Når der er gensidig sympati. Når flirten kører i højeste gear. Når begæret melder sig. Ja, så er der vel ikke så langt til sex på første date. Eller hvornår det nu bliver. Med alderen bliver vi – som regel – mere kvalitetsbevidste, så sex er ikke bare sex. Så hvordan starter vi samtalen om, hvad vi egentlig har lyst til med en ny partner?
Selvfølgelig er sex en del af pakken. Det bliver det forhåbentlig ved med at være hele livet – måske med en lidt bredere definition af, hvad sex er. Måske skal vi tale om intimitet i stedet for. Det handler om anden del af den kærlighed og lyst, der binder os sammen som par.
Når vi har en datingprofil, når vi aktivt går hen og spørger, om en kvinde eller en mand vil danse, når vi byder en fremmed på en drink – så … Nå ja, mænd tænker kun på sex, ikke? Men kvinder tænker heldigvis også på sex, når de går på date. Og når der er flirt i luften på dansegulvet.
De fleste af os er nok blevet mere kvalitetsbevidste med alderen. Selvfølgelig har vi behov. Seksuelle behov. Behov for hudkontakt. Behov for følelsesmæssig samhørighed. Det klinger umiddelbart dårligt med sex på først date – i hvert fald hvis vi kaster os blindt ud i det.
Som Peter Sommer-citatet vist lyder: Hvorfor løb vi, når vi lige så godt kunne have gået?
Kropssprog er også et sprog
Også som modne mennesker kan vi lade hormonerne løbe af med os. Hun eller han, som vi har mødt tilfældigt eller på en planlagt date, er bare så dejlig og begæret er gensidigt, og så bliver det til sex på første date.
Her taler vi først og fremmest kropssprog. Vi har lyst til hinandens kroppe. Den gensidige tiltrækning sikrer som regel masser af passion. Vi er klar, inden vi får tøjet af. Det behøver ikke engang tage så lang tid for at være godt.
Og hvis det er godt, gør vi det nok igen, hvor vi gør os lidt mere umage.
Det er ikke umuligt at ”tale” om, hvad vi har lyst til, allerede under den passionerede sex på første date. ”Åh ja, tag mig”, ”bliv ved”, ”vend dig om, jeg har lyst til at …” Potentielt giver vi en guide til vores tilfredsstillelse til en fremtidig livspartner. Med ord og med kropssprog.
Sex på første date … eller når du har lyst
Andre gange tager det længere tid, før vi når til det seksuelle møde. Vi dater, fordi vi gerne vil have en længere relation med et andet menneske. Vi taler om interesser. Vi kommer måske til at tale om værdier. Er der god kontakt, kan vi endda tale om, hvordan vi forestiller os et parforhold.
De færreste går på anden date, hvis ikke der er en form for tiltrækning. Potentialet til sex. Vi antager, at interessen er der hos den anden, hvis hun/han inviterer og/eller sige ja til anden date. Problemet ligger i, at vi også antager, at vi er seksuelt kompatible – at vores potentielle kæreste ved, hvad vi har lyst til.
Som modne singler har vi lært at leve alene og dække vores egne behov. Med legetøj eller med hånden, når vi taler de seksuelle behov. I stedet for kan vi flytte fokus til vores lyst. Det gælder, hvad vi generelt har lyst til i parforholdet. Det gælder, hvad vi specifikt har lyst til seksuelt.
Du kan (også i parforholdet) tænke på den handling eller det sted i sexakten, hvor nydelsen kulminerer. Du kan også sige: hvad har jeg lyst til, som jeg ikke kan gøre selv? Altså ud over, at det er en anden, der gør det. Det er det, du skal kommunikere til en potentiel partner.
Sex som samtalestarter
Spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan vi får bragt parforholdets gode sexsamtaler – f.eks. PUS-rutinen – ind i vores datingliv. Måske med tilføjelsen: hvem tager initiativet til det (pejlemærke 1)?
Med fordommen, at ”mænd tænker kun på sex”, er det ikke underligt, hvis mænd er lidt forbeholdne over for at tale sex på daten. Så er de for meget fremme i skoene. Statistisk set når mænd også oftere klimaks/udløsning, uanset hvilken sex der dyrkes. Med typisk maskulin målrettethed bliver det derfor tit til ”same procedure as last year, Miss Sophie”.
Mange mænd har faktisk fokus på, at de tilfredsstiller kvinden. Af oprigtigt hjerte, men også fordi det tilfredsstiller egoet at være ham, der ”får kvinderne til at skrige af fryd”. Desværre er der en del kvinder – også modne kvinder – der gerne vil efterlade ham med indtrykket af, at han er en god elsker.
Har du lavet en Meg Ryan?
På et datingmarked, hvor du som kvinde har mødt mange skuffelser, er det måske værd at investere lidt skuespil i sex på første date, tænker du (eksempel: Da Harry mødte Sally). Han har jo så mange andre kvaliteter. Så er spørgsmålet bare, hvornår du skal bringe din egen lyst på bane. For helt ærligt: du ved jo godt, hvad der føles uimodståeligt dejligt.
Desværre er det for mange kvinder forbundet med skam at tale om det. Måske især i de generationer, som nu har passeret de 50. Så den manglende tilfredsstillelse og deraf følgende mangel på lyst (som manden klager over) er et tilbagevendende tema hos mig og andre sexologer og parterapeuter.
På grund af manglende tilfredsstillelse og en større interesse for selvudvikling, er mange kvinder på den anden side mere bevidste, hvad angår udvikling af relationerne (også sexlivet). Det kan udnyttes. For mænd finder det som regel sexet, at en kvinde fortæller, hvad hun har lyst til. Sammen med ham. Så det er en åben dør for dig som kvinde at guide manden, så du får tilfredsstillet din lyst.
Du kan foreslå at spille ”trafiklyset” eller en variation af det, hvor I sammenligner, hvad I har lyst til (lige nu – grøn), måske har lyst til (på et tidspunkt – gul) og i hvert fald ikke har lyst til (lige nu, måske aldrig – rød). Ærgerligt, hvis der er for mange røde lys. Men er det ikke bedre at vide, inden vi indleder et forhold?
Ansvaret for lysten
Når det er sagt, så kommer vi til anden del af initiativet, nemlig hvem der tager ansvar for at føre det ud i livet. Om det nu er anderledes forspil eller en anderledes udførelse (pejlemærke 2 og 3). Hvis vi har en stærk maskulin/feminin polaritet, ligger det ansvar på den maskuline energi.
Her skal du som mand være opmærksom på, at bare fordi en kvinde bringer sin lyst i spil og åbner for nye variationer og beder om særlige kærtegn, så betyder det ikke nødvendigvis, at hun har lyst til at tage ansvaret. Hun har givet dig en opskrift. Så er det din opgave at gå i køkkenet og eksperimentere med forskellige krydderier. Handling frem for ord.
Medmindre lysten er domina-og-slave. Så ligger det på kvinden at være den styrende, mens manden er ansvarsfri. I øvrigt er det karakteristisk, at sexsamtalen kommer hurtigt på bordet i fetich- og kink-miljøet. Det skal allerede være god sex på første date. Lysten er højt prioriteret i rollespillet.
Hvad vi end ender med, så gælder det selvfølgelig om at holde liv i den gode samtale om både kærlighed og lyst. Efterspillet (pejlemærke 4), hvor begge forhåbentlig er tilfredsstillede og afslappede, er et godt sted at sikre, at det ikke kun bliver til sex på første date.
En serie om sex og samliv
Vi vil jo gerne. Finde en partner, have en i vores liv, nyde god sex sammen. Hvad vi ikke gør, er imidlertid at kigge på egen adfærd og egne fordomme. Vi er heller ikke så gode til at være nysgerrige på, hvordan verden ser ud fra den anden side – i den potentielle partners øjne.
Det gælder ikke mindst forholdet mellem kvinde og mand, hvor begge parter slæber rundt med en bagage af biologi, opvækst og samfundsnormer. Frustrationen er lige stor hos begge køn. Ikke mindst i den modne aldersgruppe og blandt singlerne. Så på opfordring – fra begge sider- forsøger jeg denne lille serie om sex og samliv efter de 50.
Du er som altid velkommen til – alene eller med din partner – at booke mig til en sexologisk samtale, hvor vi kommer ind på livet af din/jeres seksualitet, behov og lyst. Send en sms til 25 46 42 68. Du er også velkommen til at følge serien af blogs ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Topfoto: Sonam Prajapati, Pixabay