Når børn leger, glemmer de alt om tiden. Fordybelsen – eller hengivelsen – er total. Deres begejstring ved nye oplevelser eller glæden over en gave er nærmest grænseløs. Mens forældrene råber frygtsomt til børnene på legepladsen, kaster de sig hæmningsløst ud i eventyret. Jo, vi kan lære noget af legebarnet og lysten til at lege.
Mange af de udfordringer, som folk går til sexologen og andre terapeuter med, har deres udspring i barndommen. Så kan vi – kort sagt – gå tilbage og arbejde med ”det indre barn” og hele de sår, der opstod engang.
Det er imidlertid begrænsende kun at fokusere på arbejdet med det indre barn som noget negativt. Lad os se det som en frisættelse frem for en helbredelse. For barnets sårbarhed har jo også den positive side med umiddelbarhed og adgang til følelserne. Noget der ofte efterlyses i parforholdet og i intime relationer i det hele taget. Børn er ofte meget omsorgsfulde. Omsorg styrker parforholdet.
Problemet er i virkeligheden, at det sårede barn har opbygget et forsvar, der forhindrer os i som voksne at åbne os følelsesmæssigt. Vi undertrykker også den barnlige glæde og mister lysten til at lege.
Lysten til at lege voksenleg
At være følelsesmæssigt åben handler ikke bare om at kunne græde ud ved en andens skulder og vise empati for en andens sorg. Det handler også om at vise slippe legebarnet løs. Det er interessant i sexologisk sammenhæng. For lad os være enige om, at sex – ud over forplantningsdelen – er udtryk for voksenleg.
Børnene drager på eventyr. Hånd i hånd for tryghedens skyld. Også som voksne kan vi begive os ud på det store eventyr – hånd i hånd. Foto: Julia Sezemova, Pixabay
Barnets leg er eksperimenterende. Den samme leg udvikler sig på nye måder efter humøret og efter omstændighederne. Og naturligvis afhængigt af legekammeraterne. Nå ja, også efter legetøjet, hvis du tillader det billede. Barnet lærer af erfaringen. Lysten til at lege er konstant.
Alt det lader sig overføre til sexlivet.
Flirten – der skal føre frem til både sex og kærlighed – er i sin natur en leg. Og børn flirter skamløst, når de gerne vil i kontakt med en anden. Et andet barn eller en voksen. Så lad os udforske lysten til at lege ligesom legebarnet: Jeg har lyst til at lege med dig. Har du lyst til at lege med mig?
Hvis den ene ikke gider lege længere, så må vi jo se, om en anden har lyst til at lege.
Lysten til at være i nuet
Det er fint at trøste den lille pige eller dreng; at give barnet et varmt og kærligt kram. Og huske at gøre det samme mod vores egne børn. Det er altid bedre at forebygge end at helbrede.
På den anden side kan vi hente inspiration fra barnets tilgang til – ja, stor set til alt, nemlig i lysten til at lege. Det er en tilgang, som vi kan prøve at kopiere. Voksenlivet er fyldt med pligter. Det kan godt komme til at skygge for lysten og nydelsen.
Det er ikke forbudt for voksne at genopleve lysten til at lege i sneen – og måske glemme alt om kulde og vådt tøj. Foto: Ana Krach, Pixabay
Det handler ikke bare om at skubbe opvasken til side og elske hen over køkkenbordet. Det handler også om at opdage (eller genopdage) nydelsen ved ganske simple ting; at røre din partners krop og at sanse din partners berøringer. At lade tingene udvikle sig og se, hvor de ender henne.
Lysten til at lege består også i det nærmest manisk fokus, som børn kan udvise i deres leg, hvor de glemmer alt om tiden. Om kulden i sneen. Om våde tæer i støvlerne. Det kan jo inspirere os til total hengivelse, hvor vi virkelig prioriterer vores partner (og os selv). Ikke fordi det står på vores to-do-liste, eller fordi vi aftalte det hos parterapeuten, men fordi vi tillader os at være i nuet.
Leg uden skærm
Hvad børnene angår, kan jeg blive alvorligt bekymret, når vi – forældrene – ikke er i nuet og besvarer børnenes behov for opmærksomhed, for kram, for samtale. Med andre ord, når vi stikker dem en skærm, så vi kan få lidt tid til os selv (som vi ofte selv bruger med snuden i den ene eller den anden skærm).
Som alle vist efterhånden ved, så er de sociale medier designet til at appellere til vores belønningscenter i hjernen. Vi bliver afhængige. Det gælder både børn og voksne. Og det betyder, at vi ikke kommer ud at lege.
Jeg har ikke set dokumentation i skala med Projekt Sexus, men der har været flere opråb om, at unge i dag er mindre seksuelt aktive end deres forældre, da de var unge. Måske fordi de bliver skræmt af ikke at leve op til de normer, skærmen indprenter. Måske bare fordi skærmens dopamin-fix opfylder deres behov.
Uanset alder er det måske en god idé at lægge skærmen til side og genfinde lysten til at lege.
Lysten til at lege er universel
Der er nemlig masser af energi at finde i legen. Om det nu er den sanselige leg at gå på opdagelse i naturen og lade sig begejstre solens leg i trækronerne, blomsternes farver eller fugle og dyr, som vi overrasker på vores vej. Eller om det er at spille bold med vennerne eller med børnene.
Spil indeholder som regel et element af konkurrence. Der er en vinder (og dermed også en eller flere tabere). Når vi ser spillet – om det nu er sportsligt eller et brætspil – som en leg, hvor udfaldet egentlig er underordnet, så kan vi være glade i alle tilfælde.
Lysten til at lege kan også handle om at spille – bold, kort eller noget helt tredje. Foto: Yolanda Jost, Pixabay
Således opløftede kan vi vende os mod vores partner. Vi har fået batterierne fyldt op ved at have pjattet ansvarsfrit med ”drengene” eller ”pigerne”. Legekammeraterne. Men først og fremmest har vi tilgodeset den legende side af vores indre barn.
Det er den glade energi, vi skal overføre til sexlegen. Uden konkurrence, naturligvis. Hvis vi skal have lysten til at lege og vende tilbage til sexlegen igen og igen, så skal begge parter have det sjovt. Ligesom med legen er det processen – sexakten – der er sjov, mere end jagten på et mål – orgasmen. Den skal nok komme, hvis vi har det sjovt.
Hvis vi bliver afbrudt midt i legen (den kender de fleste forældre vist), så går luften som regel af ballonen. Skal vi så skynde os lige at blive færdige? Eller skal vi erkende, at energien er forduftet, men smile til hinanden og love, at i morgen finder vi igen lysten til at lege – og så ser vi, hvor legen fører os hen denne gang?
Gode legekammerater
Det er oplagt at se vores partner/kæreste/ægtefælle som en god legekammerat. Ikke kun til sexlegen, men i det hele taget. Ja, vi kan sagtens gå en tur i skoven – gerne hånd i hånd. Vi kan opsøge oplevelser, hvor vi kan slippe barnet løs. Vi kan lade os fascinere af en udstilling, vi kan lade os rive med af musikken. Vi kan spille badminton eller backgammon.
Således fyldt af fælles legeglæde, er det lettere at finde lysten til at lege intimt. Da det ligger i legens natur, at vi aldrig ved, hvordan den udvikler sig, så kan det ene føre direkte over i det andet. Men nej, sex er ikke målet med legen. Det er ikke sjovt at lege/spille, hvis resultatet er givet på forhånd. Noget helt andet er, at vi sagtens kan lave en ”legeaftale”, hvor legen netop er sex.
Vi kan sagtens prøve at finde dit indre legebarn i en terapeutisk samtale. Du kan booke på 25 46 42 68 (send en sms, så finder vi en tid). Det kan også være en parterapi, hvor I sammen finder ind til det indre legebarn og lysten til at lege – sammen. Eller du kan finde inspiration til din næste legeaftale ved at skrive dig på nyhedsbrevet.
Topfoto: Dorota Kudyba, Pixabay – både barnets leg med eventyret og mulig inspiration til leg mellem voksne