DATING – Dette først og fremmest til mændene. Fordi: kvinderne ved det godt. Det handler selvfølgelig om normer, men det er også ren og skær matematik. Der er ingen garanti for, at du finder kærligheden og fantastisk sex. Men sådan forbedrer du dine chancer på datingsites.
Hvis du læser dette, så har du med garanti også været på Tinder og en halv snes andre datingtjenester (måske endda den med unge ukrainske kvinder). Du har swipet og liket og skrevet, men du er stadig single. Så er det på tide at finde ud af, at sådan forbedrer du dine chancer.
Det handler om nogle karakteristiske adfærdsmønstre hos henholdsvis kvinder og mænd. Der er nogle variationer uden for den heteronormative skabelon. Der sker også nogle bevægelser i adfærden blandt de unge. Så dette er en generalisering. Men nok ikke helt ved siden af blandt de modne datere.
Sådan forbedrer du dine chancer matematisk
Mænd swiper mere til højre end kvinder. Vi ved instinktivt, at det er manden, der spiller op, og kvinden, der vælger. Derfor køber vi så mange lodder i lotteriet som muligt og håber at blive ”valgt”. Hvis du er en attraktiv kvinde – og det er selvfølgelig en flydende grænse alt efter smag og alder – vil du opleve at få et match næsten hver gang, du swiper til højre.
Det er lidt som den unge mand, der går ned ad gaden og hver/hver anden gang tænker, ”hende gad jeg da godt knalde med”. Men nogle af de kvinder, der finder nåde for hans blik, har allerede en partner, og en masse er bare ikke interesserede. De fleste har overhovedet ikke skænket ham en tanke.
Jo, kvinden, der ønsker mandligt selskab, har radaren tændt. Er der en mand, der fanger hendes interesse, skal hun nok signalere, at hun er det. Hun vil måske blive frustreret over manglende respons, men hun vil som regel overlade initiativet til den mand, hun har kig på.
Hej, du ser sød ud
I virkeligheden er det eneste, manden, som har fanget en kvindes interesse, skal gøre at gå hen til hende og sige, at han synes, hun ser sød ud. Vi kan opregne nok så mange smarte scorereplikker, men essensen er den samme. Hvis hun er interesseret, så virker de.
Den regel virker uanset alder. Men den gælder for live dating.
Langt de fleste modne singler (og ikke så få unge) er imidlertid også til stede på de sociale medier og diverse dating-apps. Det er i realiteten et langt hårdere marked, hvor seksuel markedsværdi kommer i spil: du har frit valg mellem dem, der vil have dig.
Det er her, at den attraktive kvinde vil opleve, at der er et match, hver gang hun swiper til højre. Det er her, manden – som kvinden finder attraktiv – kan forbedre sine chancer.
Sådan forbedrer du dine chancer på Tinder
Som nævnt har mændene det med at skyde med spredehagl. Hvis ikke billedet tiltaler os, læser vi næppe profilteksten. Vi swiper, og så håber vi. Hvad vi egentlig vil med kontakten, det tager vi, når den er etableret.
Men kvinderne ved det godt. Og nej, de vil ikke bare trække et nummer. Hvis du vil forbedre dine chancer, så skriver du, når der er et match. Hvis hun når at skrive et ”hej” og et ”tak for match” før dig, så betyder det bare, at bolden ligger på din banehalvdel. Enten viser du din interesse, eller også skriver du pænt, at du er optaget af at se en anden. Eller har ændret mening.
Det kræver ikke en roman. Du kan have en standardformulering. Det gælder i øvrigt også for dig som kvinde, når manden nu skriver.
Det er høfligt. Det er god stil. Og et eller andet sted plejer du også dit eget selvbillede: Jeg er så attraktiv, at jeg må sige nej tak. Jeg er et ordentligt menneske, der ikke lader andre svæve i uvished. Og hvis jeg virkelig vil noget, så handler jeg og går efter mit mål.
Før daten
Men forudsætningen for, at I kommer på en date, er i 99 % af tilfældene, at du som mand netop vælger at skrive til kvinden. Her er ”hej, jeg synes du ser sød ud” ikke nok. Det har du allerede givet udtryk for ved at swipe til højre.
Du kan derimod vise, at du har læst profilteksten, at du kan komplimentere hende og er interesseret i hende – altså udviser nysgerrighed.
Prøv at vise lidt af, hvem du selv er, men ellers kan du prøve med: ”Hvor er du henne på billede 3”? En hjemmeboende søn, men ”hvor mange børn har du”? ”Jeg kan se, du holder af dans, men hvor tit dyrker du det”? ”Jeg har også gået på Aarhus Universitet, hvornår læste du der”?
Men det er ikke nok, at I skriver godt sammen. Small talk – sniksnak – kan være meget godt, men hvis du vil et sted hen med en kvinde, så skal kemien afprøves i den virkelige verden. Det er pisse-ligegyldigt, om du inviterer på en kaffe, en walk’n’talk, en middag eller en biograftur.
Sådan forbedrer du dine chancer – live
Problemet er, at vi – kvinder såvel som mænd – kan have gang i flere dialoger. Hvis ikke du som mand tager initiativ til et kemitjek, vil kvinden tænke, at du nok lige skal prøve andre muligheder af. Omvendt: Hvis hun har mange jern i ilden, så gælder det jo for dig om at mødes, inden hun finder den gode kemi med en anden.
I øvrigt er det – for begge parter – rart at få tjekket, om virkeligheden lever op til billederne, inden vi bruger mere tid på hinanden.
Du behøver ikke gå i den store jeg-er-mand-med-styr-på-det-hele og invitere på tre retters menu og have planlagt daten i mindste detalje. Du kan komme med et par forslag til tid og sted, hvilket gør det nemmere at sige ja og potentielt også tryggere for kvinden.
Når I først mødes, gælder nu-reglen. Hvad føler du i nuet? Kan du tilpasse dig situationen og improvisere? Er du klar til at lade tingene udvikle sig?
Glem alt om manuskripter og perfekte dates. Vejret kan drille. Eller det kan inspirere. At der er overfyldt på den bar, du har foreslået, er lidt kikset, men hvis du kan grine ad det, viser du selvironi. Sådan forbedrer du dine chancer.
Ja, nej, måske
Realistisk set har du måske et par matches yderligere. Der er i hvert fald mange potentielle partnere at swipe videre på. Men der er ingen, der kan lide at blive holdt hen. Så hvis I ikke allerede har aftalt et nyt møde på daten, må du til tasterne: Tak for en dejlig dag/aften/slentretur/vinterbadning.
Jeg har lyst til at se dig igen.
At kunne træffe en beslutning og sætte en retning er typisk maskuline egenskaber. Eller rettere; det er egenskaber, som mange kvinder sætter pris på hos mænd. Så sådan forbedrer du sine chancer.
Det betyder ikke, at du skal bestille tid i kirken. Dit ja, kan også være et måske. Du vil gerne se, hvor det bærer hen, om dit første indtryk holder, om kemien holder på anden date.
Og hvis din beslutning er et nej … så gælder argumentet for en høflig, men kort afvisning også her.
Chance, risiko, gevinst
Du kan aldrig være sikker på hendes respons. Men vi er kulturelt præget til at lade manden løbe risikoen. Derfor opfattes det som nævnt som maskulint og romantisk af kvinden, at du gør det.
Om det er på første, tredje eller femte date er underordnet. I tænker begge på sex – før eller siden. Hvis det har været en god første date, kan det være ret højt på dagsordenen. Så er det ok at forføre, at kysse passioneret, at invitere med hjem.
Det kræver selvfølgelig situationsfornemmelse. Men ligesom du ikke går på tredje date med hende, hvis du ikke føler, der er potentiale, så gør hun det selvfølgelig heller ikke. Selv hvis svaret er et nej (ikke endnu), så har du scoret point ved at vise interesse, intention og initiativ.
Uanset svaret, får du afklaret, hvor jeres forhold er på vej hen.
Hvad nu hvis …?
Hvad dine andre matches (og potentielle matches med alle de kvinder, du har swipet til højre) angår: Du kan ikke være to steder på en gang. Når vi dater med hinanden til at begynde med, har vi ikke lovet hinanden noget, men hvis det er dating med sex, så har vi et ansvar i forhold til seksuelt overførte sygdomme.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad du egentlig vil med daten. Og hvad hun vil. Det er en almindelig – og fejlagtig – antagelse, at alle kvinder dater, fordi de gerne vil finde en kæreste. Et fast forhold. Men præcis som mænd kan kvinder simpelthen have brug for at få dækket et seksuelt behov. End of story.
Hvad profilteksten fortæller om intentionen, kan vi ikke stole på. Tingene udvikler sig jo.
Derfor gælder der egentlig det samme som for initiativet til sex. Ja, de fleste kvinder vil anse det for modigt at turde tale om en fremtid og lægge planer. Nogle mænd falder dog i den anden grøft og bedyrer evig kærlighed og ægteskabsplaner, inden de reelt kender kvinden, de dater.
Det fungerer bedst som en pingpong, hvor vi med nysgerrighed udforsker hinandens drømme og tager et skridt ad gangen. Men du scorer altså ikke point på at overlade ansvaret for forholdets udvikling til kvinden
Sådan forbedrer du dine chancer ved at forpligte dig
Vi skal kunne stå ved, hvad vi gerne vil. Uanset køn.
Det ærligste, vi nok kan sige, er, at vi nyder et andet menneskes selskab (herunder sex) og gerne vil udvikle det og se, hvor det ender henne. Det er en forpligtelse til nuet, hvor vi med vores handlinger viser, at vi nærer følelser for den anden.
Jeg vil dig. Jeg vil gerne vise verden, at jeg vil dig.
Det er ikke nogen stor commitment, at du siger, at du har slettet din Tinder-profil. De kan let genoprettes. Men det er en gestus, der viser din intention. Det samme gælder spørgsmålet, om hun har lyst til at se dine venner, dine forældre, dine børn. Fordi du gerne vil vise, at I er sammen.
Hvad der siden skal ske? Jo, der kan komme bump hen ad vejen, uanset hvad. Det er noget af det en sexolog beskæftiger sig med. Du kan booke tid på 25 46 42 68 (eller send en sms). Du er også velkommen til at søge yderligere inspiration og følge med i mine tilbud ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Topfoto: Patrick Marty, Pixabay