fbpx

Vi kan lære meget af corona-krisen. Lukkede institutioner, hjemsendelser, hjemmearbejde, fyringer, isolation, afstand mellem mennesker. Der er helt sikkert parforhold, der kommer under pres, når det hele skal klares på få kvadratmeter. Og hvordan kombinerer du lige ny kærlighed og corona?

Det er let at trække terapeutens arsenal af småfilosofiske citater frem. ”This too shall pass” – jo tak, men derfor gør det jo ondt alligevel. Og hvad med hende eller ham den smukke, som du lige har mødt og nu går og drømmer om at være i 14 dages isolation med?

Det er rigtigt, at det er i en krise, at vores sande karakter kommer frem. Hvem giver en hjælpende hånd? Hvem tænker først på sig selv? Nogle falder ind i rollen som ledere, og viser vejen for andre. Nogle rummer det ubærlige og holder ud.

Menneskelige reaktioner

Vi er alle mennesker. Det er let at pege fingre ad ham eller hende, der hamstrer, men det kan handle om instinktiv beskyttelse af familiens behov. Og når vi retter en finger mod andre, retter vi tre mod os selv. Her kan vi lære noget om os selv, når vi spørger, hvorfor denne handling provokerer os så meget.

Den, der uselvisk hjælper en ældre dame på apoteket, ville normalt være et hensynsfuldt menneske. I en situation, hvor de færreste af os ved, om vi selv er smittebærere, kan det sagtens være en bjørnetjeneste. Og alligevel – hvordan afvejer vi næste-kærlighed og corona?

Ligesom vi alle er sociale væsener. Vi glæder os over at se børnene i leg. Vi smiler og snakker – og så kommer vi til at glemme, hvis barn, der var vores (og isoleret med os), og hvem vi må røre, og hvor tæt vi må stå.

Er du lederen? Ham eller hende, der udsætter dig for andres vrede ved i situationen at gøre opmærksom på, at vi skal passe på smittevejene? Eller brokker du dig bare over det på de sociale medier bagefter …

Kærligheden i karantæne

Med typisk dansk galgenhumor er der allerede nogen, der har filosoferet om, hvorvidt vi kan se frem til et babyboom om 9 måneder … eller en bølge af skilsmisser om tre måneder.

Alle, der har prøvet at få ferien spoleret af dårligt vejr, hvor for mange mennesker – især børn – er spærret inde på for få kvadratmeter, ved at hjemmeskoling og arbejde hjemmefra er en dårlig kombination. Far og mor skal vælge, hvem der arbejder, og hvem der passer børn.

Tilføj økonomisk usikkerhed, frygt for at miste jobbet, bekymring over svagelige familiemedlemmer, grænselukninger – og alle verdens øvrige kriser, som nu er sat i baggrunden. Så er det svært at være sexet. Måske også bare at være kærlig.

Virkelige helte

Hvis vi nu i stedet for at pege på de handlinger, vi foragter, peger på heltene. Se på lægerne, sygeplejerskerne, de frivillige, der køber ind for specielt sårbare mennesker. Igen peger de tre fingre tilbage mod dig selv. Du bliver rørt. Du ved godt, hvad der er rigtigt.

Hold fast i den følelse, for det er den medmenneskelige kærlighed. Den kan du også bruge til at rumme det grædende barn, smile til den sure ægtefælle og sige, ”jeg ved, du er træt”.

Reglerne for menneskelig adfærd har ikke ændret sig, fordi der er en krise. Du kan ikke lave om på andre mennesker. Du kan kun ændre din egen adfærd. Det mirakuløse er bare, at din ændrede adfærd smitter lige så meget som corona-virussen.

Kys hinanden

Inden for familien – alle I som er lukket inde sammen – er det tilladt at røre og kysse. I har alligevel allerede smittet hinanden, hvis en af jer var ramt. I skal bare ikke give smitten videre. Og I kan være heldige. Så kram børnene. Kram hinanden. Kys hinanden og hold hinanden tæt, når der endelig er et øjebliks ro.

Så er der plads til både kærlighed og corona.

Det kan godt være, I er for udmattede til at dyrke sex. Også selv om I er blandt de heldige, der ikke er blevet smittet med corona-virussen. At I kan rumme hinanden, selv når I er trætte, bekymrede og uvaskede. At du tager en ekstra tørn, så din partner kan arbejde eller hvile eller tage et bad i fred, fylder på kærlighedsbeholderen.

Der kommer en dag igen, hvor bedsteforældrene kan tage børnene og give jer en kæresteaften.

Ny kærlighed og corona

Det giver sig selv, at en kaffe-date på café er udelukket per kongeligt dekret. På den anden side er en stor del af befolkningen nu tvunget til at sidde hjemme bag skærmen, så mon ikke der også er aktivitet på datingtjenesterne. Og på de sociale medier i det hele taget.

Og selvfølgelig kan du flirte online. Du kan godt lære et andet menneske at kende ved at skrive frem og tilbage. Selvfølgelig med det forbehold, at vi aldrig kan være sikre på, at nettets billeder er ærlige. Men så kan du jo foreslå et møde på Skype.

Det siges, at afstand får begæret til at blusse endnu heftigere. Præcis som med parret, der er spærret inde i en lille lejlighed med hjemsendte børn i ugevis, kan du lære meget om en mulig partner ved at se, hvordan han eller hun håndterer, at det første møde må udsættes.

Søde ord, kys og toiletpapir

Er du bare gået i – fornuftig – karantæne efter, at I har mødtes første gang, så kan skriverierne sagtens blive hede. Antydningens kunst er i høj kurs i flirten. Fantasien er ikke underlagt karantæne. Måske er det endda en god ting, at I øver jer i at sætte ord på jeres lyst. Det er der alt for mange, der ikke kan.

Glem alt om at give blomster og chokolade. I denne tid kan du være en ridder i skinnende rustning ved at stille en rulle toiletpapir ved hendes dør. Hvis du har kørt et par timer frem og tilbage for at gøre det – jamen, det er da kærlighed.

Hvis I allerede har kysset og … blandet bakterier, så kan I godt blive ved at se hinanden. Men selvfølgelig sådan, at I holder afstand til andre mennesker. Bliver I så syge, kan I også tage jer af hinanden. Som nævnt ovenfor.

Måske det heller ikke er så vigtigt, hvilken parfume hun bruger. At hun dufter lidt af håndsprit, viser at hun sætter pris på dig ved ikke at bringe smitte hjem til dig.

Så er der åbnet for flirten – og den gode samtale

Den gode nyhed er, at det danske samfund nu stille og roligt er ved at åbne sig igen. Vi skal stadig holde distance for ikke at sprede smitte, men nogle aktiviteter er åbnet igen. En vandretur i naturen – i behørig afstand – kan godt være starten på en romance. Det er i alle tilfælde bedre at se hinanden an i virkeligheden end via en skærm.

For mit eget vedkommende kan jeg åbne konsultationen i Ole Suhrs Gade 21 fra den 20. april. Har du behov for at tale om dit kærlighedsliv – som single eller i et parforhold – så er der igen mulighed lørdage og onsdage (lige uger). I øvrigt har jeg fået gode erfaringer med Skype, så den mulighed fastholder jeg, hvis det passer dig bedre. (Nej, der er nogle sikkerhedsproblemer med Zoom, så det er ikke forsvarligt).

Foredrags-turné til efteråret

Mit foredrag hos AOF bliver flyttet til en dato i efteråret. Du kan tjekke hvornår her. Derudover finder jeg nye datoer på Café Oasen i Vanløse og søger samtidig efter flere locations (hvis du har et forslag til, hvor du gerne vil høre mig, så send mig gerne en mail). Du kan i alle tilfælde melde dig på nyhedsbrevet her, så du kan få besked om kommende foredrag, nye blogs og andet relevant.

Lad os springe håbefulde ud i foråret – med hensynsfuld og kærlig afstand – og tro på at flirten lever.

Foto: Free Photos, Pixabay