fbpx

For kvinden gælder det prinsen på den hvide hest, der skal redde hende fra den triste hverdag og feje benene væk under hende. For manden er det prinsessen, der åbner hans hjerte og redder ham følelsesmæssigt – gerne efter han har reddet hende. Men begge dele lægger op til et dysfunktionelt forhold. Parforholdets virkelige helte redder sig selv.

Til et af mine foredrag, hvor snakken gik om flirt og flirteroller, nævnte en kvinde, at hun godt kunne få ondt af de stakkels nyskilte mænd, der sad lidt vingeskudte og ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre. Og så tog hun initiativet.

Jeg er sikker på, at mændene er blevet taknemmelige for den gavmilde kvinde, der åbner sit hjerte og sit skød for dem. Det varer nok ikke længe, før hun laver mad til dem og foreslår, hvor de skal tage på ferie henne. Men det er som udgangspunkt en skæv relation og næppe en, der tilfredsstille dem i det lange løb: de bliver låst i en rollefordeling med hende som redder og ham som offer.

Forestiller vi os, at hun nu har påtaget sig ansvaret for den stakkels mand, så vil hun med garanti tit føle sig træt. Det hele hviler jo på hendes skuldre, og han yder aldrig rigtig noget. Så hun begynder at skælde ud over, at han ikke tager opvasken, samler snavsetøjet op, ikke tager initiativ, hænger foran fjernsynet …

Ja, den “samtale” er let at fortsætte, ikke?

Rolleskift

Pointen er ikke, om hendes bebrejdelser faktuelt er korrekte eller ej, men at hun nu angriber ham og hakker på ham: hun er gledet over i rollen som krænker.

Hun kunne selvfølgelig også komme hjem fra arbejde med hovedpine og ligne en hængt kat. “Der er ingen, der sætter pris på alt det, jeg gør for dem”, jamrer hun. Hvorefter han laver hende en kop te, nusser hendes fødder, og giver hende inderligt ret i, at hendes chef er et fjols. Hun er gledet over i offerrollen, han i redderrollen.

Eller han kunne krænke hende, og bebrejde hende, at hun ikke sætter sig hårdere igennem på jobbet, og bare går hjem, når det er fyraften. Underforstået, så hun kan komme hjem og hygge om manden. Så er han krænker.

Rollespil i tre akter

Sådan skifter vi tit plads i forhold til hinanden. Vi kan bevæge os rundt mellem alle tre roller inden for en samtale på få sætninger. Forholdet mellem rollerne omtales tit som dramatrekanten: redder, krænker, offer.

Ridderen på den hvide hest er indbegrebet af en redder – i dramatrekanten har redningen dog sin pris. Foto: Yuri B, Pixabay

Nogle mennesker trives med drama. Hvis ikke der er en konflikt, så skal de nok sørge for at finde en. Den følelsesmæssige rutsjebanetur i et skænderi er deres livseliksir. Tilfredsstillelsen i at blive bekræftet i, at de er bedre end andre, eller at hele verden er imod, og at det er synd for dem, er deres “drug”.

Hjælpe eller støtte

Men uanset intensiteten så har de fleste mennesker en foretrukken “motorvej” mellem to af rollerne og spiller dem i alle livssituationer: På arbejdspladsen, over for partnere og over for børn.

Vi vil selvfølgelig gerne beskytte vores børn, men der er stor forskel på at hjælpe dem (optræde som redder) og derved lære dem at være ofre, og at støtte dem, så de selv lærer at klare udfordringer, konflikter og så videre. Her er det ikke så vigtigt, hvilke ord vi bruger, men hvad vi rent faktisk gør: Gør vi dem ubehjælpsomme eller selvhjulpne.

Men ord er vigtige, og hvordan vi bruger dem. Tænk lige over, at sætningen, “nårh, hvor er det synd for dig”, med et tonefald kan ændres fra trøstende til ydmygende. At den både kan spilles af redderen og krænkeren.

Merværd, mindreværd og selvværd

Redderen står i en merværdsrolle over for offeret. Det samme gør krænkeren. Krænkeren og redderen kommer ud i en voldsom konflikt, fordi de begge vil reducere den anden til offer. Men hvordan vi end cykler rundt mellem de forskellige roller og magtforhold, så er det indlysende at rollefordelingen aldrig giver ligeværd.

For parforholdet betyder det, at den ene part hele tiden hæver sig over den anden og hævder sig på dennes bekostning. Hvor er jeg god, siger redderen og forventer offerets taknemmelighed. For at stive sit eget selvværd af. Hvor er du dårlig, siger krænkeren, og styrker sit selvværd ved tanken om i hvert fald at være bedre end offeret.

Vi kan dette rollespil til hudløshed, for vi har lært det, fra vi var ganske små. Og vi gentager det igen og igen, fordi vi ikke har lært andet. Men det gør os ikke lykkeligerevæ. Trtimod skaber det konflikter. Ikke mindst i parforholdet.

Nej til rollespillet – parforholdets virkelige helte

Men vi kan blive parforholdets virkelige helte ved at holde op med at spille spillet. Vejen ud hedder nej! Vejen er at nægte at gøre os bedre end andre, eller gøre os mindre end andre. Vores omgivelser vil nok opfatte vores udtræden af spillet som en krænkelse. Vi vil jo ikke lege med mere. I virkeligheden går vi bare væk fra overflødige konflikter.

Og nej, det er ikke en mirakelkur, “Nej” er ikke et magisk ord. Ikke i sig selv og ikke, når det kun bliver brugt én gang.

Vi er vanemennesker og falder let tilbage i gamle mønstre. Så nej’et må følges op at et bevidst arbejde for ikke at falde tilbage i rollespillet:

Når vi møder en, der spiller offer, kan vi vise medfølelse for den smerte, han eller hun føler. Vi kan trøste. Vi kan støtte vedkommende i selv at løse sine problemer, udholde sin smerte, gennemtænke sin situation og i sidste ende finde en vej ud ved egen kraft. Præcis som vi støttede barnet.

Tak, men nej tak

Er det krænkeren, vi møder, kan vi kvittere med et “tak fordi du siger din mening”. Vi giver ikke ham eller hende mulighed for at føle sig bedre. Vi går heller ikke ind i et skænderi. Er det redderen, er vores svar stort set det samme, men måske mere som et “tak for din interesse”. For du skal jo ikke reddes.

Det betyder ikke, at du ikke kan have behov for hjælp – altså i betydningen støtte til at nå dine mål. Men så beder du om den som en ligeværdig partner.

Selvfølgelig kan du godt åbne døre og holde stolen (ikke mindst i flirten). Selvfølgelig kan du godt massere din partners ømme skuldre. Det er også sundt og rigtigt at give udtryk for din frustration – for det er din frustration. Hvis frustrationen skyldes din partner, så kan han eller hun vælge at ændre adfærd. Men alt sammen holdes på egen banehalvdel.

Polaritet og seksuelle rollespil

Jamen – siger den flittige læser af mine blogs måske her – hvad så med polariteten, som er så god for passionen i forholdet. Den Store Stærke Mand og Den Lille Svage Kvinde (eller hvad du nu synes)?

Rollespil kan være sjove og pirrende, men et spil, der giver merværd og mindreværd er ikke befordrende for det gode sexliv. Foto: Sasin Tipchai, Pixabay

Polariteten i parforholdet har ikke noget at gøre med merværd og mindreværd. Det handler om at hvile i sin feminine eller maskuline energi. Nå ja, at hvile i sig selv. Men at gøre det i ligeværd uden at spille spil (og her undtager jeg selvfølgelig seksuelle rollespil, som kan skabe energi i erotikken, og hvor der gerne skal være en giver og en modtager).

I flirten påtager vi os netop den slags roller. Men pingpongen mellem invitation og initiativ er ligeværdig. Hvis den ikke er det, risikerer vi, at den bliver et overgreb.

Har du brug for at se på din rolle i dit parforhold, så kan vi tage det op i terapien – meget gerne sammen med din partner. Du kan også forberede dig på at blive en af parforholdets virkelige helte, mens du er single, så du undgår at gentage dit mønster. Du kan booke en samtale eller et forløn på 25 46 42 68 (send gerne en sms). Og skriv dig på nyhedsbrevet, så du kan følge nye blogs og events.


Foto: Robson Wojcik, Pixabay