fbpx
”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde”, lyder et terapeutisk råd. Krisen er nemlig et godt udgangspunkt for at nå til erkendelse. Og fra erkendelsen er der kun et kort skridt til handling, så kan skabe forandring – udvikling – fremgang. Men … det er mit ansvar at tage skridtet.

Mellem erkendelsen og handlingen ligger det personlige ansvar. Når vi har gennemskuet sammenhængene, når vi har erkendt tingene er det, de er, så står vi kun tilbage med spørgsmålet: Hvad gør jeg nu? Det er mit ansvar.

Du kan spørge andre til råds og blive vejledt for at forstå sammenhængene. Det er typisk her terapeuten kommer ind i billedet. Nogle gange kan det faktisk gøre det lettere at komme frem til aha-oplevelsen. Du kan også sagtens spørge andre til råds om, hvad du så kan gøre.

Men det er ikke dine venner og rådgivere, der skal handle. Det er dig selv. Og det er det ansvar, vi alle må påtage os hver især med ordene, “det er mit ansvar”.

Intet er tilfældigt

Det gælder på alle områder i tilværelsen, men jeg interesserer mig selvfølgelig særligt for kærlighedsrelationer. Her gælder reglen i allerhøjeste grad.

det er mit valg

Der er øjenkontakt. Smiler jeg, går jeg hen til dem, hvem af dem begynder jeg at tale med, og hvem tager jeg med hjem? Det er mit valg, Foto: Anastasia Gepp, Pixabay

Vi har altid ansvar for vores handlinger. Vi kommer ikke til at gå i seng med hinanden, at blive kærester, at få børn, at blive gift, at blive skilt. Men når vi mødes og bliver tiltrukket af hinanden, så sker meget af det ubevidst. Ja, vi har lyst til at knalde. Ren og skær liderlighed sætter trumf på, når feromonerne passer sammen og stemningen er den rette.

Beruselse kan svække vores hæmninger, men det er også et valg at drikke alkohol og drikke for meget. At skyde skylden på alkohol er ansvarsforflygtigelse. Altså: det er mit ansvar.

Ansvar for kærligheden

Nogle gange synes vi, at partneren er rigtig sød. Hun/han har alt det, vi har gået og drømt om. Han/hun er vores soulmate og passer med os som to puslespilsbrikker til hinanden. Og så bliver vi kærester.

Her følger vi i langt de fleste tilfælde tilknytningsmønstre, der er skabt i vores barndom – eller det som ofte bliver beskrevet som matchet mellem skygge og maske. Blot for senere at finde ud af, at partneren netop af samme grund ripper op i gamle sår. Og så smutter vi videre til det næste forhold.

Det er her, at mange – men måske først i moden alder og efter adskillige parforhold – opdager, at det er den samme kæreste, de ender med hver gang. Dejlig til at begynde med, irriterende og uudholdelig efter et stykke tid.

Her kommer de typisk til en terapeut med spørgsmålet: hvorfor ender jeg altid med de forkerte kærester? (Svaret er grundlæggende: “fordi du vælger dem”).

Lidt hjælp udefra

Det lykkelige udfald af den krise vil være, at du når til en erkendelse af dine mønstre. En god terapeut vil kunne stille nogle gode redskaber til rådighed, som du kan bruge til, sammen med din partner, at komme videre. Eller til at gå ind i et nyt forhold med åbne øjne.

Men: Når du står med erkendelsen; når du står med nogle fornuftige redskaber – så er det dit personlige ansvar, om du vil handle på den erkendelse og om du vil benytte redskaberne. Ikke selvhjælpsbogens, ikke terapeutens, ikke dine venners, ikke potentielle kæresters – men udelukkende dit eget ansvar.

Det er lidt en kliché, men du træffer selv valget ved en skillevej. Foto: Pixource, Pixabay

Når dette er så svært, så skyldes det, at hjernen ikke er designet til at gøre os lykkelige, men til lade os overleve. For det primitive menneske var det en fordel, at indrettet sig efter, at der kunne være en løve bag den næste busk. Så vi vælger det sikre. Vi gør det, vi plejer at gøre.

Nye værktøjer, nye fremgangsmåder

”Hvis vi tænker, som vi plejer, og bruger de samme værktøjer og fremgangsmåder, som vi plejer, så kan vi ikke forvente noget nyt”. Citatet tillægges Albert Einstein. Uanset ophavsmanden, så er det geniale i denne sætning selvfølgelig, at det logiske er at prøve nogle nye fremgangsmåder. Og dermed få et nyt resultat. Med andre ord, at vi bevidst bryder med hjernens instinktive “plejer”.

Mange af de nye forsøg vil givetvis mislykkes – altså få et resultat, som du ikke er specielt glad for. Så må du bare gøre et nyt. Det eneste, der er sikkert er, at hvis du falder tilbage i det gamle mønster, så får du det samme gamle resultat.

Verden skal såmænd nok overleve, at du kører videre i den gamle skure. Du møder sikkert også stadig nye kærester – men grundlæggende de samme “forkerte” kærester. Også her kan du vælge den nye vej, nemlig at konfrontere den gamle smerte, som kæresten vækker i dig (og tilsvarende de sår, som du ripper op i hos kæresten). Altså: ny fremgangsmåde.

Hver gang noget mislykkes, vil du være en erfaring rigere (f.eks. at du ikke døde af det). Og når du selv har taget ansvaret for den udvikling, skal du da lige klappe dig selv på skulderen for at have høstet den vigtige erfaring. Gevinsten ved at erkende, at “det er mit ansvar“, er, at det så også er min sejr.

Modet til forandring

Forskellen på at blive ved det vante og trygge og tage ansvaret for at kaste dig ud i noget nyt, er forskellen på frygt og mod. At tage ansvaret for dine valg – at tage ansvaret for dit liv – er en modig beslutning.

Fordelen ved, at det er dit eget ansvar, er, at du med rette kan klappe dig selv på skulderen, når det lykkes – og når du har gjort dig en erfaring. Så kan du finde ro i dig selv. Foto: Dimitris Vetsikas

Det betyder ikke, at du ikke er bange for at slå dig, at dumme dig, at løbe ind i eventyr, der ikke ender lykkeligt. Men det betyder, at du handler. I stedet for at lade dig styre af din frygt. Og dermed lade dig styre af andres ønsker, vilje og handlinger.

I den situation er det nemt at sige, at “det er de andres skyld”. Men det er faktisk dit eget ansvar, om du vil underkaste dig deres vilje eller få din egen.

For din egen skyld

Når vi handler og følger vores egen lyst, kommer vi derfor med garanti til at træde nogen over tæerne. Vi er jo pludselig begyndt at gøre noget andet end det, de havde vænnet sig til. Men Vi er ikke sat i verden for at behage andre. Det handler ikke om at gøre noget mod andre, men at gøre noget for os selv.

Det kan i sig selv også virke skræmmende, for pludselig er det heller ikke andres skyld. Det er ikke min ægtefælles skyld, min ekskærestes skyld, mændenes skyld, kvindernes skyld, datingtjenestens skyld, samfundets skyld. Det er ikke nogens skyld. men det er mit ansvar.

De ovennævnte kan alle sammen være en modstand mod, at vi opnår det, vi gerne vil. Men vi har ansvaret for, at det sker. Hvis ikke lige nu, så ved næste forsøg eller næste forsøg igen. Skræmmende måske – men også befriende.

Fra drøm til mål

Om det nu gælder kærligheden eller et andet livsmål, så er det her, du må stille spørgsmålet: Vil jeg noget andet? Er dit svar “ja”, så er det kun én ting at gøre: Tag ansvaret for dit ønske. Så forvandler du en drøm til et mål.

Valget er nemt: vil du sidde og vente på mirakler, eller vil du få tingene til at ske. Du behøver ikke bruge et datingsite, men hvis du gør det, så tag ansvaret for, hvem du skriver til. Foto: Stocksnap. Pixabay

Som i alt her i livet er det første skridt det sværeste. Både mod erkendelsen og mod at tage ansvaret. Men det gør krisen lidt nemmere at overvinde, når du ved, at den er døren til erkendelse. Og at vejen derfra går videre til autonomi i dit eget (kærligheds)liv. Hvis du tør tage ansvaret.

En vej til den autonomi er god sparring med en uvildig partner – og det kan du få til en samtaleterapi, som du kan booke på 25 46 42 68. Du kan også skrive dig på nyhedsbrevet og følge nye blogs og få besked om, hvornår du kan møde mig til et inspirerende foredrag


Topfoto: Pexels