fbpx
Fair nok: lynet kan slå ned. Du kan møde den helt rigtige på et datingsite. Ligesom nede ved køledisken i Netto. Chancen er reelt den samme. Men hvor Netto ikke lover at forbedre dine chancer for at møde en partner, lover de forskellige sites gerne datingmirakler, hvor du er helt sikker på at møde ham eller hende. Eller i hvert fald et pænt udvalg af kvalificerede kandidater. Og det holder ikke.

Eller meget konkret: der findes ikke datingmirakler, kun simple algoritmer.

Den helt grundlæggende formel for datingsites er, at en given database af kvinder kan søge i en tilsvarende database af mænd. Og omvendt (og selvfølgelig med variationer i den seksuelle præference). Derefter begrænser den enkelte selv efter afstand, alder, højde, vægt, uddannelse og så videre. Og inden for den ramme kommer det som regle i sidste ende an på udseendet.

Findes dit drømmematch?

Nogle datingsites reklamerer med, at de har sat nogle eksperter til at regne ud, hvem du vil matche med. Eller at de kan levere matches til dine præferencer.

Hvis du har fulgt for eksempel ”Gift ved første blik”, vil du vide, at eksperternes evne til at matche folk selv i bedste fald skal tages med et stort gran salt. Spændende at se, hvad der sker i den aktuelle sæson, hvor “Gift ved første blik” har opsøgt deltagere på datingsites. Realiteterne bag datingsidernes matches er i alle tilfælde bare en simpel algoritme, der krydser de informationer du og andre udfylder i et skema.

Efter 100 liter datingkaffe bliver man måske lidt kritisk med, hvem man vil bruge en times smalltalk sammen med … Foto_ Stokpic, Pixabay

I virkeligheden handler det måske om, at vi ikke gider beskæftige os med de mennesker, som ikke lever op til vores krav. Men efter 100 liter datingkaffe bliver man måske også lidt kritisk over for, hvem man gider ofre en times smalltalk på for blot at konstatere, at det var endnu en nitte.

De lovede datingmirakler udeblev

Hvis vi skal anlægge en forbrugerkritisk vinkel, så lever datingsiderne sjældent op til deres løfter. Ingen algoritme kan komme ophæve reglen om seksuel markedsværdi. Vi bliver ikke mere attraktive af at oprette en profil, og vi kan ikke tvinge nogen til at synes om os.

Alligevel lover Partner Med Niveau, at de hver dag kan finde 5 relevante kandidater, der matcher brugernes ønsker. Det syntes en smuk 50+ kvinde, at hun ville prøve og betalte 500 kroner for en måneds medlemskab. Desværre for PMN førte hun statistik:

Jo, hun fik foreslået cirka 5 mænd per dag. Men af disse boede 46 % mere end 50 kilometer væk, selv om hun havde vægtet afstand som et ”overvejende vigtigt” kriterium. En del af dem var endda fra Aalborg på trods af, at hun bor i Københavnsområdet.

Service fra et call center

”De fleste matchforslag uden for min 50 kilometers radius dukkede op efter to uger på sitet. De var åbenbart løbet tør for kandidater i en realistisk afstand”, fortæller hun.

Hun havde også understreget, at hun satte pris på forslag med profilbillede, hvilket kun gjaldt for små 60 % af mændene. Hun er alvorligt i tvivl om, hvorvidt de resterende profiler er reelle eller i virkeligheden repræsentere mænd, der ikke længere er på sitet.

”Jeg føler ikke, at jeg har fået det produkt, jeg blev lovet, og som jeg har betalt for”, siger hun.

Ikke fordi hun forventede at få noget ud af sin indsigelse, men hun forsøgte alligevel at klage. Og blev noget overrasket over at få sin henvendelse – på dansk – besvaret på engelsk. Og tydeligvis med en ikke særlig effektiv maskinoversættelse som mellemmand.

Begrænset udvalg

Men lad os lige slå fast, at de enkelte datingsites ikke kan ”opfinde” nye lækre singler til dig. Ifølge Danmarks Statistik er der rundt regnet 360.000 danskere på et eller flere datingsites over en tre måneders periode (eller omkring en halv million på et år). Tykke og tynde, gamle og unge, fra Skagen til Gedser.

Matematikken er at en halv snes datingsites (plus nogle sexsites) deler 360.000 brugere – tykke og tynde, unge og gamle, fra Skagen til Gedser. Regn selv efter. Foto Engin Akyurt, Pixabay

Selv hvis vi undtager sugardating, utroskabssites og sexsites (og det gør statistikken ikke), er der vel en halv snes større datingsites i Danmark. Og når vi så sorterer for køn, alder og afstand, er der simpelthen ikke så mange kandidater. Men altså muligvis en del falske og inaktive profiler, som datingsiderne beholder, fordi det ser ud, som om der er flere lækre mænd/kvinder på sitet.

De forskellige datingsites markedsfører sig selvfølgelig på deres succeshistorier – ikke på klagerne. Og når kunden ikke direkte har bedt om at få profilen slettet, så eksisterer den jo principielt og kan få sitet til at se større og mere populært ud.

Så der findes ingen datingmirakler.

Hvis du ikke gider kigge profiler og skrive, eller hvis du ikke gider swipe, så får du heller ingen matches. Nå ja, du kan købe dig til at se, hvem der har højreswipet på dig på Tinder. Så risikerer du ikke noget, og du kan overveje, om du gider køre de ekstra kilometer, hvis hun/han ser lækker nok ud.

Et billede siger mere end …

Her er vi så ved den anden anke, som kvinden på PMN rejste: Ja, jeg vil gerne vide, om jeg kan gennemføre en times samtale med dig over en kop kaffe uden at komme til at grine. Udseendet har betydning for vores gensidige tiltrækning.

Det gælder i sagens natur også kvindelige profiler.

Og hvad med undskyldningen: jeg vil helst ikke kunne genkendes af nogen fra arbejde? Tjah hvis nogen fra arbejde genkender dig på et datingsite, betyder det, at de selv er på et datingsite. Big deal. I bedste fald kan der jo komme en romance ud af det.

Vi kan jo også spørge, hvor tit det sker, at dem med de billedløse profiler kontakter andre uden billede. Det er da en smuk tanke, at vi kan forelske os i et andet menneskes sjæl, men så skal vi godt nok være gode til at skrive for at få det møde til at lykkes på et datingsite.

Hvorfor må vi ikke se ansigtet? Vi kommer ikke uden om, at udseendet er afgørende for vores umiddelbare interesse, så hvilke undskyldninger har en mand/kvinde for ikke at have billede på en datingprofil? Foto Free-photos, Pixabay

Og så har jeg ikke nævnt den nærliggende risiko: at grunden til det manglende billede er, at vedkommende ikke vil genkendes af en ægtefælles eller partners singlevenner.

Udbyttet svarer til indsatsen

Det enkle svar er nok, at datingsites principielt kan bringe dig i kontakt med en stor gruppe kandidater, som ligger inden for dine alderskriterier, afstandskriterier og udseendekriterier. Men at du skal huske, at du selv indgår i andre menneskers kandidatgruppe.

Præcis som når vi flirter i den virkelige verden, afhænger resultatet af vores egen indsats.

Det betyder:

  • at du stiller dig til rådighed med dit udseende og med en profiltekst, der fortæller, hvad du tilbyder, og gerne hvad du søger.
  • at du rent faktisk bruger tid på at orientere dig blandt de mulige kandidater.
  • at du tager kontakt til kandidater, der falder i din smag.

Hjemmearbejde for singler

Af ovennævnte kan du muligvis udlede, at du bliver nødt til at lave dit hjemmearbejde. Du bliver nemlig nødt til at overveje, hvad det egentlig er, du vil på det datingsite. Er det bare tidsfordriv, eller har du en seriøs ambition om, at finde en partner for længere tid – potentielt resten af livet?

Du kan muligvis klare dig med udseendet, hvis du ”bare” søger sex. Især i den modne aldersgruppe er det imidlertid ret almindeligt, at både mænd og kvinder faktisk gerne vil slippe for datingræset og finde en fast partner. Hvis det er tilfældet, bliver du nødt til at definere indholdet af sådan et fast forhold.

Det er din drøm, det drejer sig om. Det handler ikke bare om at få fyldt pladsen som kvinden eller manden i den drøm, men også om, at I har den samme drøm. Ellers krakelerer drømmen meget hurtigt. Og hvis du ikke har defineret din egen drøm, kan du let blive fanget ind i din partners – som så risikerer at forvandle sig til et mareridt.

Det skylder du dig selv

Det er let at aftale at mødes over en kop kaffe. Det er faktisk heller ikke svært at ende i seng sammen, hvis kemien er rigtig. Men at få et længerevarende forhold til at fungere kræver, at du ved, hvad du vil med et forhold, og er i stand til at formulere det over for din partner.

Det skylder du din partner. Det skylder du først og fremmest dig selv. Så kan du sige til og sige fra.

Datingmirakler forekommer kun, hvis du får dem til at ske.

Hvis du har brug for hjælp til at få afklaret, hvad du gerne vil med dine datingaktiviteter – live eller på et site – så kan du booke en enkelt samtale eller et SUS-forløb på 3 x en time hos mig på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Eller du kan skrive dig på nyhedsbrevet og følge yderligere blogs.


Topfoto: Stocksnap, Pixabay