fbpx

Et velfungerende sexliv er vidunderligt. Det gælder på tværs af køn, alder og seksuel orientering. Til gengæld er der stor forskel på vores erfaring med, hvor let eller svært det er at opnå det gode sexliv. Projekt Sexus peger på, at mændene drømmer om det, mens kvinderne har det. Så hvordan finder du frem til det gode sexliv?

Der er forskel på mandlig og kvindelig seksualitet. Mandens lyst kan tændes næsten øjeblikkeligt blot ved en tanke – måske ansporet af en tiltrækkende kvinde eller et frækt billede. Kvinders lystkurve er anderledes kompleks. Men det kan mænds også være. Det vender jeg tilbage til.

Men det forklarer givetvis, hvorfor Projekt Sexus registrer, at mænd livet igennem har mere lyst end kvinder (føler dagligt lyst: mænd 33%, kvinder 9%). Stiller vi imidlertid spørgsmålet anderledes, så er der blandt de seksuelt aktive flere kvinder end mænd, der er tilfredse med deres sexliv (kvinder 58%, mænd 54%).

Det gode (solo) sexliv

Så lad os se lidt på det gode sexliv:

Du behøver ikke en partner for at tage vare på dit seksuelle velbefindende. Om du vil kalde det onani eller masturbation, må du selv om. Jeg foretrækker begrebet solosex. Det er en udmærket måde at komme i kontakt med dig selv og mærke, hvad der tænder dig og tilfredsstiller dig.

Der skal som regel ikke meget til at vække mandens lyst – et billede for eksempel. Og han tilfredsstiller den ofte. Foto: Roy Clarke, Pixabay

Alle drenge gør det – eller tæt på: 97 % af de 15-24-årige (og de bliver ved: 67 % mindst en gang om ugen resten af livet). Pigerne kommer lidt senere efter det. I samme aldersgruppe blot 83 %. Men når vi ser aldersgruppen 25-44, er forskellen mindre. Lysten til solosex stimuleres måske ligefrem af sex med en partner.

Sex for sexens skyld

For lad os nu være ærlige; dating-markedets jagt på en partner handler i høj grad om at finde en at dyrke sex med.

Især blandt de yngre Tinder-brugere er der en fordomsfri ærlighed om, at det, de søger, ”bare” er sex. Det adskiller sig ikke fra det tilfældige møde i byen, der ender med sex. Det er ”bare” seksuel tiltrækning og et behov, vi gerne vil have dækket.

Hvis du har det svært med sex for sexens skyld, så lad være. Lad være med at kaste dig hovedkulds ud i onlinedating og sex uden at have opbygget en relation. Der gives ingen garantier, men en date om ”at se Netflix inde i sengen” handler med stor sandsynlighed om hyggesex. Uden nogen forpligtelser.

Seksuel kompatibilitet

På den anden side svigter du dit seksuelle velbefindende, hvis du udelukker sex, før du er blevet ringforlovet eller gift. At vi er seksuelt kompatible, er vigtigt for et parforhold – at vi

  • kan lide de samme ting,
  • er villige til at imødekomme hinandens ønsker,
  • respekterer hinandens grænser,
  • ønsker at udvikle os sammen.

Det kan vi af gode grunde ikke vide, før vi har prøvet det. Det afgørende er, at vi tænder på hinanden.

Det er blevet sagt, at kvinden lokker med sex for at få en kæreste, manden med trygheden ved et fast (kærligt) forhold for at få sex. Men hvis du som kvinde lokker med sex uden selv at have lyst til den mand, du sidder overfor, så passer du ikke på dit seksuelle velbefindende.

Men lad os nu sige at gnisten er der. Så er spørgsmålet sådan set bare, om sexen er tilfredsstillende for jer begge to.

Det gode sexliv er ikke et show

Faren ved at indlede et seksuelt forhold med høje forventninger er, at vi prøver at præstere. Det bliver vigtigere for os, hvordan vi ser ud, og at vi får den anden til at komme, end hvordan vi har det med os selv. Om vi nyder et andet menneske og hans/hendes krop.

Det gode sexliv er ikke en præstation

Helten redder jomfruen i nød. Den stærke mand tager den svage kvinde. Det kan være en god fantasi … men det kan også blive et præstationspres. Foto: Longzu, Pixabay

Både for den unge mand og for den ældre mand ligger der et pres om at præstere stiv pik og håret tilbage. Viriliteten skal bevises. Præstationspresset kan blive så højt, at manden ikke kan opnå erektion. Og i det tilfælde hjælper potensfremmende midler vel at mærke ikke.

Især blandt de unge mænd er der også en vis risiko for ”for tidlig sædafgang” (præmatur ejakulation). Omvendt kan præstationsangsten også medføre det modsatte; at manden ikke kan opnå orgasme. Fænomenet forekommer også blandt yngre mænd, der tager potenspiller for at kunne præstere længere.

Ansvaret for det gode sexliv

Nok så vigtigt er det måske at forstå, at det ikke er dårlig sex, hvis manden ikke kommer (får udløsning). Det er heller ikke nødvendigvis dårlig sex, hvis kvinden ikke kommer. Intimiteten har en værdi i sig selv … og så er der jo næste gang. Sædvanligvis bliver sex bedre mellem mennesker, der kender hinanden og derfor kan slappe af med hinanden.

Det forudsætter selvfølgelig at begge parter han en intention om en gentagelse af sexen. Med større chancen for at opnå det gode sexliv med gensidig tilfredsstillelse.

Den gensidige tryghed indebærer, at vi kan fortælle hinanden, hvad vi godt kan lide. At vi tager ansvaret for vores egen seksuelle nydelse. Ja, det er ham eller hende, der giver dig en skøn orgasme, men du har ikke gjort det til en gættekonkurrence at finde frem til, hvad der er godt for dig.

Hvis du er i et parforhold – ja, så er din seksuelle tilfredshed også dit eget ansvar. Både mængden og arten af sex afhænger helt af din evne til at kommunikere til din partner, hvad du har lyst til (og hvor tit).

Initiativ til sex

Det er ikke mandens soloansvar at sørge for, at der er gang i sexlivet. Hvis der på den anden side er åben kommunikation om jeres seksuelle behov, så er der ikke noget i vejen for, at den ene af jer påtager sig rollen som initiativtager. Til fælles glæde.

Ligger rollen som initiativtager altid hos manden, er faren imidlertid, at du som kvinde bliver passiv. Du er vant til, at din mand står klar med dirrende stiv pik, og så kan du sige ja eller nej.

Dels skaber det en ubalance i forholdet, at det alene er dig, der bestemmer, hvornår I skal have sex. Han vil altid have det, du kan altid få det. Dels er der oplagt en fare for, at du før eller siden har sex, fordi ”det er længe siden”. Sex bliver noget, du giver ham. Måske også uden, at du har lyst til sex.

Dels er der naturligvis faren for, at han bliver frustreret over ikke at få tilfredsstillet sin lyst. Så lurer utroskaben. Så lurer faren for, at han ikke tager initiativet.

Tag ansvar for din egen lyst – for at tilfredsstille den eller friste andre til at tilfredsstille den. Foto: Khusen Rustamov, Pixabay

Jeg vil til enhver tid anbefale dig som kvinde at tage ansvar for din egen lyst. Dermed mener jeg, at du også lægger op til sex. Lige såvel som manden kan du blive afvist; han er træt, eller han har rent faktisk ikke lyst (lige nu). Så kan du – ligesom han – prøve at give din partner lyst.

Hvordan opstår lysten?

Lyst er nemlig ikke altid noget, der opstår, inden to mennesker indleder forspil og stimulerer hinanden til klimaks i en jævnt stigende kurve. Lysten kan vækkes af partnerens lyst (altså forførelse). Stimulering (kys og kæleri) kan genkalde en behagelig erindring af sidste gang og så vække lysten.

Lysten er altså en flyvsk størrelse. Opsparet energi. En pludselig mulighed. En situation, der appellerer fantasien. Og hovsa, en quickie, der får Jorden til at skælve.

Andre gange planlægning, forventning, friskbadede kroppe, romantisk oplæg, legetøjet klar og den helt store tur. Men også der kan der opstå en forstyrrende tanke. Så er det hele tabt på gulvet.

Selvfølgelig kan vi komme tilbage på sporet. Vi kan give hinanden tid og plads. Vi kan give lysten plads.

Vi kan også straffe hinanden med vrede, kulde og tavshed, når planen gik galt.  Vi kan i det hele taget lægge gift ud for, at lysten opstår igen.

Lysten i kroppen bestemmer dit gode sexliv

Som du kan se, opstår lysten i et samspil. Den seksuelle energi vokser, når den bliver spillet frem og tilbage mellem to mennesker, og når den bliver spillet frem og tilbage mellem hjernen (fantasi og begær) og kroppen (fysisk behov og fysisk erindring). Jo mere spil, desto større spænding.

Det gode sexliv og hormonerne

Når vi er unge, skal hormonerne nok trykke på knappen og fortælle os, at vi har lyst, men … Foto: Stokpic, Pixabay

Når vi er unge, vil hormonerne som regel trykke på knappen og fortælle, at nu har vi lyst til sex. Solosex, et one-night-stand eller med vores partner. Med alderen og når parforholdet bliver mere rutine, så skal der måske tænkes lidt mere over det. Der skal i hvert fald planlægges lidt mere, når der er børn i forholdet.

Jo mindre hormonerne presser på, og jo mindre den umiddelbare stimulation er – for eksempel synet af hinandens nøgne kroppe og tæt fysisk kontakt – desto vigtigere er det at træffe et aktivt valg. For når vi minder kroppen om, hvor dejlig sex er, så skal den nok huske det.

Use it or lose it

Det gælder ikke mindst, når manden skal huske at tage en pille, og når kvinden skal huske at bruge glidecremen. Spontaniteten tager længere tid. Men når kroppen bliver bekræftet i, at det faktisk var dejligt, så opstår behovet for gentagelse. Det er lidt ”use it og lose it”.

Glemmer vi at vække lysten, så vågner den ikke.

Det er dit eget ansvar, at du tilfredsstiller dit behov for intim berøring, for orgasmer og for følelsesmæssigt fællesskab. Det gode sexliv er dit ansvar.

Følg mine blogs om sex og samliv ved at skrive dig på nyhedsbrevet. Så kan du også følge med i, hvor og hvornår jeg holder foredrag. Repræsenterer du en forening eller klub kan du også booke et foredrag, der passer til lejligheden på 25 46 42 68.


Topfoto: Victoria Borodinova, Pixabay