Det er selvfølgelig meget høfligt at spørge andre, hvad de har lyst til. Også din partner. Men det mister sin mening, hvis ikke du selv er i stand til at give udtryk for din lyst. I flirten mødes vi i gensidig interesse. I parforholdet er vi sammen om fælles værdier. I sexlivet tilfredsstiller vi hinandens behov. Men for at gøre det skal vi begge kunne udtrykke: Hvad har du lyst til?
Lyst er et emne, der igen og igen dukker op i mine blogs. Naturligvis i den seksuelle betydning, altså ”hvad har du lyst til for at få dækket dine seksuelle behov”? Men vi bruger det også som et spørgsmål i dagligdagen om noget så prosaisk som aftensmaden. Og dybest set er det også et eksistentielt spørgsmål, nemlig ”hvad har du lyst til med dit liv”.
Det hænger faktisk alt sammen sammen. Derfor er det en oplagt overskrift for efterårets foredrag, som jeg vil rundt med i de kommende måneder (og så længe, der er nogen, der har lyst til at høre det).
Pejlemærker
Der er naturligvis mange ting, der er ude af vores kontrol. Økonomiske kriser, sygdom, død og alt det der. Eller den store gevinst. Vi kan i særdeleshed ikke bestemme over andre mennesker, og hvad de har lyst til. Det gælder både drømmen om at bestige Kilimanjaro og det mumlede ”ikke i aften, skat”.
Hvad har du lyst til, og hvad ser du? Søde kærester eller sure rønnebær (eller kirsebær)? Foto: Saulius Rozanas
Dit svar på ”hvad har du lyst til”, er snarere et pejlemærke for, hvordan du skal agere, når du bliver mødt af tilværelsens uforudsigelige tildragelser.
For når virksomheden nedlægger den arbejdsplads, hvor du arbejder, og du bliver tilbudt at flytte med til den nye lokation, så skal du jo gerne vide, om det er i overensstemmelse med det liv, du gerne vil leve. Eller om det tværtimod tiltaler dig at søge mod nye udfordringer.
Her er det godt at have styr på dine kerneværdier.
I dette tilfælde kan vi måske snarere tale om, hvad du vil med dit liv, og hvilke mennesker du gerne vil omgive dig med.
Hvad har du lyst til i praksis
Et aspekt af dette er, at vi gerne vil have et intimt forhold til et eller flere af disse mennesker. Og ja, her skal kerneværdierne også stemme overens. Jeg håber nogle af mine gæster til foredraget vil lege med i en praktisk demonstration af, hvordan vi kan finde frem til vores kerneværdier.
Derudover skal vi også fungere sammen som seksuelle væsner, så hvad har du lyst til på det område?
Der er flere måder at nærme sig det spørgsmål. Det kan næppe være gået nogens opmærksomhed forbi, at det er afgørende med samtykke. Det gælder fra det første møde. Det er også vigtigt gennem hele forholdet at afstemme vores gensidige lyst.
Kroppe, passion, lyst. Men er lysten gensidig – indstillet på den samme ting på det samme tidspunkt? Foto: Alexander Krivitskiy, Pixabay
Hvis vi undertrykker vores egen lyst, for eksempel skammer os over, at vi tænder vildt på et eller andet usædvanligt, så kan vi aldrig være fuldstændigt til stede i et forhold. Vi vil ikke føle os tilfredsstillede. Risikoen for at vi dyrker den skjulte og undertrykte seksualitet med en person uden for forholdet er også stor.
Hvad har du lyst til, og hvad er du villig til?
I et parforhold skal vi selvfølgelig kunne være ærlige over for hinanden. En mulighed for at få bragt hele vores seksualitet i spil er trafiklyset, hvor vi kan bringe ting i spil som måske kan være en spændende udvikling af sexlivet. Så får vi i hvert fald bragt emnet på banen.
Vi kan også gå til udviklingen af sexlivet med udvidelsen af ”hvad har du lyst til” med et ”hvad er du villig til”. Det er filosofien bag Wheel of Consent – samtykkecirklen.
Det er et praktisk værktøj til at finde, definere og udvikle din egen seksualitet rent fysisk – og til at udforske din partners. I bedste fald tilpasser I jer hinanden og udvikler jer sammen.
At kende svaret og turde give det
Svaret på spørgsmålet ”hvad har du lyst til” må derfor indeholde to elementer. For det første skal vi selv kende svaret. Vi må ikke forfalde til floskler om at ”gøre, som de andre gør”. Eller ”bare du er glad, så er jeg glad”.
Sjælenes overensstemmelse er også; hvornår vi tager på ferie, hvor vi tager på ferie, og hvad vi laver på ferien. Foto: Adam Kontor, Pixabay
Der er ingen, der siger, at vi altid får det, vi vil gerne vil have, fordi det opstår i samspillet med andre, men det kommer altså heller ikke af sig selv ved et mirakel. Derfor er det godt for vores mentale (og fysiske) helbred, at gøre os klart, hvad vi vil med livet.
Og her kommer vi så til anden del af svaret, nemlig at vi må være i stand til at kommunikere, hvad det er vi gerne vil. Chancerne for et stabilt og tilfredsstillende parforhold stiger, når vi kan tale om vores drømme og vores behov. Og ja, også om vores seksuelle drømme og behov.
Det er det, foredraget ”Hvad har du lyst til” handler om. Jeg håber, det kan inspirere mange mennesker og give også dig nogle gode redskaber til at finde din vej. Du kan følge nyhedsbrevet, hvis du vil have direkte besked om, hvor og hvornår jeg holder foredraget næste gang. Hvis du har brug for en personlig guidning, kan du booke en samtale på 25 46 42 68 (hvor du også kan booke mig til et stueforedrag for vennerne/veninderne).