fbpx

Et nyforelsket par nøgenbader i en bjergbæk. Hvor svensk kan det blive? I hvert fald skandinavisk. For det er en meget genkendelig, frigjort gruppe +65-årige, der tjekker ind på schweizisk alpehotel i dating-serien Hotel Romantik, som kan ses på DR og dr.tv lige nu. Og det er ikke så dårligt.

Som for alle dating-koncepter gælder det for Hotel Romantik, at der nødvendigvis foregår en hel masse uden for kameraets rækkevidde. Værterne ved mere, end vi som seere gør. Deltagerne er selvfølgelig også bevidste om, hvornår de er i fokus. Men meget ublufærdige i øvrigt.

Midt i min serie af blogs om sex og samliv efter de 50 kan jeg selvfølgelig ikke undlade at kommentere dette friske bud på et nyt dating-koncept på tv. For de svenske idémagere har ret. Der er statistisk en stigning i par, der finder hinanden efter de 60 år. Så hvad er det seniorerne (og Hotel Romantik) kan?

The Sound of Romance

Konceptet er, at 14 mænd og 14 kvinder indlogeres på et romantisk alpehotel til tonerne af ”The Hills Are Alive With Music”. Mændene først, hvorefter kvinderne vælger den mand, der skal overrække dem en blomst og en nøgle til deres værelse. Kvindernes eget, vel at mærke.

Flirteklare mænd på stribe i Hotel Romantik venter på de tilsvarende kvinder i det nye dating-koncept på DR. Foto: DR/SVT

Alligevel er det indlysende, at der fra første færd også vælges ud fra udseende. Men det er altså kvinderne, der vælger. Kærlighed ved første blik? Tjah, det første match sker faktisk her.

Hvad udseendet angår, så holder de svenske pensionister sig godt. Det er ikke lige til at se, hvem der er 65, hvem der er 72. Mændene spænder fra det muskuløst veltrænede til ganske magelige livvidder. Kvinderne tilsvarende fra hende, der dagligt dyrker pilates, til hende, der konstaterer, at runde former holder rynkerne i skak.

Men kvinderne frisker da makeuppen op inden de går til middag, og mændene vælger den pæne skjorte og lidt mandeduft. Selv om vi ældes forskelligt, så vælger deltagerne at gøre det med stil og ynde.

Romantiske aktiviteter

Værterne på Hotel Romantik sørger gennem aktiviteter for, at der kommer gang i hormonerne. Der lægges ud med massage. Siden er der ”bobslæde-kørsel”, trillebørsløb, fælles jodle-workshop og andre aktiviteter.

Hotel Romantik

Udfordringerne til deltagerne i Hotel Romantik inkluderer “bobslædeløb”, som både får pulsen op (adrenalin) og gang i latteren (dopamin) … og hvor skal man lige placere hænderne? Foto: DR/SVT

Det er en kendt sag, at et ekstra skud adrenalin, gør os modtagelige for andre hormonpåvirkninger. Berøring både gennem massage og dans, som hver aften slutter med, udløser oxytocin. Samarbejde i konkurrencer skaber sammenhold og udløser latter. Det sidste udløser ligesom sex dopamin.

Alle forudsætninger er således til stede for, at nogle føler sig tiltrukket af hinanden. Hver aften udpeger værterne på Hotel Romantik så et par, der sendes for sig selv i en romantisk hytte med champagne og middag for to.

Ingenting kommer af ingenting – slet ikke romantik

De kan imidlertid godt tage fejl. Det ender ikke nødvendigvis med, at parret sover i dobbeltsengen. Der er også kamera med. Nogle par taler om, hvad der tiltrækker (og frastøder), men når aldrig frem til det. Andre går direkte ind i flirten. Nogle, både mænd og kvinder, kan virke lidt rigeligt fremme i skoene, men det skyldes nok så meget klipningen.

Det viser sig nemlig også – og det er værd at skrive sig bag øret til egen flirt – at i de situationer, hvor den ene ikke fungerer som motor, sker der heller ikke noget. En mand føler, at kvinden ikke giver ham plads til at vise sin interesse. En kvinde føler, at manden ikke er tydelig nok i sin interesse.

Med andre ord: hvis du vil noget, så vis det. Ved galant opførsel, med komplimenter, med øjenkontakt og flirtende berøringer. Og vær opmærksom på responsen. Det virker uanset alder og for begge køn.

Parret, som alle vist så ”klikke” allerede første aften, spiller smukt op til hinanden, så deres forelskelse nærmest damper ud af skærmen. De kommer til at holde i hånd allerede på vej ned til vandcyklen, der skal bringe dem til hytten. De holder stadig hånd, da de næste morgen vender tilbage til Hotel Romantik.

Men lige med undtagelse af netop det par, så kan vi som seere godt blive overraskede over, hvilke hytteture der bliver vellykkede, og hvilke der ikke gør det.

Fest og åbenhed på Hotel Romantik

Derudover er det en fest at tage på hotel med de romantiske seniorer. De er ikke bange for at sige deres mening. De åbner sig stort set alle for hinanden. Hvis ikke romantisk, så i hvert fald venskabeligt. Kun en enkelt mand melder sig ud, fordi han ikke fysisk føler sig tiltrukket af nogen af kvinderne.

Det skaber selvfølgelig uligevægt. Den kvinde, der ikke bliver budt op til dans, betror sig åbenhjertigt til kameraet i enrum senere. Hun har selvindsigt nok til også at se sit manglende selvværd som en bremse i forhold til at skabe kontakt.

Værterne, Erik Ekstrand og Kristina Petrushina, forsøger at skabe en sammenhængende fortælling og ved givetvis mere end seerne om, hvem der sender hede blikke til hinanden. Foto: DR/SVT

I det hele taget er betroelserne direkte til kameraet noget af det fineste ved Hotel Romantik. Thailandske Maria taler smertefuldt om de fordomme, hun bliver mødt med. Flere taler om døden. Den død, der tog deres kære fra dem. For en enkelt også den død, som han næsten selv oplevede.

Her kan vi så konstatere, at sorg og traumer både kan lukke mennesker og åbne hjerter.

Nissen flytter med (på hotel)

Som publikum kan vi le med de friske seniorer. Vi (i den ældre gruppe i hvert fald) kan identificere os med nogle, blive forelskede i andre. Som altid kan vi studere adfærd. Med forbehold for klipningen.

Overordnet kan vi konstatere, at stemningen betyder meget. Rammen på Hotel Romantik er afgjort … ja, romantisk. Men nissen flytter med. Det er ikke nok, at vi tager på romantisk hotel. Eller at vores børn presser os til at gøre det, som det er tilfældet for i hvert fald to deltagere. Vi skal også selv være indstillede på, at kærligheden kan dukke uventet op.

Hotel Romantik og vandcyklen

Højdepunktet i hvert afsnit af Hotel Romantik er, at er par sendes med svane-vandcykel over søen til en romantisk hytte. Ikke altid med lige godt udfald, men det må du selv se. Foto: DR/SVT

De, der på forhånd er kritiske, er svære at tø op. De, der kommer med for store forventninger, bliver let skuffede. De, der ikke kan improvisere, har svært ved at følge med. Den charmerende gavtyv, der spiller op til de fleste, har til gengæld svært ved at koncentrere flirten om en mulig hyttepartner. På Hotel Romantik, men sandsynligvis også i mange år forud, live og på datingsites.

Hotel Romantik er en indstilling mere end et sted

Som en samtale afslører, så har mange af deltagerne været ude i det datingunivers, vi alle kender, med Tinder og andre apps. Alperomantikken garanterer ikke andre resultater. Men som en deltager også tidligt bemærker, så har de det i hvert fald sjovt, fordi rammen indbyder til snak og latter. Det er et bedre udgangspunkt end at sidde hjemme i sofaen.

Man kan ikke blive andet end glad, når en af deltagerne får arrangeret, at alle tager ud i skoven til raveparty for seniorer. De +65-årige er glade for at have forladt arbejdsmarkedet, og de kan stadig give den gas på dansegulvet … eller dansegruset, som det er her. De nyder livet i fulde drag.

Får du også lyst til raveparty for seniorer – så må du se med på DR. Foto: DR/SVT

Uanset om vi deltager i et datingprogram som Hotel Romantik, eller om vi bare lever vores liv, så er det i de glade stunder med smil, og gerne lidt sved, at vi pludselig støder ind i en anden. Måske ind i kærligheden. Det er da i hvert fald en inspiration.

Inspiration skal du også være velkommen til at finde i mine blogs, som du kan følge via nyhedsbrevet. Eller du kan booke en inspirerende samtale med sexologen på 25 46 42 68 (send gerne en sms).


Topfoto: Gå glad i bad – Hotel Romantik bruger selv motivet som som reklame, så det afslører nok ikke for meget om blussende kærlighed og alperomantik i det nye dating-koncept. DR/SVT