Den modne kvinde med en ung elsker. Til fælles fornøjelse. Kvinden har fået prædikatet cougar, puma. Altså et rovdyr. Men måske også en erfaren overlever i datingjunglen, der ved, hvad hun vil, og hvad hun kan. Sandsynligvis også en kvinde, der er glad for sin krop og ikke prøver at være andet end det, hun er.
Skilsmissen betyder ikke, at du ikke kan være attraktiv. Overgangsalderen betyder ikke, at du skal lægge et seksuelt aktivt singleliv på hylden. Uanset årsagen og alderen er det et aktivt valg at blive cougar.
Nogle kvinder oplever det som en befrielse at slippe for den rolle, som de har påtaget sig gennem et langt ægteskab. Rollen som omsorgsfuld mor. Rollen som den pæne pige. Rollen som konen. Rollen som hende, der har fokus på andres behov.
Cougars og gamle grise
Der er vist ingen regel for, hvor gammel man skal være for at være cougar, men overgangsalderen behøver heller ikke at være et problem. Præcis som med puberteten er det netop en overgang – begyndelsen på noget nyt.
Det handler mere om aldersforskellen. Som en 53-årig cougar frisk slår fast, når nogen forfærdet udbryder, ”han kunne være din søn”: ”Nej, men han kunne være din”. Så meget for gammel-gris-reglen. Hvor mange unge mænd cougaren har at vælge imellem, handler selvfølgelig fortsat om seksuel markedsværdi (SMV).
Det er bestemt ikke alle, der bliver tiltalt af cougartilværelsen. En kvinde midt i 40’erne var ærlig talt træt af henvendelser fra helt unge mænd, der ”ville bruge hende som hoppepude”, som hun sagde. Hendes oplevelse var altså, at de unge mænd kun tænkte på sig selv. Eller manglede erfaring.
At nyde frem for at nøjes
Den glade cougar derimod fortæller, at hun oplever, at de lækre unge mænd dyrker hende som en gudinde, fordi hun er til stede i sin krop og i sit nu. Dermed også være sagt, at hun er bevidst om, hvad hun gerne vil have, og hun oplever, at de unge mænd gør sig umage.
De unge mænd nyder, at hun nærer kærlighed til sin krop, der måske er knapt så sprød, som de hun var 20. Der er plads til samtale og til sjov sex. Hendes forhold handler ikke om at få dækket et følelsesmæssigt behov, men udelukkende et seksuelt. Sammen skaber de et legende rum, hvor der opstår stærk seksuel polaritet mellem det feminine og det maskuline.
I modsætning til den 40-årige, som oplevede de unge mænd som dårlige elskere, ser den glade cougar tværtimod de jævnaldrende mænd som lidt kedelige. Som nogen, hun skulle nøjes med. Eller nøjes med at være alene.
Og når de unge mænd nu byder sig til?
Ikke noget at skamme sig over
Hendes opskrift på en succesrig cougartilværelse starter med selvkærligheden. Det gælder om at finde lysten i dig selv. Og netop (selv)kærligheden vinder over frygten for at være liderlig. Der er ikke noget at skamme sig over.
Det gælder om at tage lysten med i Netto – eller hvor du nu vil møde de lækre unge mænd. At se dig selv som sexet og attraktiv øger din SMV, så du tiltrækker de (unge) mænd, der vil dyrke dig som en gudinde.
Så ja, det kræver selvtillid. Selvtillid til at klæde dig sexet og dermed signalere, at du inviterer til sex. Det gælder uanset, hvor gamle mænd du gerne vil tiltrække. Så du skal også have selvtilliden til at sætte dig i spil som cougar der, hvor de unge lækre mænd er. Selvfølgelig også selvtilliden til at sige nej tak.
Ligestilling i aldersforskel
Og hvad så med mændene? Mænd – især med høj status – har traditionelt scoret yngre partnere. Det afføder ikke øgenavne. Manden med den unge kæreste/veninde får snarere en klap på skulderen af kammeraterne. Måske de også er lidt misundelige.
Men det gælder selvfølgelig begge veje. Vores lyst er vores egen. Hvis du kan tiltrække sexpartnere, der finder dig attraktiv trods aldersforskellen, og I begge får nydelse ud af det, hvad skulle så forhindre dig i at prøve cougar-vejen.
Hvis vi naturligvis husker, at seksuel chikane er seksuel chikane – uanset alder og køn.
Har du brug for at tale om din lyst og måske om, hvad der bremser dig i at udleve den, så kan vi tage en samtale om det. Du kan booke på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive dig på nyhedsbrevet og se, om du finder inspiration der.
Topfoto af rovdyret, der har lagt navn til modne kvinder, der nyder unge mænd – men også et smukt dyr: Ian ZA