fbpx

Hvad vil du have? Altså, hvilke kriterier afgør om, du swiper til højre, skriver til en profil, svarer på en henvendelse? Svaret er: en kæreste med humor. FindEnKæreste spurgte sine brugere, og fandt ud at, at både for kvinder og mænd er den egenskab, der topper, humor. Muligvis fordi de ikke havde givet svarmuligheden kemi.

Der er en generation, der husker Score-Kajs 3-S’er-opskrift på succes med damerne: Charme, selvtillid og lækkert hår. Det var ikke lige det undersøgelsen har spurgt om, men i feltet ”andet” havde en del brugere sjovt nok skrevet charme, kemi og det at være sig selv.

For selvfølgelig vil vi først og fremmest føle os tiltrukket af vores date. Det er det, vi med et noget upræcist ord kalder kemi. Det er ikke en egenskab, men snarere den effekt visse egenskaber har på os. Derfor er det vigtigt med en kæreste med humor, fordi latter udløser oxytocin – kærlighedshormonet.

Seksuel tiltrækning spiller naturligvis en stor rolle – ikke mindst på den håndfuld datingsites, hvor en date er lig med sex. Foto: DivvyPixel, Pixabay

Det skal selvfølgelig nævnes, at der i feltet ”andre muligheder” også var nogen, der skrev ”røv og patter”. I hele den dating-verden, som FindEnKæreste dækker, er der også en del sites og apps, der handler om sexdates. Så selvfølgelig kigger nogen også efter en sexet kvinde/mand. Eller igen: en mand/kvinde, som vi har den rette (seksuelle) kemi med.

En kæreste med humor, loyalitet og omsorgsfuldhed

I virkeligheden skal vi måske skelne mellem det, vi kigger efter, og det, der tiltrækker os. Det første er det, vi bruger til at sortere profilerne og henvendelserne, mens det andet kommer i spil, når vi mødes. Det første er bevidst, det andet foregår på det ubevidste plan.

Der kan også være forskel på det, der kommer ud ad munden på os, og det, der får pulsen op hos os. Selv i en anonym undersøgelse vil vi være påvirket af, hvad det er ”pænt” at svare.

Men vi kommer ikke udenom, at en kæreste med humor topper hos både mændene (86 %) og kvinderne (89%). I øvrigt var der også enighed mellem kønnene om de to næste egenskaber, nemlig loyalitet og omsorgsfuldhed.

Tilsammen giver det billedet af ham/hende, du gerne vil tilbringe dit parforhold med.

Kæresten i spejlet

Det kan være, at en kæreste med humor her ville indskyde ”og hvad med dig selv”?

Når vi alle sammen – mænd såvel som kvinder – søger efter en kæreste med stort set de samme egenskaber, så ville det være en let antagelse, at vi også kan levere det samme. Og så ville vi alle komme til at leve i fryd og gammen. Men det gør vi jo ikke.

FindEnKæreste er klar over, at undersøgelsen har en svaghed, nemlig at 80 % af besvarelserne kom fra kvinder. Et særskilt kig på de små 20 % mænd, der svarede, viser, at de typisk prioriterede udseende lidt højere end kvinderne. Kigger de i virkeligheden efter ”røv og patter” – uden at ville stå ved det?

Men selvfølgelig vægter mændene også de indre kvaliteter. Det er jo lige meget, om hun ligner en fotomodel, hvis hun er sur hele tiden. Mændene har venlighed på fjerdepladsen – ikke så fjernt fra omsorgsfuldhed. Eller som det ofte udtrykkes: de vil gerne have en ”sød” kæreste.

En velsoigneret kæreste

Kvinderne prioriterer selvfølgelig også udseendet. Det er bare karakteristisk, at de udtrykker det på en lidt anden måde. Her er det nemlig ønsket om en velsoigneret kæreste, der prioriteres højere end hos mændene (54 % mod 48 %).

Det betyder, ja, rene negle, men måske i det hele taget personlig hygiejne. Det ønske hører jeg ofte udtrykt blandt de mere modne datere, hvor mændene åbenbart ikke længere er så skarpe. Eller hvor de har svært ved at følge med og klæde sig lækkert.

En kæreste med humor vil måske her tilføje, at det er, fordi deres ekskone har stået for at købe nyt tøj gennem de sidste tyve år … Kvinderne derimod ved fra medierne og venindegruppen, at de bliver vurderet på udseendet, så de er livet igennem fokuserede på mode, hud- og hårpleje, vægt og så videre.

Derfor datingsites

Det er værd at hæfte sig ved loyalitet på andenpladsen hos både kvinder og mænd. Det er nok ikke helt galt gættet, at der bag det begreb gemmer sig et ønske om troskab. Dig og mig for altid. Eller i hvert fald lang tid.

Kæreste med humor

Når alkohol hæmmer dømmekraften til en festlig nat i byen, kan et møde arrangeret over nettet godt virke mere seriøs. Foto: jokerlever, Pixabay

Jeg møder mange bud på, hvorfor vi overhovedet bruger datingsites og -apps. Fra en billedskøn 23-årig kvinde (og bruger af netdating) har jeg fået det bud, at vi (måske især de yngre årgange) er dårlige til at indlede kontakt til et andet menneske uden brug af alkohol. Set i det lys er en netdate mere seriøs end en et tilfældigt møde ”i byen”.

Derfor vil de indre kvaliteter måske også tælle mere end udseende, mens hende eller ham, du drikker shots med fredag aften, mere vurderes på udseendet (eller hvem der er gang i, når du bliver liderlig). Mødet i virkeligheden er blevet uforpligtende. Ham/hende, du møder i ædru tilstand via netdating, vil du gerne noget mere med.

En helt anden ting er, at for de yngre årgange er datingapps bare endnu et sted at møde potentielle partnere. Ikke så forskelligt fra uddannelsesstedets fredagsbar, byturen, studiegruppen, rusturen, sportsklubben, private fester og andre mødesteder i den virkelige verden.

At hvile i sig selv

Noget, der ofte efterspørges i datingprofilerne, er en mand/kvinde, der ”hviler i sig selv”. Dette ikke klart definerede begreb var ikke en svarmulighed, men gemmer sig nok i forslaget under ”andet”, nemlig ”det at være sig selv”.

Er vi ikke tro mod os selv, kan vi heller ikke være det mod en partner – og dermed ikke være loyale. Så kan vi nok så meget være en kæreste med humor. Hvis vi hviler i os selv, har vi gerne selvironi. Har vi tværtimod brug for at hævde os over for andre, kan ironien bruges til at nedgøre andre.

Med sine 1.403 besvarelser fra respondenter mellem 13 og 74 år er undersøgelsen et sjovt øjebliksbillede af datingmarkedet. Du kan læse alle resultaterne her. Og du kan læse mere om at få succes med dating her. Du kan naturligvis også følge med i nyhedsbrevet med nye blogs og events.

P.S. Lækkert hår blev nævnt som en væsentlig kvalitet af 11 % af respondenterne


Topfoto: Elena Burisova, Pixabay