Det er lidt med datingsites – og apps – som med våben. På den ene side, er det rigtigt, at det ikke er våbnene, der dræber, men idioterne, der bruger dem. På den anden side øger mængden af våben risikoen for, at de falder i hænderne på idioter.

“Datingsites er vist den eneste forretning, hvor kunderne kommer tilbage, når de er skuffede over produktet” lyder en morsom observation på nettet.

Let at blive skuffet

Netdating-bashing er nærmest blevet en trend (også blandt brugerne af dem). Anklagepunkterne er mange, og sandt er det, at du kan blive slemt skuffet – ikke mindst som ny bruger af sites og apps. De garvede daters tager alle møder med et vist forbehold, men den kynisme gør dem muligvis blinde for kærligheden, hvis de skulle møde den.

Passion, begær og forelskelse er selvfølgelig flygtige størrelser, og hvis du på forhånd afviser at føle noget, så kan du da være sikker på, at du aldrig møder ’den store kærlighed’. Så bevares – indvendingerne er mange:

Det er en pengemaskine

Selvfølgelig er det det! Hvordan skulle dating.dk og alle de andre ellers få råd til reklamekampagner? Det er i hvert fald ikke driften af et dating-site, der koster. Softwaren og funktionerne er efterhånden så indarbejdede, at det ikke er svært at lave et site.

Den store illusion er, hvor mange profiler af smukke kvinder og lækre mænd, der er på de enkelte sites. For ja, der er falske profiler, og der er ægte profiler for serielle datere med gamle billeder på. Og match-kriterierne (udviklet af psykologer og parterapeuter og astrologer og hvad ved jeg) er selvfølgelig enkle algoritmer.

Det er altid (altid!) svært at finde ud af, hvordan du melder dig ud, og du får altid et godt tilbud for at blive. Det modsiger i øvrigt lidt reklamen om, at du her har stor chance for at finde dit livs kærlighed, at du får tilbudt et halvt års abonnement.

Alle lyver

Nej, men mange gør. Og resten omgås sandheden med en vis kreativitet. Det ligger i sagens natur, at vi gerne vil vise vores bedste side, når vi kaster os ud i parringsdansen.

Det siges, at kvinder lyver om deres vægt, mænd om deres højde. Og så er der det der med, om han/hun faktisk ER single. Og om den mand/kvinde, du nu dater, opretholder sin profil for at se, om noget bedre skulle dukke op.

Indbygget skuffelse

Den klassiske løgn er som nævnt det forældede foto. Logikken er svær at se, for hvis din date som det første kan konstatere, at du har løjet om dit udseende, så kan det være svært at etablere tillid, der fører til noget som helst.

Den anden ’løgn’ falder i kategorien tæppebombere og opmærksomhedsvampyrer. Førstnævnte er de mænd – næsten altid mænd – der sender mail/flirt til alle kvinder, der dukker op på skærmen. De skyder med spredehagl i håb om, at en eller anden bider på krogen, og har selvfølgelig ikke gjort sig nogen overvejelser over, hvorvidt der er et match. Og hvad de ønsker? Tjah …

Opmærksomhedsvampyrerne er kvinder – som regel kvinder – der ikke har den ringeste intention om at mødes med nogen, men nyder opmærksomheden fra de mange mænd, der skriver. Og jo, der er mænd, der siger, de vil have en kæreste, men kun er interesserede i engangssex, og kvinder, der virker interesserede, men nøjes med at nyde en gratis middag.

De er kun ude på sex

Ingen grund til at kønsdiskriminere. Scor, Victoria Milan og – i vid udstrækning – Tinder er for begge køns vedkommende sexapps. Selv om mange kvinder – selv på Scor – angiver, at de i virkeligheden gerne vil have en kæreste, eller – på Tinder – at de ikke er interesserede i engangsknald.

Men lad os være enige om, at et kærlighedsforhold også indebærer sex. Vi kan snakke op ad stolper og ned ad vægge om, hvor mange dates eller hvor mange uger der skal gå, før vi har sex. Det relevante spørgsmål er i virkeligheden, hvor mange uger/måneder/år vi er sammen, efter vi har sex første gang.

Lokketoner

At nogle (mænd?) lyver sig til sex med foregivelse af følelser og løfter om kærlighed og evig troskab, kan vi dårligt give netdating skylden for. Heller ikke at nogle (kvinder?) foregiver større interesse for sex, end de reelt føler, for at lokke modparten ind i et forpligtende forhold. Og selv når vi går ind i et forhold med de bedste intentioner, kan det jo vise sig, at det ikke holder.

Undersøgelser viser, at der er større risiko for, at et forhold, der er starter online, ender i skilsmisse, end forhold, hvor parterne har mødt hinanden på ’traditionel vis’.

Der kommer altid …

Der er masser af fisk i havet, eller som det poetisk hedder i en gammel dansk film ’der kommer altid en sporvogn og en pige til’ – og det var altså et halvt århundrede før netdating!

FOMO (Fear Og Missing Out – frygten for at gå glip af noget) er derimod et barn af internettet og de sociale medier. Viljen til at give hinanden plads og indgå kompromisser for at få et forhold til at fungere bliver givetvis påvirket af, at vi fra diverse datingsites har lært, at der jo er masser af andre mænd/kvinder derude. Vi er ikke længere begrænset af vores omgangskreds eller værtshuse/diskoteker i nærheden. Derfor bliver det: my way or the highway.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om vi som daters ikke er påvirket af den mentalitet, uanset om vi finder vore partnere på nettet eller i virkeligheden. For dating-apps er en del af vores virkelighed. Ligesom vi både kan vælge ferie i Thy og i Thailand, kan vi nu finde en kæreste i Varde såvel som i Vallensbæk.

Hjertets dannelse

Men det kommer som sagt an på, hvem der holder pistolen – altså dater. Hvordan andre vælger at opføre sig, kan du aldrig være herre over. Du kan kun lægge din egen strategi – med eller uden elektronisk hjælp. Eller med det lidt slidte Shakespeare-citat: To thine own self be true – vær tro mod dig selv.

Find ud af, hvad du vil have og sig det. Og tro på, at du får det.

Dette selvfølgelig sagt med det forbehold, at du ikke behøver være naiv i forhold til, hvad andre siger og lover (læs bare det ovenfor igen). På datingsites såvel som i virkeligheden er der ikke noget, der slår mavefornemmelsen. Og en skarp iagttagelsesevne.