Er vejen til lykken også vejen til tosomheden? Og i givet fald: How many roads must a man walk down? Når du sidder trist og ensom og tænker, at ingen nogensinde vil elske dig, så er det meget godt at få bekræftet, at du er elsk-værdig. Men det er en kærlighed, som næppe nogensinde vil gøre en lykkelig.

”Find dig en kæreste på dating.dk, elitedaters, match, scor, tinder … (hold da op, hvor er det mange muligheder derude) og så bliver du lykkelig og fuld af energi!”

Det er klart, at et hormon-boost fra en forelskelse giver øjeblikkelig lykkefølelse. Selv den noget mindre hormonbehandling, som en orgasme giver, vil hjælpe – oxytocinen vil endog hjælpe dig til at føle sig knyttet til den person, man har elsket med.

Hul i kærlighedsbeholderen

Men det er langt fra sikkert, at et andet menneskes kærlighed vil få dig til at føle dig elsket i det lange løb. Hvis dit udgangspunkt er, at det er en andens ansvar, at du skal føle dig elsket, at du skal være lykkelig, så har du for det første givet en anden magten over dit liv.

For det andet indikerer dit behov for en andens kærlighed, at der er ’hul i din kærlighedsbeholder’. Hvis du ikke som udgangspunkt føler dig elsket af dig selv, så vil nok så mange tilkendegivelser fra din partner ikke på længere sigt overbevise dig om det modsatte.

På piedestalen

Du vil spørge dig selv: hvad kan jeg dog give dette pragtfulde menneske, der nu fylder mig med kærlighed? Og du har ret – hvis du hele tiden har brug for en transfusion af kærlighed fra din partner, hvad har du så at give af? Du føler dig måske som Jordens heldigste mand/kvinde, fordi du har scoret dette pragteksemplar, men føler dig uværdig til hans/hendes kærlighed.

Langt hen ad vejen er et andet menneskes beundring smigrende. Det kan være dejligt at blive sat op på en piedestal. Men i det lange løb har vi brug for en partner, ikke en tjener.

Skæve forhold

Ikke at den slags forhold ikke kan holde i årevis. Især hvis der når at komme børn. Men prøv lige at forestille dig dette ægteskab. Er det manden, der har hul i kærlighedsbeholderen, vil han gøre alt for at tilfredsstille kvinden – ved at lade hende indrette hjemmet, bestemme hvor ferierne går hen, hvilken bil familien skal have, hvem de skal ses med. En gulvklud med andre ord. Og højst sandsynligt et ægteskab med et kedeligt eller stendødt sexliv.

Er det kvinden, der har hul i kærlighedsbeholderen, er det ikke svært at se servicechefen derhjemme, der sørger for alt med børnene, holder huset, laver maden. Det er heller ikke svært at se manden, der tillader sig en affære ved siden af og måske endda ikke gør så meget for at skjule den. Selv om han sikkert ikke siger nej til sex derhjemme, for hun vil jo gøre alt for – bare for et kort øjeblik – at føle sig fyldt af hans kærlighed.

Ja bevares, overdrivelse fremmer forståelsen. Men dette er den grundlæggende dynamik i et forhold, hvor den ene af parterne ikke elsker sig selv – eller elsker sig selv mindre end partneren.

På den igen

Kan du se dig selv i ovennævnte?

Så er det nok hverken på natklubben eller på netdating, du finder kærligheden. Der er et arbejde, der skal gøres for at lære dig kærlighed til dig selv.

Det behøver ikke betyde, at du skal opgive sex. Det er dejligt at give efter for lysten og få stillet sine fysiske behov. Men sex giver sex, kærlighed giver kærlighed. Derimod kan du vise dig selv kærlighed ved at give dig lov til at nyde sex. Fordi du er det værd.

Spejløvelsen

Og selv om du ikke ender hjemme hos den første og bedste, så kan en aften i byen med flirt og komplimenter faktisk godt bruges i arbejdet med at fylde kærlighedsbeholderen. Hvis du vel at mærke tror på komplimenterne. Husk dem, gem dem og tag dem med hjem.

Så kan du gentage dem til dig selv i spejlet. Ja, jeg er smuk, danser godt, er sjov, har et sødt smil, er interessant … Nogle gange kan det være en god idé at se sig selv igennem andres øjne.

Noget at give af

Arbejder vi med os selv, kan vi sagtens finde hullet i beholderen. Det kan lappes. Det handler om vores egen dybeste overbevisning. Men det er ret indlysende, at hvis vi er fyldt med kærlighed – helt op til randen – så har vi kærlighed at give af. Vi kan både give og modtage. Dermed bliver vi også meget mere attraktive som partnere!

Der følger en anden selvsikkerhed med, når du ikke desperat kigger efter en, der kan fylde kærlighed på tanken. Det er ret sexet. Og når vi ved, at vi er det værd – er det også meget lettere at sige nej tak. Vi behøver ikke tage til takke, men kan vente på en, der er lige så sikker på sit eget værd, og som ikke hele tiden skal have fyldt på sin kærlighedsbeholder.

Jo jo, det er slet ikke umuligt at finde kærligheden og lykken i tosomheden.