Grå dating, altså ikke grå som i 50 nuancer, men som i silver fox og grå hjelme – eller som jeg foretrækker at kalde dem: silver foxy ladies. At finde moden kærlighed og date med grå, tynd eller slet ingen hårpragt byder på særlige udfordringer. Men det lader sig gøre med åbent hjerte.
Jeg vil vove den påstand, at succes med dating 50+ (eller 60+, 70+ for den sags skyld) for de fleste handler om selvindsigt. Vejen til moden kærlighed går gennem et opgør med illusioner og med de historier, vi fortæller om os selv. Så lad os kigge lidt på myterne og mulighederne.
Jeg fortjener
Nej, du fortjener ikke en ti år yngre kæreste. En succesrig kæreste. En kæreste med et spændende, verdensomrejsende liv. Du fortjener i det hele taget ikke noget. Hverken hvad vægt, højde, formue eller noget som helst andet angår. Du har frit valg mellem dem, som vil have dig.
Så vend blikket indad og se på, hvad du har at tilbyde (det gælder også, hvis du er en hot cougar eller en velholdt mand i din bedste alder).
I samme omgang kan du lige overveje, hvad andre egentlig kan tilbyde. Det gælder ikke mindst mændene, som ofte er lidt bange for post-klimakterie-makrellerne (som Anne Marie Helger har navngivet gruppen). Reelt er mænds rejsningsproblemer en større trussel mod sexlivet efter de 50 end kvindernes overgangsalder. Det gælder om at nyde det, der er.
Hvis du i stedet for kigger på kompatibilitet i værdier, interesser, helbred – og vel også geografisk nærhed – så er der heller ikke så stort et udbud af potentielle kærester, men nok et mere realistisk. Så prøv at se, hvad de kan tilbyde, som du kan matche. Hvis du ikke vil sidde som evighedssingle og ”fortjene” en masse.
Vær åben for moden kærlighed
Du har med garanti brændt fingrene. Det gør stadig ondt efter skilsmissen, eller du har kasseret eller er blevet kasseret af en række kvinder/mænd gennem de senere års datingliv. Du er måske blevet kræsen. Der bliver længere mellem dine dates. Du gider måske heller ikke gå så meget ud længere.
Miraklet er, at du får det, du sender ud. Du ser selvfølgelig flere potentielle partnere, når du kigger efter dem, end når du ikke gør. Hvis du kigger efter ”fejl”, så finder du dem. Hvis du kigger efter smilet, varmen og læber, der inviterer til kys, så smil, gengæld varmen – og kys.
Der skal måske tales mere, når du møder en moden partner. I har begge flere erfaringer – gode som dårlige – og I er mere bevidste om, hvad I gerne vil (og vil undgå). I er måske også længere om at finde den seksuelle gnist. Men i sidste ende handler det om at turde tage springet. Og være klar til at overvinde forhindringer.
Opsøg kærligheden
En oplagt mulighed for at finde en partner er datingsites. Det er selvfølgelig en måde at stille dig selv til rådighed. Du kan blive fundet af prinsen eller prinsessen. Men vær nu helt ærlig: Hvad kigger du selv efter? Du håber jo nok, at hun eller han har passet lige så godt (eller lidt bedre) på sig selv, som du har. Du kigger billeder.
Så må du også vise billeder: opdaterede, uden filter, tæt på, i fuld figur og uden solbriller. Når du opsøger moden kærlighed, så stå dog ved, at du er moden.
Du benytter med garanti også et søgefilter, hvor du sorterer efter højde, vægt og alder. Så i virkeligheden udelukker du kærligheden. Som nævnt ovenfor kan du spilde dit medlemskab af datingsitet på at skrive til potentielle kærester, som du ”fortjener”, men som er komplet uinteresserede i dig.
Så hvis du går ud på det grå datingmarked, så find et forum, der matcher dig selv – ikke bare dine fantasier.
Et mønster i moden kærlighed
Kort og godt. Stå ved hvem du er, og hvad du vil. Det gælder også dine kærlighedsmønstre; tilknytningsmønster og skygge/maske. Hvis du f.eks. har svært ved at forpligte dig til en partner … så skal du ikke forvente, at du får en partner, der vil forpligte sig til dig. Så er du hurtigt single igen.
Her bliver du nødt til at se i øjnene, at du kommer til at arbejde med dig selv. Du kan som bekendt ikke lave om på andre, men du kan ændre din egen adfærd – dine egne mønstre. Det er klassisk stof for sexologen. Hvis du vil have mere held med moden kærlighed, end du hidtil har haft i dit kærlighedsliv, så ligger bolden på din banehalvdel.
Fordelen ved at anskue det på den måde er, at det altså står i din magt at sparke til bolden. Du kan i den forbindelse vælge at stå ved, at du er en dejlig mand eller kvinde, som det er sjovt at være sammen med. For andre på det grå datingmarked. Uanset alder, højde, vægt og alt det der.
Øjnene, der ser
Når du lærer at se dig selv med nye øjne, vil du også se andre med nye øjne. Så kan du sige pænt nej tak til henvendelser, der ikke interesserer dig. Og forhåbentlig vil du have modet til at række ud efter andre, som gør. Det kan du selvfølgelig også gøre i den virkelige verden i et forum med andre modne singler:
Når du kan have det sjovt med dig selv, kan du også have det sjovt med andre. I selskab med andre viser du, at du er sjov at være sammen med. Det er mere overbevisende end selv den bedste profiltekst. Og charme er svær at fange på et billede.
Hvis du har brug for at se på, hvad der begrænser dig i din søgen efter moden kærlighed, så kan du booke en samtale på 25 46 42 68 (send gerne en sms) – og du er selvfølgelig velkommen til at følge flere blogs om sex og kærlighed i nyhedsbrevet.
Topfoto: Olga Volkovitskaja, Pixabay