Det er jo altid de andres skyld, ikke? Især når vi taler om dating-scenen. Mændene er useriøse, kvinderne er kræsne. Det ser ud til, at de to køn går til parforholdet med to helt forskellige forestillinger. En prognose for befolkningssammensætningen i USA forudser, at 45 % af alle kvinder mellem 25 og 44 vil være singler i 2030. Altså: kræsne kvinder. Ikke?

Kig lige på tallene igen. Næsten hver anden kvinde i USA i den fødedygtige alder vil være single. Ikke at de nødvendigvis vil være barnløse. Jeg kender tilsvarende ”kræsne kvinder” herhjemme, der har fået børn på egen hånd eller planlægger at gøre det. Vel vidende, at en status som alenemor ikke gør chancerne på datingscenen større.

Nu kan forholdene i USA ikke overføres en-til-en til Danmark. Alligevel kan det være værd at lytte til, hvad de amerikanske singlekvinder har at sige. Det lyder nemlig besnærende som det, der lyder fra danske kvinder.

Og det er vel at mærke ikke, at mændene skal være som kvinder.

En mand til de kræsne kvinder

De kvaliteter i en mand, som de fleste nævner, er, at han skal; være sød og følelsesmæssigt intelligent, ved godt mentalt og fysisk helbred, dele værdier med sin partner, være ambitiøs og lægge energi i sit job, være økonomisk stabil, være maskulin og moden og klar til at forpligte sig til et ligeværdigt, monogamt forhold samt – nævner mange – indstillet på at stifte familie.

Fra en evolutionær synsvinkel er meningen med livet at skabe nyt liv – altså at vi får børn. De kræsne kvinder og de kræsne mænd er ikke helt enige om med hvornår og med hvem. Foto: Mabel Amber, Pixabay

Men før du tænker i traditionelle villa, Volvo og vovse billeder, så er det værd at bemærke, at ”de kræsne kvinder” ønsker en partner, der supplerer og lægger noget til deres liv. Ikke en, som de skal tage sig af. Han skal kunne stå på egne ben og bidrage både med romantik (ja, også det indlysende), engagement i børnene og et intellektuelt fællesskab.

Ikke overraskende klager de samme kvinder over, at deres tidligere bejlere ikke har gidet gøre sig umage eller ikke har været i stand til at ”følge med” kvinderne.

De kræsne mænd

Hvad det sidste angår, peger statistikken herhjemme i samme retning, hvor det er kvinderne, der tager en uddannelse og også i vid udstrækning flytter til byerne, så kønssammensætningen bliver skæv – kvindeoverskud i storbyerne, mandeoverskud i landkommunerne. Forventningen til en partners karriere og verdenssyn flytter sig selvfølgelig med ens eget ståsted, og så kan det være svært for de ”kræsne kvinder” at finde nogen, der ”lever op til mindstekravene”.

Kræsenheden kan vel at mærke gå begge veje. Nogle af kvinderne i undersøgelsen nævner, at mange af de amerikanske mænd selv ikke ønsker at date en kvinde, der er højere uddannet. Eller – Gud forbyde det – tjener flere penge, end de gør. Den anke lyder ikke helt ubekendt.

Når manden peger fingre og råber “kræsne kvinder”, så er det værd at huske, at det er en projektion. Begge veje, naturligvis. Foto: Gerd Altmann, Pixabay

Det ligger i tråd med kvindernes ønske om mental sundhed hos en potentiel partner. De efterlyser nemlig et sundt selvværd. Eller i hvert fald, at mændene er villige til at arbejde med deres mønstre og arbejde med selvudvikling. Altså finde deres værd i andet end højere uddannelse og mere i løn.

Hvor kvinder traditionelt har kunnet finde selvværd i deres rolle som redebyggere (rent hjem, velopdragne børn og friskbagte småkager – hvis du tillader karikaturen), har mænd typisk fundet deres værd i rollen som beskyttere (større muskler og som regel at være højere end partneren) og status som forsørgere. Måske det ændrer sig med barselsorlov til fædrene. Men det er så mænd, der har allerede fundet en partner.

Mars og Venus

Nogle af de amerikanske kvinder i undersøgelsen siger, at de nærmest føler sig straffet for at have lagt energi (i USA også mange penge) i en uddannelse. De dårligere uddannede mænd vil på den ene side ikke date dem. De lige eller bedre uddannede mænd udnytter på den anden side udbud-og-efterspørgsel mekanismen og er ikke klar til at forpligte sig til parforhold og familie.

Så er der faktisk lagt i kakkelovnen til incel-fortællingen om smukke kvinder, der flokkes om nogle få succesfulde mænd, mens intellektuelle, woke kvinder ikke gider have noget at gøre med resten.

kræsne kvinder

Som regel vil vi gerne møde en partner, der spejler os. Det gælder uddannelse, livsstil, sundhed og ja, udseende. Foto: Rondell Earvin

I begge tilfælde et det-er-de-andres-skyld verdensbillede.

Hvilket efterlader os med det faktum, at et voksende antal kræsne kvinder lever alene, men at der tilsvarende må være et voksende antal kræsne mænd, der gør det samme. En væsentlig forskel er, at det i sundhed, livskvalitet og leveår koster mændene. Kvinderne derimod trives.

I den forstand er der hold i den anke fra de kræsne kvinders side, at de vil have en ligemand, ikke en mand, de skal tage sig af.

Hvem har bolden?

Det interessante vil selvfølgelig være at høre fra den voksende gruppe af mænd, der kommer til at leve som singler gennem den mest produktive del af deres tilværelse. Al statistik tyder på, at det faktisk gavner en mands karriere og indtjening, at han er et ”familiemenneske”. Uanset om der er børn i forholdet eller ej. Og naturligvis med fare for at bytte om på årsag og virkning.

Men ingen af os skal på date med en statistik eller en gennemsnitlig mand/kvinde. Mit bud som ”parterapeut for singler” vil altid være, at vi skal holde os på vores egen banehalvdel. Det vigtige er at definere, hvad vi hver især ønsker af en partner. Dels for os selv, så vi kan træffe et kvalificeret valg. Dels så vi bliver i stand til at kommunikere, hvad vi ønsker os.

Både mænd og kvinder bliver tiltrukket af et kønt ansigt. Nogle gange af en god røv. Ret ofte af en god udstråling. Men hvis vi vil ud over denne fysiske tiltrækning og videre mod et parforhold (og et farvel til singlestatus), så må vi være i stand til at byde ind med både, hvad vi ønsker, og hvad vi kan tilbyde.

Dating for kræsne kvinder og mænd

Da en stadig stigende del af os – og i alle aldre – finder vores potentielle partnere online, så kan vi jo starte med profilteksten. Det kan faktisk være indledningen til en oplysende og flirtende dialog, inden vi overhovedet mødes. Lad os tage de kræsne kvinder ønske om en maskulin og moden mand. Et godt svar ville være:

”Mener du en mand, der kan stå fast, når din feminine energi stormer hid og did omkring ham”?

De kræsne kvinder (og mænd) har lov at opstille deres ønsker til en partner. Men vi kan altid udfordre dem med en spejling. Foto: Prinzesskathrin, Pixabay

Det anerkender hendes ønske, men udfordrer hendes krav. At afsløre lidt kendskab til tantrisk filosofi vil sikkert score pænt på følelsesmæssigt intelligent-skalaen. En dialog af den art vil også ret hurtigt afsløre om der er et intellektuelt fællesskab. Inden vi overhovedet er kommet på en date.

Endnu bedre er det, hvis mandens profil – eller samtalen – viser, at han også har gjort sig tanker om, hvad han ønsker sig af et parforhold (ud over det indlysende). Eller om han i det hele taget er moden nok til at tænke i retning af et ligeværdigt, monogamt parforhold. (Og så har vi vist været gennem de fleste af de kræsne kvinders ønsker).

En sådan meningsudveksling og forventningsafstemning trumfer i hvert fald letkøbte komplimenter til udseendet. Dem kan vi så gemme til det fysiske møde og flirten i virkeligheden.

Hjemmearbejdet

Så det er i alle tilfælde og uanset køn vigtigt at gøre hjemmearbejdet. Det er kun os selv, der kender vores behov og vores ønsker. Det er kun os selv, der kan prioritere dem. Det er kun os selv, der kan redigere i vores billede af drømmepartneren og ændre i vores adfærd, så vi bliver attraktive i hans/hendes øjne.

There’s a crack in everything, that’s how the light gets in. Når vi gennemskuer vores egen “kræsenhed”, er der mulighed for dialog. Foto: Roman Kogomachenko, Pixabay

Vi kan ikke lave om på andre mennesker. Hverken kræsne mænd eller kræsne kvinder. Det svarer lidt til at købe en Hyundai og tro, at vi kan lave den om til en Ferrari.

Hvis du gerne vil klæde dig lidt bedre på til mødet med en potentiel partner – værdier, prioriteringer, modstand – så kan vi arbejde terapeutisk med det i en samtale eller et forløb. Du kan booke en tid på 25 46 42 68 (send en sms, så finder vi en tid). Du kan også lade dig inspirere ved at følge nyhedsbrevet.


Tallene om de amerikanske singlekvinder stammer fra Census Bureau historical data og Morgan Stanley forcasts citeret efter The Guardian.

Topfoto: Nasim Muinov, Pixabay