerance. Sexlivet kan gå i stå. Det er ikke sjovt længere. En kollega eller en bekendt, der repræsenterer alt andet end ham/hende den sure derhjemme, kan blive en stor fristelse.
Bedre sammen eller bedre hver for sig
Andre knokler videre, får flere børn, passer karriere, en profil på de sociale medier, institutioner, forældremøder og legeaftaler … Pludselig opdager de, at de lever sammen med en fremmed. Rutinen har tappet forholdet for passion og kærlighed.
I den type parforhold er der ofte noget at arbejde med, der kan genantænde kærligheden. Her kan god kommunikation og nogle omprioriteringer genskabe et harmonisk forhold. Eller parterne kan netop finde frem til en god skilsmisse.
En terapeut kan i det tilfælde ofte hjælpe til at afklare om dette par kan blive sammen i kærlighed eller skilles med respekt.
Dysfunktionelle forhold
Endelig er der de dysfunktionelle forhold: Forhold med et højt konfliktniveau, hvor dramaet nogle gange bliver brændstof for hed forsoningssex, andre gange resulterer i ugevis af kulde. Og forhold med misbrug, psykisk og fysisk vold og så videre.
I denne kategori oplever jeg sjældent, at parterne skilles i fordragelighed, enes om bodelingen og finder en fornuftig ordning omkring børnene. Hvad er en god skilsmisse i den situation?
Sammenlignet med den permanente krigstilstand, som familien befinder sig i, er næsten en hvilken som helst anden løsning at foretrække. Dramaet er ofte fortsættelsen af gamle konflikter. Desværre kan det også skabe mønstre for børnene.
Skilsmissen løser ikke alt
Her giver det ikke mening at tale om at kæmpe for forholdet, for kærligheden eller noget andet. En undtagelse er tilfælde, hvor et ultimatum fra partneren kan få en alkoholiker eller stofafhængig til at gå i behandling. Så kan en indsats for hele familien godt ende lykkeligt.
Det kræver bare en stor indsats. Arbejdet er ikke gjort med at fjerne misbruget. De underliggende mønstre hos begge parter kræver en ændring.
God eller dårlig – skilsmissen påvirker altid børnene. Foto: S. Hermann & F. Richter, Pixabay
Psykologisk giver det altid god mening at kigge i spejlet. I forholdet såvel som efter skilsmissen kan du med rette spørge: hvad fik mig til at vælge ham/hende? Er din ekspartner et frygteligt menneske, så er du et menneske, der blev forelsket i et frygteligt menneske. Det mønster vil du have godt af at kigge på.
Hvad er en god skilsmisse?
Der, hvor der som nævnt ovenfor er respekt mellem parterne, er der også mulighed for en god skilsmisse. Uanset om ”vi er vokset fra hinanden” eller ”jeg har fundet en anden”, så kan vi i enighed konstatere, at kærligheden ikke er til stede. Ud over kærligheden til børnene.
Det er sandt, at (små) børn aldrig ønsker, at deres forældre bliver skilt. Skilsmissen knuser den verden, de kender. De er ikke i stand til at gennemskue de voksnes prioriteringer. De er til gengæld mestre i at fornemme hemmeligheder og løgne.
Det er deres medfødte overlevelsesstrategi at opfange og tilpasse sig stemningen i en familie. Også hvor kærligheden mellem forældrene er forsvundet. Det vil komme til at præge dem og deres valg i livet. Ligesom en skilsmisse selvfølgelig vil gøre det.
Mens vi som voksne hver især har ansvar for vores egen lykke, har vi som forældre også ansvaret for vores børn. Så hvad er en god skilsmisse for vores børn?
For børnenes skyld
En skilsmisse handler ikke om at ”hugge barnet midt over”, men om at give børnene mulighed for at bevare et kærligt og harmonisk forhold til begge forældre. Forudsat naturligvis at forholdet ikke er til skade for børnene.
Det handler om at give dem en tryg hverdag med kammerater og mulighed for at holde kontakt med familiemedlemmer på begge sider af familien, som de føler sig knyttet til. Her må vi som voksne leve op til vores ansvar. Det er ikke børnene, der har valgt skilsmissen.
Introduktion af nye kærester, bonussøskende med videre må ske i respekt for børnenes behov. Det er ligeledes nødvendigt at kunne håndtere jalousi, når det er den anden, der indleder et nyt forhold. Dine følelser vil altid påvirke dine børn.
Det kræver fortsat god kommunikation. Det er slet ikke nogen dum idé at tage en parterapeut til hjælp, selv om I er et ex-par.
Det gode ægteskab
Det er selvfølgelig ikke op til mig at dømme, hvad der er et godt og et dårligt ægteskab. Eller parforhold. Du kan udelukkende bedømme, hvad der er godt for dig selv.
Spørgsmålet, “hvad er en god skilsmisse”, hænger uløseligt sammen med spørgsmålet, “hvad er et godt parforhold”. Foto: Narcis Ciodan, Pixabay
Det gælder også, når du som single ønsker tosomheden igen. Du kan gøre som sidst. Med stor fare for, at det ender som sidst. Eller du kan lære af erfaringen og gå ind i et parforhold med en ny bevidsthed. Og ja, det kræver selvudvikling, måske hjælp fra en terapeut.
Der gives ingen garanti for dårlige dage. Men du kan have den indstilling, at du fokuserer på det gode, ikke forsøger at lave om på din partner og simpelthen elsker det, der er. Der kan skrives mange formler for det gode ægteskab. Jeg synes, du skal skrive din egen.
Det gode løfte – til dig selv
Jeg vil imidlertid gerne låne denne formulering fra min kollega i konsultationen i Ole Suhrs Gade, erhvervscoach Lisbeth Olesen. Som du vil bemærke, handler det om din egen indsats.
Jeg lover at støtte og beskytte din individuelle frihed
Vi giver plads til hinanden
Jeg lover at respektere, værdsætte og beundre dig for den, du er
Vi ser og fokuserer på det bedste i hinanden
Jeg lover at vise dig hver eneste dag, hvor heldig jeg føler mig over at være din partner
Vi viser hinanden daglig taknemmelighed
Jeg lover at tilføre vores fælles liv spænding, eventyr og passion
Vi oplever nye og spændende ting i hinandens selskab
Du er altid velkommen til at booke en samtaleterapi om dine seksuelle, følelsesmæssige og parforholdsrelaterede udfordringer på 25 46 42 68, ligesom du kan skrive dig på nyhedsbrevet her, hvis du vil holde dig opdateret om foredrag og nye blogs.
Topfoto: Victoria_Borodinova, Pixabay