fbpx
DATING // PSYKOPATER – Man siger, at kærlighed gør blind. Og det er der nogen, der forstår at udnytte. De findes i alle aldre og er voldsomt karismatiske. De findes live, og de findes på dating-sites – psykopater. De er IKKE en skræmmehistorie, men en ganske reel risiko. Dette er en virkelig historie.

Man skal være forsigtig med at kaste rundt med diagnoser. Begrebet psykopat anvendes her i den almene, ikke psykiatriske betydning. Men jeg har lovet at gentage historien jævnligt, så her er altså noget om dating og psykopater.

Han ville gerne finde en at blive gammel med. Han indrømmede han havde kendt flere og var træt af at date og starte håbefuldt op. Og det skulle være hende – hun var “hans dyrebare udkårne”! De ord ramte hende lige i hjertet.

Med forelskede øjne

Jo, hun var forelsket og gik naturligvis ud fra, at det, han fortalte, var sandt: Om den store arv fra faderen, som han og søsteren havde placeret i et selskab, og at han var ved at overtage den del svogerens firma, som havde med sikkerhed, kameraer og så videre at gøre.

Om en erstatningssag mod sundhedsmyndighederne for flere millioner for fejlbehandling af hans far med døden til følge. Om lejligheden, der bare var midlertidig, selv om han havde pengene fra salg af det hus, han havde haft med en ekskæreste.

Hun købte hele pakken. Indtil den aften, hvor han endnu engang viste sin jalousi, hvor hun indså, at hun havde aflyst en aftale hos en mandlig behandler, fordi det ikke behagede ham. Hvor hun bemærkede det der udtryk i hans øjne. Morgenen efter listede hun nøglerne til sin lejlighed ud af hans bukser uden, at han så det, og bad ham tage hjem til sig selv.

Intuitionen

Hendes intuition var god nok.

Manden var en dygtig og konsekvent løgner. Mens bønfaldende beskeder tikkede ind fra ham på sms, tog hun kontakt til hans eks på Facebook. Som svar fik hun hendes kommunikation med en anden ekskæreste – om hvordan de begge havde lånt manden penge (sammenlagt over en million), som de aldrig havde set igen, og i den enes tilfælde også om vold i forholdet.

Dating og psykopater

Kan disse læber lyve? Sædvanligvis forventer vi, at folk fortæller sandheden. I særdeleshed stoler vi på det menneske, vi er kærester med. Derfor er vi sårbare for manipulation, fordi psykopaten dybest set tror på sin version af virkeligheden. Modelfoto: Shaun, Pixabay

Og om at manden aldeles ikke har noget sikkerhedsfirma, men faktisk var social- og sundhedshjælper på et plejehjem. Og i øvrigt havde en – betinget – dom for at have franarret en ældre dame i hans pleje flere hundredetusinde kroner. Faderen var rigtig nok død, men vist nok af druk, og havde aldrig haft nogen formue.

Siger din intuition dig lige nu, at du er i samme situation – så ræk ud efter hjælp med det samme.

Boblen

Men lad os fortsætte: Pludselig begyndte flere ting at give mening. Set i bakspejlet blev det næsten morsomt, at hun var faldet for hans historier. Men også skræmmende – f.eks. hans jalousi.

Han forklarede, at det ikke var rigtig kærlighed, hvis der ikke var en smule jalousi. Og hun havde føjet ham og renset ud i mandlige venner blandt sine Facebook-kontakter. Hun så også mindre til sine veninder, hun var jo så forelsket. Hun kunne også mærke, at det ikke behagede ham, Som han sagde: “veninder er en mandlig kærestes udfordring, for de siger så meget”.

Han selv havde ingen venner – næh, det var sådan set dem, han arbejdede sammen med i sikkerhedsfirmaet.

Hun blev isoleret i en boble, hvor udefrakommende ikke kunne prikke hul i hans fantasier.

Hvis du føler, du er blevet afskåret fra din familie og dine venner af din kæreste – så ræk ud og få kontakt igen med det samme.

Tricket

Han havde fortalt om sin/familiens lækre fjeldhytte oppe i Norge, arvet efter faderen, og hun havde set billederne.

Fra en af eks’erne fik hun at vide, hvordan denne var blevet afkrævet 20.000 kroner “for at kunne bruge hytten” i forbindelse med, at de skulle flytte til Norge med en forklaring om, at hans søster lå i skilsmisse … og hans kort spærret.  Hun fandt senere hytten i et katalog fra et udlejningsbureau.

Han lagde altså op til at bruge sit gamle trick igen.

Reddet på stregen

Men i fire måneder troede hun på ham. Sund fornuft og en god intuition havde reddet hende fra at slippe forbindelsen til den objektive verden yderligere. Men hun indrømmer, at hvis det ikke havde været for kontakten med hans eks’er, så ville hun let være faldet for hans passionerede forsøg på at vinde hende tilbage (ligesom eks’erne flere gange havde gjort det).

Måske ville hun have provokeret hans jalousi, måske ville hun have lånt ham penge. Han var begyndt at bygge en fortælling op om dårligere betalere og konkurs blandt kunderne og advokaten, som han sad og skrev rykkere sammen med …

Efter psykopaten

I dag er hun stadig chokeret over, at hun lod sig føre bag lyset. Måske fordi han virkelig troede på sin version af virkeligheden. Måske fordi han var så god til at aflæse, hvad der opfyldte hendes drømme og behov.

Chok over det man har oplevet. Skam over at man lod sig manipulere. Grundene til ikke at tale om det, man har været igennem, er mange – men det ændrer ikke ved at dating og psykopater er en giftig blanding. Modelfoto: Ulrike Mai, Pixabay

Ud fra beskrivelsen kunne man let hæfte betegnelser som narcissist og psykopat på manden. Han har efterladt sig et spor, som i hvert fald gør kvinden nervøs for, hvad han kan finde på. Og hvem ved, hvor mange kvinder han har ”været igennem”?

Skammen over at være blevet narret (og endda have forsvaret ham over for familie og venner), måske frygten for hans temperament, afholder nok mange fra at fortælle om deres oplevelser.

Advarselslamperne

Konklusionen – som kan være svær at tage ind, når man er forelsket, og forholdet skrider hurtigt frem, fordi man er sammen hver dag – er, at hvis det lyder for godt til at være sandt … så er det det sandsynligvis også.

Min kilde slap nådigt. Uden fysiske men og uden økonomiske tab, men nok rystet over, at hun lod sig manipulere og så længe overså advarselslamperne. Hun har gået i terapi for at bearbejde oplevelsen – og for at sikre sig, at hun ikke falder i den fælde igen.

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at gardere sig mod at møde en psykopat. Det må understreges, at de tre kvinder, hvis historie jeg kender, alle er veluddannede, selvstændige og attraktive – ikke “lette ofre” eller nogen, der “måtte nøjes”.

Men psykopater kan være karismatiske og charmerende, og vores normale forventning er jo, at vi kan stole på folk. I forelskelsen slipper vi desuden lettere realitetssansen – uanset vores alder.

Dating og psykopater – en tjekliste

Så lad os dog holde fast i et par ting:

  • Bevar kontakten til dine venner og familie (lad være med at blive “kæreste-kedelig”).
  • Giv ikke et andet menneske magten over dit liv; hvem du ser, hvad du laver, og hvad du tænker.
  • Du har altid ret til at sige nej – uanset hvad din partner mener
  • Og så lige den med pengene; det hører ikke rigtig hjemme i et kæresteforhold at låne større beløb af hinanden. Uanset hvor meget “udbetalingen er forsinket”, “banken har kludret i det”, “kortet ikke virker”.

Psykopater, psykopati med mere

Som et P.S. må det tilføjes, at kvinder også kan være psykopater (narcissister, borderline og hvad man ellers bruger af betegnelser). Men der er en overvægt af mænd. En undersøgelse af psykisk vold i parforhold fra VIVE (tidl. Socialforskningsinstituttet) viser, at kvinder har dobbelt så stor risiko (4,4 %) for at opleve psykisk vold som mændene.

I forhold til dating og psykopater må det understreges, at psykopati (m.v.) ikke er et stempel, som man entydigt kan sætte på mennesker. Der er en glidende overgang fra det “normale” til den kriminelle psykopat. I psykiatrien vil man måske ikke betegne normalt fungerende mennesker, der har job og familie, som psykopater, selv om de bryder sociale spilleregler og (i det skjulte) driver terror mod deres omgivelser. Den nedbrydende virkning på deres nærmeste er dog den samme.

Og vi, der kender en, der er sammen med en mulig psykopat – og som forsvarer og dækker over ham/hende, lukker af for bekymrede spørgsmål og holder mindre og mindre kontakt?

Vi kan ikke redde nogen, men vi kan ytre vores bekymring, og vi kan tilbyde en jordforbindelse. Først og fremmest kan vi holde en dør åben og lade vores ven/veninde vide, at døren er åben. De får brug for den.


Du kan måske også blive inspireret af denne TED Talk.

Om narcissister og psykopater se også http://www.psykopaten.info/dk/ http://lisegaarden.dk/behandling/psykopat/hvad-er-en-psykopat/

Kvindens historie er gengivet med hendes tilladelse


Foto: Pexels