fbpx
Noget af det, der oftest spænder ben for os, når vi skal flirte med livet – og måske finde en god partner – er, at vi har et negativt selvbillede. Vi fortæller os selv, at vi ikke fortjener at finde hende eller ham. Men vi forventer på den anden side, at en partner skal fortælle, hvor dejlige vi er.

Når jeg holder foredrag og fortæller, at vejen til kærlighed er selvkærlighed (og dermed et positivt selvbillede), er der ofte nogen, der protesterer: Hvis jeg giver mig selv al den kærlighed, jeg har brug for – hvad skal jeg så med en kæreste?

Jeg plejer at svare med spørgsmålet: Hvordan forventer du, at andre skal finde noget i dig, som du ikke selv kan finde? I dette tilfælde naturligvis noget, der er værd at elske.

Alle dine mangler

Du kan også vende det om. Skriv en liste over alle de ting, der er i vejen med dig. Skriv dine dårlige egenskaber ned. Også alt det, du ikke er god til. Det plejer ikke at være svært. Vi er som regel altid meget bevidste om vores mangler.

Forestil dig så, at du skulle læse den liste op for det menneske, der står dig nærmest. Det kan være en søster eller bror. Det kan være din bedste ven. Det kan være dit barn. Fortæl ham eller hende, at han/hun er alt det, du lige har skrevet på listen.

Det ville du næppe have det godt med.

Pointen er, at alle de grimme ting, du går og tænker eller siger til dig selv, ville du aldrig sige til et menneske, du holdt af. ”Det kan man da ikke tillade sig at sige”, ville du tænke. Og mit spørgsmål: ”Hvorfor tillader du dig så at sige dem til dig selv”?

Alle dine gode sider

Jeg er sikker på, at det menneske, der står dig nær, kan finde på meget at sige om dig. Gode, kærlige ting.

Problemet er, at hvis du rejser en mur af urokkelige ”fakta” om, hvor dårligt et menneske du er – altså alle de ting fra din liste – så preller alle de kærlige ord af på dig.

Det samme vil en kærestes søde ord og komplimenter gøre. Det er derfor selvkærlighed gør dig mere elskelig – ikke mindre. Selvkærligheden gør dig modtagelig også for et andet menneskes kærlighed.

Dit selvbillede – og den indre kritikers

Den stemme, der fortæller dig om alt det, der er forkert ved dig, er ikke din egen. Den tilhører din indre kritiker. Det er en tillært stemme. Som lille kendte du ikke til andet end kærlighed og til, at alt, hvad du gjorde, var godt. Siden tager vi en udtalt og uudtalt kritik til os.

Selvbillede

Det handler ikke om godt og ondt, men om at fortælle dig selv en positiv historie om dig selv. Eller … lyt til englen, der ser det gode i dig. Foto: Prettysleepy, Pixabay

Det betyder ikke, at vi ikke gør dumme ting. Ting, der har uhensigtsmæssige konsekvenser. Så siger vi måske til os selv, at vi gør de ting, fordi vi er dumme. Eller onde, hævngerrige, smålige. Hvad nu den indre kritiker kan finde på.

Det kan godt være, handlingen var smålig eller dum. Men spørgsmålet er, om du ville have foretaget den, hvis du ikke havde set dig selv som smålig og dum. Hvis du ikke havde fortalt dig selv, at du var smålig og dum. I alle tilfælde er det værd at tænke på alle de gange, hvor du har tilgivet andre for at være smålige og dumme. Du må også tilgive dig selv, at du er et uperfekt menneske.

Dit selvbillede i kærlighedsperspektiv

Terapeutisk er billedet af den indre kritiker brugbart. Det gør det nemmere at se det som en fremmed stemme. Det er noget, du kan overhøre. Du kan vælge kritikeren fra. Du kan simpelthen vælge at fortælle dig selv en anden historie om dig selv (og i øvrigt vise kærlighed over for dig selv på dit eget kærlighedssprog)

Det er i vid udstrækning det, spejløvelsen går ud på. Du udskifter den indre kritiker med en varm og kærlig stemme, der bygger det selvbillede op, du gerne vil have. Det vil så komme til at forme dine handlinger fremover.

For ligesom de tre fingre peger tilbage på os selv, når vi retter en bebrejdende pegefinger mod andre, vil tre fingre pege udad mod verden, når vi retter fingeren mod det positive selvbillede. Du vil blive bedre til at se de positive sider i andre.

Regnskabet går op

Det er så her selvbilledet og selvkærligheden spiller ind på dine muligheder for at møde kærligheden fra andre. De positive ord, du bruger om dig selv, vil du kunne bruge om andre. Den kærlighed, du nærer for dig selv, vil du kunne vise andre.

Det positive selvbillede og selvkærligheden fører til at du både kan give og modtage kærlighed . Foto: Pana Kutlumpassis, Pixabay

Og den kærlighed, andre udtrykker for dig, vil kunne rummes i den kærlighed, du nærer for dig selv. Så går ligningen op.

Har du brug for en guide til at finde ind til dit positive selvbillede og din selvkærlighed, så kan du booke et forløb hos sexologen på 25 46 42 68. Eller tilmeld dig nyhedsbrevet – hvor du kan følge nye blogs og få besked om foredrag og events.


Topfoto: Anastasia Gepp, Pixabay