Det er et kompliment, der giver mening. ”Hvor holder du dig godt”. ”Jamen, du ser da meget yngre ud”. Videnskabens populære tvillingeforsøg viser, at det er sundere at se et år yngre ud end at være et år yngre. Med andre ord: skønhed er sund.

Som sexolog bliver jeg ofte stillet over for spørgsmål, om det er rimeligt, at mænd går efter yngre kærester. Eller at modne kvinder gerne vil have yngre mænd. Eller jeg skal forholde mig til den gamle traver om, at ”alder er bare et tal”.

Hvis vi ser bort fra ”købt” skønhed, så er det faktisk sundt at holde et ungt udseende. Kosmetiske operationer og indsprøjtninger med botox gælder ikke i den beregning. Derimod er det naturligt ungdommelige udseende sundt, fordi det afspejler både gener og livsstil.

Tvillingeforsøget

Det sidste er undersøgt med tvillinger som det uomstødelige bevis. Et dansk forskerteam har undersøgt tvillinger mellem 70 og 99 år. Her viste det sig, at den tvilling, der så ældst ud, også døde først.

Da tvillinger får de samme gener i dåbsgave, ligger forskellen i deres livsstil og vaner.

Vi ved alle sammen, at det ikke er sundt at ryge. Det er en af de store dræbere i det samlede sundhedsbillede. Det er samtidig en kendsgerning, at rygning kan aflæses i hudens ældning. Den rygende tvilling ser simpelthen ældre ud end den ikke-rygende tvilling.

Det samme gælder kostvaner, motionsvaner, søvnvaner, alkoholforbrug – og naturligvis arbejdsmiljø.

Skønhed er sund, sundhed er smuk

Hvis vi lever sundt – ikke helligt, men sundt – lever vi længere. Og når vi lever sundt, så kan det ses på vores ydre. Så skønhed er sund.

Hvad mere er: Den sunde skønhed er attraktiv.

En pæn mand, men hvor gammel er han? Og har det betydning for din vurdering af, hvor attraktiv han er? Foto: Pezibear, Pixabay

En gruppe kvinder blev bedt om at vurdere alderen på et par hundrede mænd mellem 40 og 75 år ud fra ansigtsbilleder. Samtidig blev mændene bedt om at udfylde nogle spørgeskemaer, der belyste deres psykosociale velbefindende.

Det interessante er, at der var et markant sammenfald mellem de mænd, som kvinderne bedømte som yngre end deres fysiske alder, og de mænd, der var mest optimistiske, havde bedst selvværd, og størst tilfredshed med deres sociale relationer.

Det er netop de psykosociale faktorer, som giver mindst risiko for at udvikle depression, angst og stress.

Vores urinstinkt for skønhed

Måske er ”ungt udseende” eller ”ser yngre ud” blot udtryk for, hvad vi finder attraktivt. Vi finder netop disse træk attraktive, fordi vi instinktivt bliver tiltrukket af sunde individer. Her taler vi om urinstinkter – ren darwinistisk udvælgelse af de bedst egnede individer i forhold til forplantning.

Så det giver mening at gå efter udseendet, mens vi skyder os selv i foden med aldersbegrænsning i vores søgekriterier på datingtjenesten. Så måske er alder ikke kun et tal – men vi har selv stor indflydelse på, om der kan trækkes fra eller lægges til.

Nu melder de ovennævnte forskningsresultater ikke noget om kosmetisk kirurgi. Eller hvordan brug af makeup kan påvirke testresultaterne. Det forklarer til gengæld, hvorfor begge dele er en milliardindustri.

På den anden side kan vi også lade være med at snyde. Vi kan bare passe vores motion. Vi kan holde øje med vægten og tænke på sammensætningen af vores måltider. Det er sundt.

Det er også attraktivt i andre menneskers øjne, når vi ønsker at finde en partner. Sundhed er smuk, skønhed er sund.

Det giver en fordel, hvis du vil ud at flirte. Men du skal også være i stand til at bringe dig selv i spil. Det kan du høre mere om til mit foredrag i Vanløse den 19. marts. Du kan tilmelde dig her.

(Data er citeret efter overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen, TrygFondens Center for Aktiv Sundhed)

Fotos: Pezibear på Pixabay – og så kan du jo selv spekulere over, om det er samme model, og om der er år imellem eller blot lidt fototeknik. Jeg har ikke svaret.