Klicheen lyder, at hvis det skal være et seriøst forhold, så kommer sex ikke på dagsordenen på første date. Eller anden. Men hvorfor på tredje date? For logisk nok er modspørgsmålet, om vi overhovedet er på vej mod en relation, hvis der ikke er sex på tredje date. Så lad os kigge lidt på konventionerne.
Vi kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvor længe skal du have kendt et andet menneske for at have bare den mindste idé om, hvem han/hun er? Det er noget helt andet end at konstatere, om der er seksuel tiltrækning, hvilket sker meget hurtigt. Så hvorfor på tredje date?
Lad os lige se på det seksuelle. Her kører vi efter en hurtig tjekliste, hvor udseendet betyder meget. Er han flot (søde øjne, flotte overarme, følsomme læber, glimt i øjet, lækkert hår, god duft)? Er hun smuk (ja, de tre B’er: bryster, balder, ben, men også øjne, læber, hår og så videre). Kommer vi på dansegulvet, tjekker vi også bevægelser – ikke mindst hofter. Og vi kan komme til at røre hinanden.
Romantik og sex
Vores eget humør og vores eget behov for sex spiller også ind. Er du in the mood for love f.eks. til en festival, eller er du simpelthen trængende efter noget god sex (eller bare hudsulten)? Er trangen stor, og er vi tilstrækkeligt berusede, så sænker vi måske grænsen for, hvornår vi finder en potentiel sexpartner attraktiv.
Fra utallige romantiske film kender vi også klicheen om lynet, der slår ned. Konventionen siger, at når Amors pile rammer, så kaster vi os i armene på et andet menneske, fordi det bare føles helt rigtigt. Og dyrker sex med hinanden på, hvad der vel så må kaldes første date. Så hvorfor på tredje date?
Når vi kaster os hovedkulds ind i den romantiske drøm om kærlighed – kærlighed (og sex) ved første blik – så handler det ofte om, at vi projicerer vores forestillinger om den ideelle partner over på den kvinde/mand, vi nu har mødt. Det kan de færreste leve op til.
Hvorfor på 40 timer?
Her er vi ude i den klassiske skygge/maske-tiltrækning. Det er kort sagt et forsøg på at gennemspille nogle smertefulde aspekter af vores kærlighed til vores forældre (den mest problematiske forælder) i håbet om et mere lykkeligt udfald.
Det er der ikke noget galt i. Det er faktisk svært at lade være. Det kan også være gavnligt for os selv, fordi mødet med disse skygger fra barndommens relationer potentielt kan være forløsende. Om end vi som regel først kan se dette i øjnene efter nogle måneder, når forelskelsen klinger af. Det gør vi ikke på første date. Eller anden. Så hvorfor på tredje date?
Hvis vi skal have et bare nogenlunde billede af, hvem et andet menneske er, er tre dates slet ikke nok. Nogle siger, at vi (sammenlagt) skal have kendt en anden i mindst 40 timer, før vi nogenlunde kan danne os et billede af vedkommende. Frem for vores projektioner.
Så langt er vi ikke nået på tredje date. Måske heller ikke på 40 timer. Men det forklarer de intense forelskelser, mange oplever på efterskole, højskole, lejrture og andre aktiviteter, der udsætter os for tæt kontakt med hinanden i længere perioder ad gangen.
Alle dem vi kender
Så er spørgsmålet, om vi ikke meget hellere skulle forelske os i vores gode gamle venner. Klassekammeraterne, kollegerne, dem fra aftenskolen. Alle dem, som vi efter gentagne møder har et klart billede af, hvem og hvad de er.
Det er bare ikke særlig romantisk … medmindre:
Pludselig at se et menneske, som vi kender godt – måske et menneske vi har kendt tidligere, hvor vi bare ikke var klar til romantik – som en potentiel kæreste, kræver et skift i vores opfattelse.
Vi (altså begge) kan have ændret udseende. Vi kan selv have ændret verdenssyn (herunder vores syn på sex og relationer). Vi kan befinde os i en situation, hvor muligheden for et romantisk forhold pludselig er til stede. Det oplagte eksempel er venner/kolleger, som tidligere har været i et forhold, men nu er singler. Eller – med de problemer, det medfører – uden, at de er singler.
Hvis begge parter i den situation skifter syn på hinanden – hvor længe skal vi så vente?
Hvorfor på tredje date? – Fordi
Det oplagte svar på spørgsmålet, ”hvorfor på tredje date”, er selvfølgelig: fordomme og konventioner. Kvinden holder igen med sex for at være ”en pæn pige”. Manden venter for at ”have reelle hensigter”. Begge dele er naturligvis vrøvl.
Hvis vi dater med henblik på at finde en partner for livet (eller i hvert fald ”for tiden”), giver det mening, at vi bruger nogle dates til at finde ud af, om der er andet og mere end seksuel tiltrækning mellem os. Men vi gør det næppe uden, at der er seksuel tiltrækning.
Det vil sige, at vi kan foretage undersøgelsen af, hvem den anden er, mens vi flirter løs med tydelig seksuel interesse for hinanden. Vi kan også sige, at vi begærer hinanden, men vælger at opbygge den seksuelle spænding frem mod en frydefuld forening.
Risikoen er, at vores begær kommer til at fylde så meget, at vi egentlig ikke er i stand til at se den anden som et helt menneske.
Nysgerrighed og intimitet
Her kan du så argumentere for, at det først er, når vi har udløst den seksuelle spænding, at vi bliver i stand til at udforske vores potentielt kommende partner. Som andet og mere end målet for vores begær. I begæret ligger der imidlertid netop en nysgerrighed efter at udforske partneren. Det behøver vi ikke begrænse til det seksuelle.
Når vi blotter os seksuelt, er det måske heller ikke så svært at blotte andre sider af os selv. Det er den intimitet, der ofte omtales som ”pillow talk”. Vi deler af os selv, når vi ligger nøgne sammen – forhåbentlig med åbent hjerte, så vi opfanger nuancerne i hinandens ord.
Under forelskelsen vil vi altid komme til at se vores partner gennem et lyserødt filter. Vores kritiske sans er måske ikke helt på toppen, når vores hjerne er optaget af, hvor dejligt det er at kysse, røre og blive berørt af vores partner.
Røde flag og andre konventioner
Der findes ikke nogen ufejlbarlig fremgangsmåde i mødet med et andet menneske. Når først hormonerne kommer i spil, forfalder vi til vores gamle mønstre.
Medmindre vi, belært af erfaringen, sætter nogle faste standarder, som vi ikke giver køb på. Nogle vil tale om ”røde flag”. Populærkulturen giver en masse bud på røde flag (Instagram, TikTok og den slags): at give drikkepenge, holde døren, give blomster. Skal/skal ikke. Her er vi bare igen i konventionernes land.
De fleste tjekker datingprofilen for ryger/ikkeryger ud fra egne præferencer. En del vil, fordi vi ofte dater over drinks, tjekke for forholdet til alkohol (især hvis vi har dårlige erfaringer med dette).
På “positivlisten” siger konventionen, at kvinden tjekker for venlighed (tjekker opførsel mod andre), intelligens (det er her humoristisk sans kommer ind som en indikator) og potentiale for at klare sig godt (det har dels et økonomisk aspekt, dels et status aspekt – og burde selvfølgelig ikke betyde noget i dag, men …).
Specifikt for de modne mænd må det nævnes, at mange af de jævnaldrende kvinder ser det som et rødt flag at presse for hårdt på. Jo, de vil også gerne nyde det intime møde, men måske endnu mere, hvis du dropper tidsplanen.
Balancen mellem principfasthed og rummelighed
På et tidspunkt har vi tjekket af i alle bokse, og er klar til at følge vores begær. Hvorfor på tredje date? Helt ærligt; du må sætte din egen grænse. Ender et intenst møde med dejlig sex, betyder det ikke, at du skal opgive hende/ham som et seriøst bud på en partner. Det betyder, der var god kemi. Det betyder på den anden side heller ikke, at du kritikløst skal kaste dig ud i forholdet.
I princippet er vi ”på prøve” hos hinanden livet igennem. Vi skal hele tiden huske at tage ansvar for vores egne grænser. Forhåbentlig lærer vi at blive gode til at respektere vores partners grænser. Du kan kalde det en balance mellem principfasthed og rummelighed.
Netop i indledningen af et forhold kan den balance være svær at finde. Uanset antallet af dates.
Hvis du har brug for at bryde med nogle konventioner. Eller har du brug for at arbejde med dine grænser (måske dine røde flag) og med, hvilke værdier der er need to have og hvilke der er nice to have, er det også et lille forhåndstjek, vi kan se på i en terapeutisk samtale. Du kan booke en aftale på 25 46 42 68 (send en sms, så finder vi en tid). Du er også finde inspiration i mine blogs, hvis du følger nyhedsbrevet.
Topfoto: Pixabay