Vi kender hende jo godt. Hun er sød og lækker og sexet. Eller i hvert fald hende, som han er blevet forelsket i og er flyttet sammen med. Og som nu bestemmer farven på sofaen, lægger kostplanen (sund), planlægger sommerferien og måske i værste fald begynder at ændre hans tøjstil.

Inspireret af den pågående debat om Christian Tafdrups ”En frygtelig kvinde” kan vi da godt lige tage den vinkel – nemlig at kvinder i et parforhold meget ofte synes at styre hjemmet og i mange tilfælde også manden. I gammeldags talemåde, at hun forvandler ham til en tøffelhelt!

En kvinde med stil

Det kan da godt være, at hun har bedre smag, end han har. Stil og indretning ligger ofte højere som interesse hos kvinder end hos mænd, hvor mænd ofte fokuserer mere på om det er funktionelt og behageligt. Hvilket inkluderer de magelige bukser og den lidt luvslidte sofa, og foreholdt kærestens velmente råd, kan de fleste mænd godt se, at hendes forslag er lidt lækrere og smukkere og mere stilfulde.

Og hvis hun siger, at han ville se rigtig godt ud med lidt længere hår, med/uden skæg, i den der jakke og så videre, så er han jo egentlig godt tilfreds med, at hun synes han ser godt ud og kan komme til at se endnu bedre ud i hendes øjne. Og når både hans garderobe og hele boligindretningen forvandler sig for øjnene af ham, har han egentlig ikke lyst til at skændes om det. Og når nu hun gerne vil sidde med ham i den nyindrettede stue frem for, at han går ud og får et par øl med drengene, så …

Ja og NEJ

Ja, sidstnævnte er mere eller mindre plukket fra Christian Tafdrups film. Men som det også vil fremgå af ovenstående, så er manden jo ikke blevet tvunget til noget. Han er gået med til det hele. Men hvor han synes, det er ok at aflyse en enkelt pokeraften med drengene for at få en hyggestund med kæresten, så vil ’den frygtelige kvinde’ mene, at de i fællesskab har indstiftet en ny regel. Pludselig er dine venner og mine venner skiftet ud med vores venner, som pudsigt nok også alle sammen er par. Ham den flotte fyr, der gik i byen og scorede damer, er blevet en præ-familiefar, som for en sikkerheds skyld kun slippes ud, hvor kvinderne i forvejen er afsat.

Men hvis vi skal tale om en regel, så er det, at ingen bliver trådt på, som ikke lader sig træde på. Vi har alle – mænd såvel som kvinder – ret til at trække NEJ-kortet. Det er ikke et ’nej fordi’, men et klart og selvforklarende nej. FORDI vi altid har ret til at foretage vore egne valg, varetage vore egne interesser og tilfredsstille vore egne behov. Hvis dette nej forsvinder, så det ikke længere er en mulighed, så bliver det faktisk uinteressant at være i parforholdet. Forelskelsen er måske en uimodståelig tiltrækning, men kærlighed er et aktivt tilvalg; at sige JA. Og det kan vi kun, hvis vi også kan sige nej.

Og hvorfor har Christian Tafdrup så den opfattelse af kvinderne som frygtelige, som manipulerende hekse, der lokker med sex og straffer med tavshed og kuld, og som synes at have en foruroligende evne til at tappe ind i mandens dårlige samvittighed?

Den første kvinde i enhver mands liv

Tja – der kan være mange grunde til, at en mand får et dysfunktionelt forhold til kvinder, så han gang på gang tiltrækkes af den samme dominerende, manipulerende type. Jeg skal ikke kunne udtale mig specifikt om Hr. Tafdrup. Imidlertid fremhæver han, at mange af hans venner har samme oplevelse. Han siger endog i et interview at blandt testpublikummet kunne mændene godt genkende titlens frygtelige kvinde blandt deres kærester, mens kvinderne godt kunne genkende typen … blandt deres veninder!

Når mænd (mange – de fleste?) har svært ved at sige nej til deres kvinder, så spiller det givetvis ind, at den første kvinde i enhver mands liv er hans mor. Hun er den primære omsorgsgiver. Hvor meget faderen er inde over varierer meget fra familie til familie. De fleste mænd viger uden om at gøre deres mor vred/ked af det. Hvilket selvfølgelig lægger op til den sitcom-klassiske kone-svigermor-konflikt.

En helt anden ting er, at pigegruppen – typisk med skolen som ramme – er en udmærket uddannelse i manipulation og bagtalelse. Og nej, det har jeg som mand ikke erfaring med, men jeg lærer jo et og andet fra de kvinder, jeg taler med som terapeut. I drengegruppen er hierarkierne meget mere åbenlyse og kan som regel altid justeres med en rask slåskamp.

Frygteligt uperfekt

Det gør selvfølgelig ikke per definition kvinder frygtelige. Tøffelhelten har valgt at være tøffelhelt. Tøffelheltens ægteskab er i øvrigt sjældent lykkeligt, for kvinden ønsker sig overhovedet ikke en tøffelhelt.

Det er helt naturligt, at forelskelsens driftsstyrede tiltrækning, afløses af en magtkamp mellem de nye partnere i parforholdet. Når forelskelsens hormonrus fortager sig, begynder vi at se partneren, som han/hun virkelig er – med egenskaber vi ikke bryder os om, med ’fejl og mangler’. I bedste fald lærer parterne af hinanden, fordi de fejl, vi ser i den anden, i virkeligheden er et spejl, der viser vore egne uperfektheder. I værste fald indgår parterne skæve kompromisser, hvor hun får ret, og han får fred (i hvert fald i ”En frygtelig kvinde”-modellen). Men det bliver frygtelig kedeligt for den, der vinder kampen. Det er frygtelig kedeligt for tøffelheltens kone.

For hvor er den fyrige elsker, hun blev forelsket i? Hvor er den maskuline mystik, der var så dragende?

Nej – fordi jeg elsker dig

Set i det lys er det mest positive ord i parforholdet i virkeligheden et NEJ. Der er måske også – lidt selvmodsigende jf. ovenfor – et fordi i det. Det er et nej, fordi jeg elsker dig. Det er ikke kønsspecifikt. Det klæder både mænd og kvinder at tage vare på sig selv og sige nej til manipulationer. Det er også et godt værn mod psykopater og narcissister. Mødt med et solidt værn af nej’er omkring din personlige integritet, vil de sandsynligvis stikke halen mellem benene og (desværre) lede efter et lettere offer.

Det er altid muligt at sige ’ja, for denne ene gangs skyld’. Vi kan godt gøre noget for vores kæreste. Det er det, der er kærlighedens aktive tilvalg. Det gælder de daglige rutiner. Det gælder i sexlivet, hvor vi ikke behøver afvise noget, før vi har prøvet det. Men når vi aktivt siger ja i kærlighed til den anden, skal vi huske, at vi også kan sige nej i kærlighed til os selv.

I tantrisk/taoistisk billedsprog er kvinden vandet – ustadigt, i evig bevægelse, varmt og kærligt omfavnende, men også pludselig vildt og stormende – mens manden er klippen, der står fast, mens vandet brydes over den – eller, som nævnt, kærligt omfavner den. I sit nej – eller sit bevidste ja – er det manden, der forsvarer sin integritet og sin maskuline essens, mens kvinden er mere flydende i sine følelser og – siger nogle – altid og til stadighed vil teste, om hendes mand står fast. Og, når han gør det, vil favne ham varmt og kærligt.

Om du mener, at det gør hende til en frygtelig kvinde, er op til din egen vurdering.