fbpx
Hvordan taler du om sex? Vores måde at være sammen på i kærlighed (eller for at få sex) har ændret sig, og det har vores ord for det også. Der er ikke mange, der i dag “lever på polsk”. Men hvornår er vi kærester, og hvornår bare bollevenner? Hvordan taler vi i det hele taget sammen om sex og kærlighed?

What’s in a name? Hvad betyder et navn, spørger Shakespeares Julie, og mener, at rosen vel dufter lige skønt, hvad navn vi end kalder den ved. Men fordi hendes slægt og Romeos slægt er fjender, forhindrer navnet deres kærlighed. Så ord har betydning. Fra hvad vi kalder det menneske, vi dyrker sex med, til hvad vi kalder de dele af vores krop, der er involveret. Vi skal netop ikke være fjender med vores følelser og vores krop. Så hvordan taler du om sex?

Kærester og elskere

Ligesom ordene ikke altid betyder det samme, når vi selv bruger dem, kan vi ikke gå ud fra, at andre forstår det samme ved ordene, som vi gør. Jeg mener jo ikke det samme, når jeg siger til min kæreste, at hun er en dejlig elskerinde, og når jeg taler om at søge en elskerinde på Victoria Milan.

Kæresten kan være en god elsker, men en elsker kan også være en, du har ved siden af. Eller en elsker kan være en bolleven, der dækker dine seksuelle behov mellem kærester. Eller når du ikke orker forpligtelsen ved et forhold. En ”legekammerat”.

En elsker kan også dække et socialt behov, hvor I snakker sammen, går i byen sammen, har det sjovt. Og dækker hinandens seksuelle behov. Det ligger i ordet. Men underforstået, at det er tidsbegrænset, og at begge parter til enhver tid kan opsige aftalen – no hard feelings – når en af jer får lyst til at engagere sig i et kærlighedsforhold.

Fra sex til kærlighed

Imod den type forhold taler dog det faktum, at regelmæssig sex med den samme partner skaber tilknytning. Det er ren og skær kemi, fordi sexen får kroppen til at danne oxytocin. Populært sagt: kærlighedshormonet.

Det ene kan føre til det andet – men hvornår er det “bare” en seksuel relation, og hvornår bliver det til kærlighed og et parforhold? Foto Pixabay

Og hvis I har god sex, har samme interesser og har det sjovt sammen … hvori adskiller elsker-forholdet sig så fra kæresteforholdet? Andet end i ordet? Det skal du naturligvis være i stand til at tale om.

Så hvad lægger du selv i de ord?

Tro og utro

Nogen vil måske sige, at vi som elskere undgår utroskab. Hvis forholdet er uforpligtende, er sex med andre ikke utroskab. På den ene side har vi en fast base, hvor vi får god sex, på den anden kan vi forsøge os lidt frem og se, om vi finder noget ”bedre”, eller ligefrem om Amors pil slår ned. Og så kan vi opsige forholdet.

I den sammenhæng er det nok godt, at vi som elskere også får talt om sikker sex.

Det, de fleste lægger i at være kærester, er forpligtelsen. For eksempel opsiger vi forholdet – vi slår op – inden vi har sex med andre. Det er givetvis også grunden til, at mange er tilbageholdende med at bruge ordet. Den, der først bruger ordet, blotter sig: jeg vil mere end bare sex. Og jeg vil kun med dig.

At være kærester er også offentligt – at vi præsenterer kæresten for venner og familie. Vi ”er kærester for alverden”. Her taler handlingen mere end ordene: Hvilken slags kæreste vil ikke vise sin kæreste frem? Elskeren/elskerinden/bollevennen/legekammeraten derimod kan vi holde for os selv.

Nu eller for evigt

Gammel tradition foreskriver, at mænd og kvinder ikke kan være venner (ud fra antagelsen om, at en mand altid vil pønse på at få sex). Det er ikke ualmindeligt, at en mands ”veninde” underforstås at være hans elskerinde (eller tidligere elskerinde). En kvindes ”ven” antages tilsvarende at være en elsker. At de ”kommer sammen” – i al diskretion, naturligvis. I den sproglige sammenhæng ses en “kæreste” nærmest som et midlertidigt stadie før “forlovet”.

Vi dater, ses, har et forhold … men hvornår præcis forpligter vi os? Foto Tu Anh, Pixabay

Vi kan også bruge ordet ”kæreste” om den, vi kommer sammen med i øjeblikket. Ja, forpligtende og eksklusivt og med gensidig ømhed, men ikke nødvendigvis til verdens ende. Virkeligheden er jo, at de fleste har haft mange kærester, hvoraf de har boet sammen med nogle og ikke med andre.

Det er ikke en forudsætning, at vi flytter sammen, fordi vi er kærester. Det er heller ikke en forudsætning at blive gift for flytte sammen. Vi kan ”leve sammen”. Eller forblive COLA – COuples Living Apart. Så behøver vi kun tage den bedste del og se hinanden, når vi har tid, er udhvilede, har gjort noget ud af os selv, er seksuelt tændte. Opvasken og snavsetøjet er ikke en del af forholdet. Vi blander os ikke i hinandens arbejde og venskaber.

Let’s talk about sex – hvordan taler du om sex

Samboende eller ej, så er spørgsmålet: Hvordan taler du om sex? At elske er meget inderligt, at bolle lidt mere mekanisk, og måske lidt mere vildt og uhæmmet er at knalde og at kneppe. Dyrker du sex, eller foretrækker du erotik?

Og så er der alle kodeordene: om vi skal ”hygge” eller ”putte”, inden vi sover. Der er manden, der dog har forstået, at konen vil have forspil, og spørger, om hun ”har lyst til lidt massage”, når han gerne vil have sex (hvis han yder, bliver hun jo nødt til at gøre gengæld … suk). Eller (som regel) kvinden, der spørger “har du lyst til at ligge i ske”? Ingen af ordene indeholder ligefrem begær. Ansvaret lægges på partneren.

Her kan der virkelig være en fordel i afstand … hvis du husker forelskelsens sms’er om ”drømmer om din nøgne krop”, ”glæder mig til din pik i aften”, ”jeg kan ikke vente med at pille trusserne ned over din smukke røv”. Vi ser frem til det.

Seksuel spænding

Når vi ser kroppen, pikken og røven hver dag, er det måske ikke så oplagt at fantasere om dem. Nogle sexologer anbefaler ligefrem separate soveværelser, hvis I bor sammen. Så kan den seksuelle spænding bevares. Lidt på samme måde som “flirte-elastikken” bliver spændt, når vi spiller pingpong under flirten.

Vi kan også vedligeholde den spænding sprogligt. Uanset om vi er kærester, elskere, bollevenner eller noget helt fjerde. Der er ikke meget sex ved en tissemand/kone. Der mangler ligesom også noget saft i ”lad mig gennembore din vagina med min penis” (med mindre du har en professor fetich, måske).

Et hjertesuk til kvinderne: Det er ikke befordrende for en mands potens med søde kælenavne for pikken. Og ditto, mænd: Hvis din kvinde ikke bryder sig om ordet ”fisse”, så brug dog et andet ord … men stadig et, der er lystfyldt og erotisk ladet.

Ligger godt i munden

Du kan altid begynde med dig selv: Hvilket ord ligger godt i munden, når du skal tale om dit eget køn?

For de fleste mænd falder valget hurtigt på pik. Det er i ordets egentlige betydning et potent ord. Det kan vi godt se os selv i. Kæp, kølle, stav ligger i samme boldgade, men spiller over i det dominante i forhold til kvinden. Tryllestav? Tjah, så har du høje tanker om dig selv.

Jeg oplever oftere, at kvinder har svært ved at tale om deres køn. Der er skam forbundet med at tale om det dernede. Og ikke ret megen lyst. Lad os lige holde fast i, at du har din krop til din egen nydelse, ikke blot som et redskab for en andens. Så tal til dig selv med respekt og kærlighed … og lidt liderlighed måske.

Kusse er nok den tætteste pendant til mandens pik, mens fisse er en fure, der skal pløjes af mandens … og så videre. Mis lægger i det mindste op til kæleri og forkælelse, men ligger lidt i pæn-pige-kategorien. Hvad synes du selv? Hvis nogle ord tænder dig specielt, foreligger muligheden for lidt dirty talk til at øge intensiteten, når I dyrker sex.

Et sprogligt forspil

Et sprogligt forspil kan også peppe parforholdets rutinesex op. Jeg hører tit kvinder efterlyse søde, opmærksomme sms’er fra deres mænd. Jeg tror, de fleste vil stille sig tilfredse med frække.

Sig de ord, du ved … men hvilke ord virker for dig? Hvordan taler du om  sex? Foto Robin Higgins, Pixabay

At en mand skriver om en kvindes bryster, balder, fis … hvad hun nu foretrækker, den bliver kaldt, betyder jo netop, at hun bliver set. At han er opmærksom. Det betyder, at han har lyst, og at hun bliver begæret. Og det er måske nemmere for en mand at skrive en fræk besked end en romantisk. Det er ligesom mere målrettet. Det kan der i hvert fald arbejdes videre med.

At bruge frække ord – seksuelt ladede ord – gør det også nemmere at kommunikere seksuelle ønsker. Det er til glæde for alle parter. Altså både “hvordan taler du om sex” og “hvordan vil du gerne blive talt til om sex”?

Frække ord og følelser

Så ord er langt fra uden betydning. Hverken for sexlivet eller for kærlighedslivet. Det er der netop en pointe i: hvis du er god til at udtrykke følelser, så brug den evne på sexen. Hvis du er god til at bruge frække ord, så find nogle lige så gode ord om dine følelser.

Giv los for at sige tingene, som de er: ”Jeg elsker dig”, kan være svært at sige og skal selvfølgelig kun siges, når du mener det. Men hvis du ikke tør sætte ord på følelsen, så dræber du den. Så bliver I ikke kærester/par/elskende.

Så: Hvordan taler du om kærlighed?

Sidder du tilbage med en følelse af, at du ikke rigtig kan tale om dit sexliv? Har du problemer med at sætte ord på den del af den menneskelige anatomi, der kan give os så megen glæde? Så kan du måske få lidt hjælpe af en samtale med sexologen, som du kan booke på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Du kan også skrive dig på nyhedsbrevet, hvis du vil opdateres på nye blogs med frække og kærlige ord.

P.S. – At leve på polsk er et gammelt udtryk for at leve papirløst sammen


Foto: Depositphotos